Maaleteknik 1914
Planlæggelse af Maalingen med given Tolerans

denne Korde som et Maal for Gennemsnitsdæmpningen under de elektriske Svingninger. Det skal iøvrigt her antydes, at ogsaa andre Forhold end Gnistens kan give Anledning til en Divergens mellem System og Teori. Det gælder saaledes først og fremmest Dæmpningsaarsager som det dielektriske Energi- tab i Kondensatoren Ct og Tabet ved Gnistren f. Eks. langs Randen af de Leyd nerflasker, hvoraf Ct ofte er bygget sam- men. 2 . Koblingen. Som Maal for Koblingen kan tages Kob- lingskoefficienten k — , hvor M er den virksomme gen- Kl, l, sidige Induktionskoeficient mellem de to Kredse, og L.> Selv- induktionen henholdsvis i Kreds / og II. Bjerkness var klar over, at Koblingen skulde være saa svag, at Tilbagevirkningen paa den primære Kreds fra den sekundære var forsvindende, men han har ikke teoretisk under- søgt, hvor lille k maa være, for at denne Betingelse skal være opfyldt. Klarlæggelsen af dette Spørgsmaal skyldes W. Wien. Wien kommer til det Resultat, at k2 maa være forsvindende imod 2 ^2. Er denne Betingelse ikke opfyldt, bliver Resonans- kurven for flad, og ^1 + ^2 maales for stor. Hvor stor Fejlen kan blive, giver følgende Tal en Forestilling om. Naar dj =0,200, ö2 = 0,010, giver Teorien for = 0,005, 0,010, 0,020, +d2 = 0,210, 0,222, 0,254, 0,328. 4 sidste Tilfælde vil + d2 altsaa maales over 50% forkert, men her er rigtignok ogsaa F = 0,0004, d. v. s. endog større end ——xA som er 0,0002. Wien har prøvet sin Teori for Koblingsfejlen experimen- lalt. Ved Forsøg med Kredse uden Gnist finder han den fuldtud bekræftet. For Kredse med Gnistbane gælder, at Fejlen paa Bestemmelsen af + d2 ikke naar det Beløb, den skulde