Avstrallandets Kyster og Jordbundsforhold.
103
fra Kridtformationen og den tertiære Periode. I Modsætning til hvad man tidligere
antog, mener man nu, at det meste af Avstrallandet hører til cle ældste Dannelser
(den arkæozoiske og palæozoiske Periode) af Jordoverfladen.
Det egentlige Højdedrag begynder mod SØ. i Victoria med Grampiansbjærgene
(Mount H illiam, 1166 ill), der er rige paa Kratere og Lavamarker, og fortsættes
langs Sydkysten mod 0. („de avstralske Pyrenæer“) med talrige Udløbere, hvoraf
den sydligste ender i Kap Wilson og over Klippeøerne i Bassstrædet tydelig nok
tidligere har staaet i Forbindelse med Tasmanien. Først 0. for Melbourne slutter
Kæderne sig nøjere sammen til de stærkt skovbevoksede avstralske Alper eller
Ved Mulgravefloden i Queensland.
Warragongbjærgene, de uvejsomste og højeste af alle Verdensdelens Bjærge; deres
højeste Punkter, Mount Townsend, 2240 m, Mount Clarke, 2210 in, i Kosciusko-
gruppen, og vestligere Mount Hotham, 1955 m, naar dog ikke Snegrænsen. Bjærg-
dragene drejer nu mod N. langs Østkysten med en Bredde af 160—360 km; mellem
de enkelte Bjærgkæder ligger større og mindre Højsletter, fortrinlig egnede til Ager-
brug, saaledes i del sydlige af Ny-Sydwales Mane roo med de tilstødende Micaligo-
sletter, i det nordlige Liverpoolsletterne. Af de enkelte Bjærgkæder nævnes fra S.
til N.: Wanderer-, Gurock-, Cularinkæden, og V. for Sidney de blaa Bjærge, som
mod V. forgrener sig i Macquariekæden (Mount Canabolas, 1405 ni); fremdeles
Hunterkæden og Liverpoolkæden (Mount Oxley, 1370 ni) med Mount Sea View,
1830 m, rige paa Kullejer (Newcastle); derpaa den langstrakte Ny-Englandskæde.
Nordligere paa Grænsen af Ny-Sydwales og Queensland træder Macphersonkæden
med Mount Lindsay, omtr. 1755 m, ud til Havet. Endnu nordligere skiller Craigs-
kæden de frugtbare Darling-Downs fra Plateauerne, som mod 0. sænker sig ned
til Kysten.
B.Iæi’gdraget opløser sig nu mere og niere i isolerende Partier, gennembrudte
af talrige Floder som Burnett, Fitzroy og Burdekin med deres Bifloder og bre-