Naturforhold. Historiske og politiske Forhold.
569
§ 3. Kongeriget Danmark.
I. Historiske og politiske Forhold.
Det danske Rige er ringe mod, hvad det tidligere har været. Ikke at tale om
Middelalderen, da det i Valdemarernes Tid havde en Stormagts Rang og beherskede
alle Landene ved Østersøens Sydkyst fra Holsten til Estland (en Stortid, som dog
hurtigt fik Ende, efter at den havde kulmineret i Begyndelsen af det 13. Aarhun-
drede), og Unionstiden med det rigtignok stadig usikre Herredømme over hele den
skandinaviske Halvø, ejede Danmark tidligere som alt nævnt Skaane, Halland og
Bleking, ligesom ogsaa Norge som en Provins var knyttet til det i hele den nyere
Tid; tillige var det tyske Land Holsten forbundet med det danske Rige fra 1460.
Men ved Roskildefreden 1658 fik Sverige de førstnævnte Provinser, og 1814 skiltes
Norge fra Danmark. Endelig kom det haardcste Tab ved Wienfreden 1864, da Riget
mistede omtrent en Tredjedel af sit Areal, ikke alene de tyske Lande Holsten °og
Lauenburg, som var erhvervet 1814 i Stedet foi' det som Erstatning for Norge til-
budte Svensk Pommern, men ogsaa den gamle danske Landsdel Sønderjylland
(Slesvig). Danmark hører nu til de smaa evropæiske Stater.
Kongeriget Danmark bestaar af det egentlige Danmark, c. 39,000 km2, og den
fjærnere Landsdel Færøerne, 1400 km**, i alt 40,400 km2.’Desuden hører til det
danske Monarki den fjærne 0 Island, 104,800 km2, som en egen Landsdel,
og K ol o ni er ne, de tre vestindiske Øer, c. 360 km2, og Grønland. Kolonierne er
behandlede under Amerika (I p. 193 og 252); Island vil blive omtalt i et særligt
Afsnit.
Danmarks Befolkning danner en national Enhed, idet den udelukkende
bestaar af Danske, der hører til den skandinaviske Gren af den germanske Gruppe
(se I p. 13 og 507); Dialekterne, som den sjællandske, fynske og jydske, er kun lidet
afvigende. Som Spor af fremmede Elementer kan nævnes Amagers Befolkning, der
er paavirkede af de af Christian II indkaldte Hollændere, og Natmændsfolkene eller
Taterne (Kæltringer), de jydske Heders Nomadefolk, som dog nu omtrent er for-
svundne, hvilket ogsaa gælder de tyske Kolonister paa Alheden, som indkaldtes i
det 18. Aarhundrede; ogsaa kan nævnes Kulsvierne i Nordsjælland, som skal stam-
me fra Indvandrere i det 13., ligesom der skal være indvandret Vender til Laaland
og Falster i det 12. Aarh. Befolkningen udgjorde i Febr. 1911 2,757,100 (med Færø
2,775,100), altsaa c. 71 paa 1 km2 (1914: 2,859,000). Danmark er saaledes ret godt
befolket, men Tætheden er højst ulige i de forskellige Landsdele. Bedst befol-
kede er Øerne (c. 117), der i Gennemsnit er mere end dobbelt saa tæt befolkede som
Jylland (c. 47); tillige er Tætheden paa Øerne jævnest, Sjælland (med omliggende
Øer) har c. 146, men dette store Tal skyldes jo Kjøbenhavn, Fyn 87, Bornholm 73
og Laaland-Falster 64,5 paa 1 km2. I Jylland er Modsætningerne større; det sydøst-
lige Jylland (til Limfjorden) har c. 66, det nordlige Jylland 46,5 og det svdvestlige
Jylland 34 paa 1 km2; det bedst befolkede Amts Landdistrikter er Aarhus (c. 46),
det daarligste Ringkjøbing (c. 25). Tilvæksten har i det 19. Aarhundrede været
meget betydelig, i Gennemsnit over 1 % aarlig (1905—11 1,27 %); 1801 var Ind-
byggertallet, beregnet for de samme Landsdele, som Riget nu bestaar af c 929 000
1840 1,289,000, 1860 1,608,400 (1855—60 var Tilvæksten c. 1,31 °/0, navnlig paa Grund
af Indvandring), 1880, 1,969,000, 1901 2,449,500; Tilvæksten har været noget større
i Jylland end paa Øerne, selv om Kjøbenhavn tages med; i det hele har den været
størst i Byerne. Bybefolkningen (i de 75 Byer) udgør nu c. 2/5 af det hele
Tal (1,110,000). Udvandringen overgaar Indvandringen, især siden 1860);