102
Avstiallandet og Polynesien.
og Kap Jervis; mellem begge Bugter ligger Halvøen York; foran V^entgolf ligger
Kænquruøen, den største 0 her ved Fastlandet næst Tasmanien, henved 4400 km
Sydkysten fortsætles videre over Port Phillipbugten og den fremspringende Granit
klippe Kap Wilson, Fastlandets sydligste Punkt. 39 o 10' s. Br., til Kap'Home. Denne
Kyststrækning er stejl og særlig ved det 230 km brede og gennemsnitlig /0 m dybe
Bassstrcede rig paa Havne; Strædet er af stor Betydning, da Sejladsen Ira Evropa
til Østkysten næsten udelukkende foregaar herigennem, og det er en Sal^^
plads for Hvalfangere; Kysterne af Tasmanien, der skilles fra Fastlandet \ed dett^
Sæde har samme Karakter, navnlig gælder del Vestkysten. Af Øer .Strædet ..æv-
nes Kinq- og Flindersøen henholdsvis ved den vestlige og østlige Indgang.
Ved Kap Howe begvnder Østkysten, og det store Ocean kaldes her
havet Kystlinien gaar mod N., med en ringe Bue i østlig Retning, over Kap Byron,
ÄSe Punkt. 153° 34' 0. L., videre til Kop Sandp. Kysten. bevarer
naa hele denne Strækning den stejle Karakter og er rig paa Havne, men Øer mang
er l er aldeles naar „udtages Moretonoen, der lukker for Moretonbuyten, noget S.
for Kan Sandy og Great Sandy 0 (eller Fraser 0), hvis Nordsp.ds er Kap Sandy
Og som lukker for Harveybugten. Fra Kap Sandy slaar Kysten ind i noifestlig
Retning til det tidligere omtalte Kap York; det er en skovrig Kyst med rigeligt \and
og god! Havne og ledsaget af Øer; den største Indskæring er Prinsesse C „rtotte-
baaf men den er meget farlig al besejle paa Grund af Barriere-Renet (Great Bar-
rier-Riff), et 300 til 1200 m bredt Bælte af Koralrev, der ledsager Kysten i en Af- ,
stand af fra 40 til 180 km, og som begynder N. for Capricornkana en og s læ '
S over Ü1 Nv-Guinea gennem Torresstrædet; det er gennembrudt af talrige smalle
Stræder, hvoraf Raine Entrance har størst Betydning for Sejladsen. Revene ei ube-
bOedHekKyItli^etsnLænPgde angives til omtr. 12.900 km i lige Linje,, omtr^ 14 500
med Indskæringerne, 21,800 km med Tasmanien. altsaa omtr kn paa
163 km«; Forgreningerne forholder sig til Stammen som 1 til 36 Mellem kap. A o
og Kap Wilson er den lige Linje omtr. 3200 km: mellem Kap Inscuption o f
Byron omtr. 4300 km. Omtrent tre Femtedele af Avstiallandet ligger i det tempe-
rerede Bælte, det øvrige i det hede.
§ 3. Jordbundsforhold og Floder.
Fastlandets Bygning er i Forhold til andre af de store Vandmasser meget enkeL
Lavlandet eller i alt Fald den lave Højslette er overvejende isæi i det Indie den
gennemsnitlige Højde er ikke betydelig, og en Sænkning af nogle faa Hundiede
m vilde forvandle Landet til en rig Samling af Øer. De ikke særdeles; højeUj. g
drag er mest samlede ved Kysterne. Allerede tidlig sluttede man sig til de e
skulise paa Grund af de hede Vinde, der kommer fra det Indre (se p. 106), oe 1
dagelsesreiserne har bekræftet det: en stor Del af Kontinentet er Ørken, særhg
gælder det den vestlige Halvdel, den østlige er rigere paa Former. Egentljgejjærg-
k-Pder findes hovedsagelig kun langs Østkysten og især mod SØ. Undertiden næi
met LX hel! Kysten, SL i de„ nordlige Det andre Steder trækker de 8.g t> bage
OS giver Plads for smalle Kystsletter, men altid hæver de sig bi at. ofte lod i
fra Kysten; Toppene er dog for det meste blødt afrundede. Det er kun paa smaa
Strækninger, de er sammenhængende, ved talrige Tværdale deles de i mange en-
kelte Partier. Hele Østranden er en broget Masse af Gramt. Gneis, sihnisk Ski ,
kastede mellem hverandre. De store Plateauer mod V. bestaar mest af Dannelsei