Bismarcks- og Salomonsøer, Ny-Hebrider, Ny-Caledonien.
123
f. Ny-Caletloniens Gruppe, mellem 158° og 170° ø. L. og og 23V2 0 s. Br.,
bestaar af selve Ny-Caledonien med Biøer, 16,700 km2, og de østligere beliggende
Loyalityøer (2750 km2) ni. fl., tilsammen 19,800 km2. Hovedøen er omgivet af to brede
Bælter af Koralrev, som besværliggør Adgangen navnlig paa Vestkysten, og som
kun er tilgængelig gennem de Aabninger, der findes ud for Flodernes Mundinger,
hvor det ferske Vand forhindrer Korallerne i at bygge. Gennem hele Øen gaar
der en Bjærgkæde med Toppe paa, omtr. 1600 m, saaledes mod N. Mont Panié,
1640. og mod S. Mont Humboldt, 1630 ni. Ved Flodmundingerne er Sumpdannel-
ser hyppige; det Indre med sine tørre, ørkenagtige Sletter har en Del Lighed med
Avstrallandet; dog gives der ogsaa frugtbare Strækninger, navnlig ved Vestkysten.
Floderne er vandrige, saaledes i den nordlige Del Diahok og i den sydlige Yasé. Af
Loyalityøerne nævnes Hovedøen Lifoe (Lifu). Af de mange Øgrupper ved Ny-Cale-
doniens Kyst nævnes mod NV. Huonøerne og mod SØ. Isles des Pins, bevoksede med
de naaletræagtige Araukarier; noget fjærnede mod NV. de guanorige ganske smaa
Chesterfieldøer, som først 1878 besattes af de Franske.
Ny-Caledonien opdagedes 1774 af Cook, Loyalityøerne 1800 af Butler; 1853
tog de Franske Gruppen i Besiddelse (Loyalityøerne først 1864); fra 1864 er
Kolonien („Nouveaux Caledonie et dépendences“) blevet brugt til Deportationssted,
hvortil den egner sig godt paa Grund af den vanskelige Adgang. Deportationen har
imidlertid hæmmet Koloniens Udvikling. I Begyndelsen tiltog Befolkningen, 1877
angaves den til c. 55,000 (hvoraf de 43,000 paa Hovedøen), 1881 lil c. 69,000; men
efterhaanden er den aftaget, 1901 talte den 54,400, 1907 53,000. hvoraf 11,000 De-
porterede og 13,000 frie Hvide, Resten Indfødte, 1911 50.700. De Indfødte er Pa-
puaer, men med' polynesisk Paavirkning, især paa Loyalityøerne. De vigtigste Ager-
dyrkningsprodukter er Kopra, Kaffe, Majs, Tobak og Sukker. Betydeligere er
Bjærgværksdriften, der især giver Nikkel, Kobolt og Krom; Værdien af hele Mine-
raludførslen var i 1909 over 3,6 Mill. Fr. Den vigtigste Koloni er Noumea ved Port
de France mod SV., c. 8000 Indb.; en anden god Havn er Kanala (tidligere Napo-
leonsville) paa Østkysten, Gg St. Vincent paa Vestkysten.
g. Ny-Zealandsgruppen, c. 1800 km 0. for Avstrallandet, mellem 34° og 48°
s. Br., og I66V20 °g 178V2o 0- L., „Sydhavets Storbritannien“, som i øvrigt har paa-
faldende Lighed med den italienske Halvø, naar man vender den om. bestaar af
Dobbeltøen Ny-Zealand, nemlig: Nordøen 115,200 km2, af de Indfødte kaldt Te-
Ika-a-Maui, skilt ved Cookstrædet fra Sydøen eller Middle-Island, 151.600 km2, af
de Indfødte kakit Tje-Wahi-Punamu, skilt ved Foveauxstrædet fra den tredje lille
0 Stewart (Rakiura), 1700 km2; tilsammen er Øgruppen Ny-Zealand, som de Ind-
fødte kalder Nuitironi, 268.500 km2; med de mindre Øer, der regnes til Gruppen,
er den c. 271,300 km2.
Den stærkt indskaarne Nordø udsender mod NV. en smal Halvø, der ender i
Forbjærgene Kap Maria van Diemen og Kap Reinga. Østkysten har udmærkede
Bugter og Havne, som Bay of Islands, Haurakigolf, der med sine Forgreninger
skærer saa dybt ind og nærmer sig i den Grad Vestkystens Indskæringer paa samme
Bredde, at der kun efterlades den 2 km brede Aucklands Landtange; dernæst
Plentybugt og Hawkebugt. Vestkysten er derimod fattig paa Havne og vanskelig
tilgængelig, enkelte Steder lav og sandet, men for det meste stejl og klippefuld. Øen
er af vulkansk Natur, den større østlige Del bestaar næsten udelukkende af yngre
sedimentære Formationer. N. for Landtangen bestaar den af en lav Højslette; mod S.
er den en Højslette med lave Parallelbjærge, gennemskaarne af Floder som Thames
og Waikato, der danner Afløb for den over 600 km2 store Tauposø (380 m o. H.),
og som er sejlbar for Dampere paa en lang Strækning; den udmunder paa Vest-