110
Avst rallandet og Polynesien.
Nordavstralier.
rang, et Kastevaaben af haardt Træ, som kastes saaledes mod Fjenden, al det ven-
der tilbage til Angriberen, naar det ikke rammer sit Maal. Deres Religion bestaar af
en mørk Dæmon- og Spøgelsetro, og alle Forsøg paa at civilisere dem er mislykke-
des; naar undtages Oprettelse af nogle enkelte Menigheder ved Port Lincoln V. for
Spencergolf og i det Indre af Sydavstralien, har Missionærerne intet udrettet. Men-
neskeæderi har utvivlsoml været meget udbredt iblandt dem og er vist ikke ophørt
endnu. Deres Antal svinder stadig ind; 1891 taltes der officielt 55.000, 1911 30.000,
men maaske er der langt flere, i alt Fald er man meget uenig om Tallet, Supan mente
endog i 1901 at kunne sætte det til over
200.000. De findes mest i det Indre og
mod NV.; i Victoria fandtes der i 1881
kun 770 i det hele. Paa Tasmanien er de
for længe siden forsvundne, de sidste
førtes bort til Øer i Bassstrædet allerede
1810 (den sidste, Kvinden Truganini
eller Laila Rookh, døde 1876). I det In-
dre af Fastlandet trænges de sorte haardt
af de hensynsløse Kolonister og udryd-
des ubarmhjertig af dem; Brændevinen,
Epidemier og indbyrdes Fejder gør Re-
sten. Blandingen af sorte og hvide
ligner en Del Mulatterne; det er gennem-
gaaende kraftige Folk, der især benyttes
som Hyrder for de store Kvæg- og Faare-
h jorde.
Først efter Cooks Rejser begyndte
den evropæiske Kolonisation. 1788
anlagde en af den engelske Regering ud-
sendt Flaade under Arthur Phillip den
første Forbryderkoloni ved Port Jackson
(det var først bestemt at anlægge den ved
den noget sydligere beliggende Botany-
bay, men den fandtes mindre tjenlig), Be-
gyndelsen til Byen Sidney; 1829 anlagdes Kolonien i Vestavstralien, 1835 Port Phillip,
Begyndelsen til Victoria, 1836 begyndtes Kolonisationen af Sydavstralien. 1 il Mid-
ten af Aarhundredet var dog den større Del af Kolonisterne Forbrydere, den fri-
villige Indvandring var kun ringe; men da kom Opdagelsen af Guldlejerne 1851,.
og dermed begyndte en storartet Tilstrømning af Indvandrere („Ihe rush“). De fri
Kolonister protesterede nu ivrigt imod, at Landet brugtes til Forbryderkolonier,
allerede 1839 var Deportationen til Ny-Sydwales ophørt, 1853 ophørte den til Tas-
manien, og i Stedet for anvendtes Vestavstralien dertil (fra 1849), da denne Koloni
manglede Arbejdskræfter, indtil ogsaa denne fritoges 1868, og nu findes der ikke
mere nogen Forbryderkoloni paa Fastlandet; i det hele er der i Aarene 1788—1868
sendt 147.000 Forbrydere derover (Victoria og Sydavstralien er aldrig bievne benyt-
tede til Deportationer).
Efter at der saaledes af Efterkommerne af den tidligere Befolkning og af den
nye Indvandring havde dannet sig en helt fri Befolkning, traadte Ønsket om en
Forfatning efter engelsk Mønster mere og mere frem, og hver af de 6 Kolonier fik
da efterhaanden sin egen fri Forfatning med et Parlament som i Moderlandet og
en kgl. Guvernør i Spidsen, af hvilke Guvernøren i Ny-Sydwales indtog den første