Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

- 25 — Men efter Abbe foregaar billeddannelsen i mikroskopet ikke saaledes. Objektet er ikke selvlysende, men en med gjennemfaldende straaler belyst gjen- stand, og billedet dannes af de ved gjennemgangen sekundært forandrede lys- straalers forening. Fig. 28. Disse sekundære forandringer henhører til diffraktions- eller afbøi- ningsfænomenerne. Ved bøining eller diffraktion forstaaes som bekjendt den afvigelse fra det retliniede forløb, som en lysstraale undergaar, naar den passerer en meget liden aabning eller støder paa et meget lidet ugjennemsigtigt legeme. Passerer en lys- bundt A (se fig. 28) gjennem en meget fin aabning eller spræk By vil den forlade denne i form af en kegle med toppunkt i aabningen. En del af lysbundten fort- sættes ret frem som »hovedbundt» den øvrige del af lysbundten vil sprede sig ud til siderne med aftagende styrke, «2—a6 (Frauenhofers bøiningsfænomen). Opfanget paa en skjærm (5.$^) vil hovedbundten vise sig som en central, f Zæ /tmmelig lysstærk flæk, det a b s o 1 ute maximum (Ax). Udenfor dette kon- centriske ringe af aftagende lysstyrke, sekundære maxima («2, aa osv.), adskilte ved mørkere mellempartier. Disse sekundære maxima viser desuden farvede rande, idet ikke alle spektralfarver bøies mest. Modsat forholdet ved den prismatiske spredning, bøies de røde straaler her stærkest, saaledes at de danner den ydre rand af lyskredsene, svagest de violette, der begrænser lys- kredsene indad. Lysstraalernes afbøining (afbøiningskeglens vinkeludbredning) bliver saa meget større, jo mindre de afbøiende elementers udstrækning og indbyrdes afstand