Ny-Zealandsgruppen.
125
linske, ældre Stenarter, navnlig Gnejs og Granit, som helt mangler paa Nordøen.
Den største Bjærgsø er den 340 km2 store Teknou i Nærheden af den smukke Fjord
Milford Sund paa Vestkysten. Floderne er uden Betydning for Samkvemmet, da
de for det meste er rivende Bjærgstrømme.
Øernes Klima er nogenlunde ligelig med stærk Nedbør; Taage og Orkaner
er hyppige; i Sommertiden (Dec.—Febr.) blæser tørre Syd- og Sydøstvinde, om
Vinteren regnbringende Nordvestvinde; som Eksempler nævnes, at Auckland paa
Nordøen har en Middeltemperatur af c. 15 °, den varmeste Maaned af 19,3° og den
koldeste af 10,8°; i Wellington paa Nordøens Sydside er de tre Tal henholdsvis
12,6, 16,6 og 8,3; Vestkysten, især paa Sydøen, har større Regnmængde end Østkysten.
Den højst ejendommelige Vegetation er en Blanding af indiske, avstralske og
sydamerikanske Planter. Blandt de mange skønne Graner mærkes den paa Nord-
øen voksende, indtil 50 111 høje Kaurifyr, hvis Træ og Harpiks danner vigtige Ud-
førselsartikler; en anden vigtig Handelsartikel er den nyzealandske Hør; næsten en
Tredjedel af Landet er dækket med Skov. Fremmede Kulturplanter trives udmær-
ket. Faunaen er i det hele fattig; rigest er Fugleverdenen, her mærkes den ejen-
dommelige, vingeløse Kivi, en lille Strudsfugl med brun haaret Fjerbeklædning, som
er ved at uddø; Kæmpefuglen Moa (indtil 4 m høj) er uddød. Der er stor Rigdom
paa Mineralier, som Kobber, Sølv, Tin, Jærn, Kul og især Guld, som først opda-
gedes 1857, og som findes saa at sige overalt, dog mest paa Sydøen (især i Otago-
distriktet); 1909 produceredes 506,400 Unzer til en Værdi af over 2 Mill. Pd. St.
De Indfødte, Maorier, som efter Sagnet skal være indvandrede for omtr. 600
Aar siden fra „Hawaiki“, maaske Samoagruppen, hører til Polynesierne. Det er
smukke, kraftige Folk, kunstfærdige, saaledes i Tatovering, som dog nu næsten er
ophørt, kække og krigerske, men ogsaa vilde og grusomme, tidligere var de hen-
givne til Menneskeæderi. De har imidlertid vist sig meget modtagelige for Kultur;
engelske Missionærer begyndte at prædike for dem 1814 (Samuel Marsden var den
første), og nu er de fleste kristnede. Deres Antal er dog svundet betydeligt ind; i
Begyndelsen af det 19. Aarhundrede mentes der at være c. 120,000, og i 1868 an-
sloges Tallet kun til 38.500; senere er det dog atter gaaet noget frem, idet der 1901
var noget over 43.000 og i 1906 47,700 paa Øgruppen (med Cookøerne 60,000),
hvoraf de allerfleste paa Nordøen. De lever spredte eller i egne smaa Landsbyer,
Pah’er, beskyttede ved Palisade værk.
Ny-Zealand opdagedes 1642 af Tasman, men Cook var den. der først rigtig
undersøgte Arkipelaget 1769; i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede grundlagdes
enkelte smaa Kolonier af Missionærer, Hvalfangere og Træhandlere; 1840 tog Eng-
land Øerne i Besiddelse som en Del af Kolonien Ny-Sydwales, og dermed begynder
den egentlige Kolonisation. Koloniens Forfatning var fra 1853 føderativ, idet
hver af de 9 Provinser (først 6) havde sin Regering efter de nordamerikanske Fri-
staters Mønster, men 1876 forenedes de til eet, delt i Counties med en Regering
som de øvrige avstralske Koloniers: en Guvernør med et Statsraad, og et Parlament,
delt i to Kamre; fra Septbr. 1907 kaldes Staten „Dominion of New Zealand“. Rege-
ringen køber Jorden af de Indfødte og sælger den igen ved offentlig Avktion, og
det Indkomne bruges tibat fremme Indvandringen, som er tiltaget stærkt, især efter
Opdagelsen af Guldlejerne; 1909 indvandrede c. 38.700. Befolkningen angaves i
1868 til c. 218,700 (Hvide), 1901 var den (med Maorier) c. 816,000. 1906 982,900,
o: c. 3 pr. km2 (deraf 476,700 paa Nordøen. 411,400 paa Sydøen og 300 paa Ste-
wart). De allerfleste er selvfølgelig engelske. Kineserindvandringen, som før har
været stor, idet Kineserne især benyttedes til Guldgravning, er nu siden 1896 næsten
helt standset ved strenge Bestemmelser; 1891 var der 4,400 Kinesere, 1906 c. 2600.