104 Avstrallandet og Polynesien.
elende sig mere mod V.; de længst fremskudte Toppe i det Indre er Pluto, Faraday,
King og Given, 7—800 m høje. Fra 18 o s. Br. træder Bjærgene helt ud til Kysten,
og Toppe som Bellenden Ker Hills, 1658 m, Trinity, 1090 m, Peter Botte, 1010 m,
ses langt ude i Havet; Floderne søger fra nu af ud til Carpentariabugten. Ogsaa
Halvøen York, hvis højeste Punkt er Mount Bartie Frére, 1258 m, har sit Vand-
skel langs Østkysten.
V. for hele den nu beskrevne Bjærgrand, der med eet Navn kaldes de store
Skillebjærge („the great dividing range“), ligger der store Flader, som fra en Gen-
nemsnitshøjde af 600 m sænker sig mod SV. og gaar over i absolute Lavlande. A . \
for det sydlige Queensland og for Ny-Sydwales ligger Avstrallandets store Lavland,
de umaadelige Savanner, der gennemstrømmes af Murray og dens Bifloder. A . for
disse følger store stenede, vandløse Strækninger med Barrier- eller Stanleykæden
og Grey kæden, som atter ved en øde Saltslette med Saltsumpen Lake Fiome skilles
fra Sydavstraliens Bjærge, der gaar i nordlig Retning fra Kap Jervis langs St. A m-
centgolf op ad til Sænkningen omkring Eyresøen (se ndfr.) under Navn af Fhn-
deskæden, med Toppe paa mellem 800 og 1000 m (Mount Serie, 980 m, er den
højeste).
Et andet stort Lavland er Sænkningen, der ligger V. for Fhnderskæden om-
kring de store Saltsøer Eyre, omtr. 10;000 kitf, der ligger 10 m under Havfladen,
Torrens (over 6000 km2) og Gairdner (omtr. 7700 km2), der alle er Rester af en
mægtig Ferskvandssø, som i tidligere Tider har indtaget hele Sænkningen. Fra
denne Sænkning stiger atter Landet til alle Sider, mod NØ., NV. og V., op til ud-
strakte Plateauer med enkelte mindre Lavninger imellem, som den, hvori Amadeus-
søen (204 m o. H.) er lejret. Paa disse Plateauer, omtrent i Midten af Fastlandet,
findes flere isolerede Bjærgpartier, væsentlig bestaaende af Granit og Sandsten, som
Musgravekæden, med det indre Avstraliens højeste Punkt Mount Woodroffe, 1590
m, Mac Donnellkæden (Mount Giles, omtr. 1150 m) og Central Mount Stuart.
Omkring disse Højder, baade mod 0. og mod N„ men navnlig mod V. breder sig
store Plateauer af en ørkenagtig Karakter og en Gennemsnitshøjde af 3 500 m.
Særlig i Fastlandets vestlige og sydvestlige Del har de et usædvanligt øde og trø-
stesløst Præg og naar ofte, som i den store Victoriaørken og Nullarbarsletten, helt
ud til Vestkysten, hvor de dels i temmelig skarpe Terrasser falder at til den san-
dede Strand, dels gaar helt ud til den med stejle, indtil 2—300 m høje Brinker.
Andre Steder skilles Plateauerne fra Kysten ved lave Randbjærge, af hvilke frem-
hæves mod SV. Darlingkæden med Mount William, omtr. 1120 m; nordligere findes
Højderne noget mere fjærnede fra Kysten, saaledes Mount Augustus, 1090 m, Mount
Labouchére, 1030 m, og (i Hamersleykæden} Mount Bruce, 1160 m. Ogsaa mod
NV., i Kimberley distriktet og Arnhemland, hvor Naturforholdene er langt bedie
med Bevanding, rige Tropeskove og Savanner og gode Betingelser for Agerbrug,
findes der Bjærge, som Leopoldkæd^n, men da Undersøgelsen af disse Egne først
er begyndt i den seneste Tid, er de endnu kun lidet kendte.
Alt forener sig for at besværliggøre Undersøgelsen og Kultiveringen af det
Indre. Kun enkelte Dele af Ørknerne er nøgne og stenede, store Strækninger er be-
voksede med Scrub (især Mallayscrub), et lavt uigennemtrængeligt Buskkrat, der
endog holder Stand mod Ilden, eller med højt, stift Græs (Spimfex, Pindsvingræs),
som ikke kan afgive Næring for Dyrene. Naar dertil kommer Mangel paa Vand,
Kamp med de for det meste fjendtligsindede Indfødte m. m., begriber man, hvilke
Hindringer der optaarner sig for den Opdagelsesrejsende og Kulturbringeren,
De ejendommelige hydrografiske Forhold er en ikke ringe Hindring lor
Kolonisationen; Floderne virker snarere ødelæggende, end de er til Gavn lor de