Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
100 Avstrallandet og Polynesien. samme Navn); paa den anden opdagede han bl. a. Ny-Caledonien, paa den tredje kom han til Sandwichøerne, hvor han dræbtes paa Havan. Af senere Opdagere øXt nævnes Vancouver, Laperouse, Dumont dUrvUle, Kotzebue, Chanusso Wifkcs og endelig Flinders, der undersøgte Sydkysten af Fastlandet Men skøn Forbryderkolonien Port-Jackson (Botanybay) anlagdes 1788, var det dog førstt ind i det 19. Aarhundrede, at man begyndte at faa noget Kendskab til det In le a as - landet 1829—30 undersøgte Start Murray-Darlings Flodsystem, i Trediverne un er- søgte Mitchell Darlings Kildefloder og gennemrejste Victoria, 1849 rejste Strzleck< ned ad Murray over Bjærgene og gennem Tasmanien; samme Aar rog yie r Adelaide langs den øde Kyst af den avstralske Bugt til Vestavstralien, Planen a gennemrejse hele Fastlandet søgte først Start (1844-46) og siden Letchhardt (1848 at bringe til Udførelse, men den sidste forsvandt sporløst; lige saa uheldigt gik c Barke 1861 i hans Forsøg paa at rejse fra S. til N. til Carpentanabugten. Heldigere var Stuart, der 1862 naaede Van Diemens Bugt paa Nordkysten. Af senere Rejsende nævnes Giles, der trængte fra Sydavstralien mod V., Warbarton der naaede b-oid- vestkysten (1879), Ashburton, John og Alexander Forrest, Barclay, Wmnecke, a- vene Lurnholt, Tietkins, Lindsay, Carnegie (1896-97), Fletcher (1897 m. fL Med overordentlige Opofrelser er disse Rejser foretagne; thi store Dele af det Indre e endnu vanskeligere at berejse end Afrikas Ørkner. Man kan dog nu sige, at Fast- landet er kendt i de store Træk, om der end endnu er mørke Pletter. b. Størrelse og Udstrækning. Verdensdelens Størrelse angives med el rundt Tal til ca. 8,950.000 km2 med omtrent 7,5 Mill. Indb., o: 0.8 pr. knA Deraf er Fastlandet med Tasmanien omtrent 7,7 Mill, km* med 4,4 Mill. Indb Øerne sæt es til omtrent 1,250,000 km* med 3d Mill. Indb. Øerne deles i det indre Bælte, der, sluttende sig til Fastlandets Nord- og Østkyst, begynder med Ny-Guinea og ender med Ny-Zealand; og det ydre Bælte, der begynder 0. for 1 hilippinerne og først krummer sig i samme Retning som det indre Bælte, men derpaa s aai ind i en afgjort østlig Retning over mod Sydamerika, fra hvilket det skilles ved et stort Rum uden Øer. Endelig opstilles som en tredje Afdeling de isolerede Øei, o: enkelte Øgrupper uden Forbindelse med disse to Hovedretninger. Hele Verdens- delen ligger inden for Vendekredsene med Undtagelse af den sydlige Halvdel al Fastlandet, Ny-Zealand og enkelte Øer. Den vestligste Gruppe blandt Øerne er Palauøerne 0. for Philippinerne, 134° ø. L„ den østligste 0 er Iaaskeøe^’ v. L.- en Strækning altsaa af over 117 Længdegrader eller mere end 13 000 km. Det vestligste Punkt af Fastlandet ligger under omtr. 112» ø. L., saa at Verdens- delen i Ækvatorlinjen har en Udstrækning af 15,400 km. Avstralien ligger, som p. 57 bemærket, midt i Vandhalvkuglen. Af alle Verdens- delene er den længst fj ærnet fra Evropa, og Vejen bliver desuden længere der ve , at Amerika og Afrika strækker sig saa langt mod S.; nærmest er Vejen omkring Kap Horn, men man foretrækker den om det gode Haabs Forbjærg, da den ei mindre farlig. Af stor Vigtighed for Sejladsen til Avstralien er Suezkanalen, men endnu vigtigere bliver Panamakanalen, naar den aabnes om kort Tid, den vil for- korte Vejen med flere Tusinde km. Det store Ocean faar stadig større Betydning for Handel og Skibsfart. Indtil 1820 var, foruden de engelske Straffekolonier paa Fastlandet og Tasmanien, Marianerne de eneste, der var koloniserede; men eitei den Tid er det blevet anderledes; det er navnlig fra Midten af det 19. Aarhundrede, at Kolonisationen har taget Fart. Englænderne, som har de mest udstrakte Besid- delser — efter dem kommer Hollænderne —, har i lange Tider med Skinsyge val- set over Franskmændenes Kolonisationer, og nu er i den sidste Snes Aar Tysklanc ogsaa kommet med i Kappestriden, ligeledes de Forenede Stater i Nordamerika,