548
Danmark.
svagt buede Bugter Vigsø- og Jammerbugten. Kysten gaar derpaa 70 km mod NØ. til
Hirshals eller Næsset, hvor Jainmerbugten ender, gør atter en svag Bøjning mod 0. —
Tannisbugten — og fortsætter den nordøstlige Hovedretning til Skagen, der ender
i den smalle, mod 0. rettede Grenen.
Vesterhavet eller Nordsøen (se II p. 7) skulde synes at være gunstig for Sejlad-
sen, da det paa Grund af de klimatiske Forhold aldrig fryser til og derfor ikke er
belemret med Is (kun i de lavvandede Partier ved Kysterne kan der i strænge Vintre
samles nogen Is), og da det er frit for Øer, og der ogsaa over Sandbankerne — som
Doggersbanken (de hollandske Fiskerbaade hedder Dogger) og store og lille Fisker-
banke — endnu er temmelig dybt Vand, 15—17 m. Men alligevel hører den c. 350
km lange Strækning langs Jyllands Vestkyst fra BIaavandshuk til Skagen med sine
lige, ensformige Linjer, der lader sig forklare af de løse Jordlag, hvoraf Landet be-
staar, og den stærke Strømning, der gaar langs Kysten og stadig afsliber og glatter
den, til de farligste Kyststrækninger for Skibsfarten, en saakaldet J æ r n k y s t, uden
en eneste Havn; kun ved Hirshals, hvor Forholdene er mindst ugunstige, har man
tænkt paa ved Kunst at anlægge en Havn. Ude i Havet ligger der nemlig langs med
Kysten en eller flere parallelt løbende Sandrevler, i Almindelighed to fra BIaavands-
huk til Hanstholmen og tre paa det nordligste Stykke; den inderste Revle har 1—2,
den mellemste indtil 4, den yderste, der er fjærnet c. 1000 m fra Kysten, indtil 6 m
Vand over sig, medens Havet udenfor og mellem Revlerne er langt dybere. Ved Paa-
landsvind staar der en stærk Brænding ind paa Kysten, hvide Skumstriber betegner
Revlernes Linjer, og naar Skibene af Storm og Bølger og vildledede af tæt Taage
(Havgus) sættes ind paa Revlerne, er de for det meste fortabte, idet de hugger sig
fast i Sandet og bliver sønderslaaede; om ogsaa det lykkes dem at komme over den
første Revle, bliver de slaaede ind paa den anden. For at afværge Faren er der langs
Kysten, der hele Vejen ledsages af lyse, ensartede Sandklitter og derfor kun af-
giver en daarlig Landkending, rejst Fyr, og til de Skibbrudnes Redning er anlagt en
Mængde Redningsstationer med Redningsbaade og Kasteapparater ved Raketter.
Havet glatter som nævnt stadig Kysten og slikker bori af Landet, kun enkelte
Steder, hvor Jordlagene er fastere, er der fremspringende Punkter, hvor Kysten for
det meste falder brat af til Havet. Foruden de allerede fremhævede nævnes det af
lerholdige Masser bestaaende Bovbjærg V. for Lemvig, 46 m, og Rubjærgknude V. for
Hjørring, c. 74 m. For at beskytte Kysten har man i den senere Tid ved de mest ud-
satte Steder som ved Agger og Bovbjærg begyndt at bygge H ø f d e r, Strømbrydere,
indtil 90 m ud i Havet, i Reglen byggede af Sten eller Betonblokke indesluttede af
Pælerækker, udfyldte med Sten, Risknipper osv. Kun to Steder paa hele denne Kyst-
strækning har Havet gennembrudt Klitrækken og dannet Strandsøer, der tidligere
har været Vige, men nu ved smalle, lave Klittanger skilles fra Havet; den ene er
den c. 30 km lange Ringkjøbingfjord, c. 5 km2, lidligere kaldet Stavningfjord eller
Sønderfjord for at skille den fra den nordligere liggende Stadilfjord, der staar i For-
bindelse med den; ved den sydlige Ende af Holmslandsklit, den Klittange, der be-
grænser Ringkjøbingfjord, findes det lavvandede Indløb Nymindegab (nordligere
paa Tangen er den kunstig tilvejebragte Kanal Hvide Sande); den anden Strandsø
er den c. 15 km lange Nissumfjord, som nu kun ved Slusen ved Torsminde (Torsk-
minde) staar i Forbindelse med Havet. Endelig er i det 19. Aarhundrede Aggertangen
eller Tangen ved Harboøre, der skiller Limfjorden fra Vesterhavet, brudt igennem,
først ved den 1825 aabnede Aggerkanal, der atter er tilsandet, og nu ved den 1862
dannede Røn- eller Tyborønkanal.
Kattegat (se p. 493), Sinus Codanus, der beskyller Jyllands Østkyst ogNord-
ky sierne af Fyn og Sjælland, er i det hele et langt farligere Farvand end Vester-