Ry-Zealand. Caroliner, Marianer, Marshalløer. 127
Zealandsgruppen, nævnes de mod SV. under 54° 40’ s. Br. liggende ubeboede
Macquarieøer (440 km2), der hører til Tasmanien (se p. 117), opdagede 1811, de
mod NV. og N. liggende Lord Howe Øer og de to Norfolkøer, som hører under Ny-
Sydwales. De sidste, der er 44 km2 med 1000 Indb. (1909), brugtes fra 1788 til
1842 til Forbryderkoloni og har Betydning som Station for Kablet fra Brisbane til
Vancouver.
4 8. Det ydre Øbælte.
Disse Øgrupper deles i to Afdelinger: en, der bøjer sig udenom det indre
Øbælte parallelt med dette, og som begynder med Palauøerne og ender med Fidji-
øerne, og en anden, dei’ omtrent fra disse sidste strækker sig lige mod Øst.
a. Carolinerne med Palauøerne (engl. Peleiv), c. 1550 km2, opdagedes 1527
al Diego de Rocha; de strækker sig i vestøstlig Retning gennem 32 Længdegrader
(131—163° ø. L.) og 9 Breddegrader (1—10» s. Br.) og bestaar af omtr. 500 smaa
Øer, for det meste helt lave Koraløer (til Dels Atoller), enkelte høje og af vulkansk
Natur, dog ingen med virksomme Vulkaner; de er dækkede med yppig Vegetation.
Klimaet er tropisk og fugtigt, med ligelig Temperatur. Beboerne, omtr. 41,000, lever
mest af Agerdyrkning, Fiskeri, nogen Kvægavl og Handel; i deres smaa Baade sejler
de især paa Ladronerne og handler med Kokusolje, Trepang og Skilpaddeskal. Den
største blandt Palauøerne er Baobeltaob eller Babeldzuap, 300 km2; blandt Caro-
linerne er de betydeligste: Kusaie (Ualau), Ponapé (Felape), 350 km2, indtil 900 ni
høj, den bedst befolkede, Rak eller Truk (Hogolu) og Jap (Yap, Uap).
Øerne besattes 1686 af Spanierne, der imidlertid først 1885 begyndte at gøre
noget for deres Forvaltning; 1899 blev de købte af Tyskland. De er delte i to Di-
strikter: Vestkarolinerne (med Palauøerne) og Østkarolinerne; for det første er Jap,
for det andet Ponapé Kolonibestyrelsens Sæde.
b. Marianerne eller Ladronerne, o: Tyveøerne, beliggende i Meridianens Ret-
ning, N. for Carolinerne, er 1140 km2. De sydlige er mest lave, frugtbare Kalkøer,
de nordlige er ligeledes frugtbare med virksomme Vulkaner og stejle Kyster uden
Havne. Klimaet er tropisk, sundt, med ligelig Temperatur og Fugtighed. Øerne op-
dagedes af Magalhaes 1521, der kaldte dem Tyveøerne; da Spanierne 1668 besatte
Øerne og opkaldte dem efter Philip IV’s Enkedronning, var de beboede af de ret
talrige, noget civiliserede Chamorroer, som nu for største Delen er uddøde; den
nuværende Befolkning, omtr. 15,000, er hovedsagelig en Blanding af disse og de
fra Philippinerne indførte Tagaler. Kun faa af de 15 Øer, som Guam eller Gua jan,
Rota, Tinian og Saipan er beboede. Guam, den største af Øerne, 514 km2 med (1910)
12.000 Indb., ejes af de nordamerikanske F ristat er, der tog den 1898 under Krigen
med Spanien; dens bedste Havn San Ignacio d’ Agana har over 7000 Indb. —
Resten af Øerne, 626 km* med 3100 Indb., solgte Spanien 1899 til Tyskland; den
bedste Havn er paa Saipan. N. for Marianerne ligger Boninøerne og Volcanoøerne,
der ejes af Japan (se under dette).
c. Marshalløerne, 0. for Carolinerne, opdagede 1529 af Alvaro de Saavedra,
405 km-, bestaar af to parallelle Rækker af Atoller, Ralik- og Ratakgruppen; i den
sidste ligger den største 0 Jaluit (udi. Djalut), 90 km2. Klimaet er tropisk og fug-
tigt; Beboerne, 17,500, er kraftige, kaffebrune eller olivenbrune Folk, der lever af
Agerdyrkning, Handel og Skibsfart. — Tyskland annekterede Øerne 1886, og de
staar fra 1906 under den tyske Regerings Forvaltning. Bestyrelsens Sæde er paa
Jaluit, der har Øernes bedste Havn.