136
Amerika.
først omsejlet af Hollænderne Le Maire og Schouten 1616, som kaldte den Kap
Hoorn efter deres Fødeby. Efter at Balboa 1513 var kommen over Panamatangen
os havde set det store Ocean, begyndte man at lære Vestkysten noget nærmere at
kende ved Cortez, Pizarro, Almagr o o. fl. Ved Bestræbelsen for at finde en nærmere
Gennemgang til Indien lærte man i det 17. og 18. Aarhundrede de nordøstlige og
nordvestlige Kyster at kende, Davis kom til Davisstrædet 1587, Hudson til
Bugten og Strædet af samme Navn 1610, Baffin til Baffinsbugten 1616: Bering
og Tschirikov undersøgte Beringstrædet 1741, James Cook undersøgte paa sin tredje
Rejse hele Nordvestkysten, Cuadra og Vancouver undersøgte Øriget samme Sted i
Slutningen af det 18. Aarhundrede. Nordkysten har man først lært at kende i det
19. Aarhundrede, efter at man tidligere havde søgt at trænge frem mod den til
Lands (Mackenzie o. fl.); Parrys, Boss’ og Franklins Rejser staar her i første Række;
efter den sidstes Rejse 1845, hvorfra Franklin ikke vendte tilbage, begyndte først
de egentlige Polarekspeditioner, og Mac Clure fandt endelig Nordvestpassa-
ge n paa sin Rejse 1850—54, men den blev dog først gennemsejlet af Nordmanden
Roald Amundsen med et lille Skib („Gjøa-Ekspeditionen“) i 1903—06.
Undersøgelsen af Nordamerikas Indre, som snart opgaves af Spanierne, fort-
sattes af Englændere (Raleigh) og Franskmænd (Cartier, Champlain, Lasalle o. fl.).
Det er dog først ved det 19. Aarhundredes Begyndelse gennem Lewis , Clarkes og
Pikes Rejser, at man begyndte at faa noget rigtigt at vide om det vestlige Bjærg-
land; mange er senere fulgte i deres Spor. Hvad Sydamerika angaar, er det ogsaa
først i den nyeste Tid, det er blevet opladt for os. Stødet gaves ved Alexander Hum-
boldts Rejser i det tropiske Amerika 1798—1805. Angaaende det nærmere om Op-
dagelsesrejserne henvises til Beskrivelsen af de enkelte Lande. .
„Den nye Verden“ eller „de nye Øer“, som man i Begyndelsen havde døbt
Verdensdelen, veg snart Pladsen for Navnet Amerika, et Navn, der stammer fra
den ovennævnte Amerigo Vespucci (f 1505), idet en af ham forfattet Beskrivelse af
hans Rejser 1499—1504 udgaves 1507 af Boghandleren og Geografen MartinW alze-
miiller, som foreslog Navnet Amerika; men Navnet „Vestindien“ („Las Indies occi-
dentales“) holdt sig dog i lange Tider som Betegnelse for hele Verdensdelen, og
først i det 17. Aarhundrede blev det nye Navn almindligt.
b. Horisontal Bygning, Størrelse og Udstrækning. Verdens-
delen falder i to temmelig lige store Halvdele, forenede ved den smalle, kun 45 km
brede Panamåtange, og skilte ved det amerikanske Middelhav (det caribiske Hav,
den mexicanske Havbugt). De to Dele stemmer temmelig overens i Formen, det er
to omtrent retvinklede Trekanter med Hypotenusen mod det store Oøean og den
spidse Vinkel mod S.; den nordlige Trekant har dog ved den mexicanske Bugt
faaet et betydeligt Indsnit og ligner derved snarere et Trapez. N. for begge Dele
ligger et Arkipelag, Polarøerne og Vestindien. Amerika adskiller sig fra alle e
andre Verdensdele ved sin Udstrækning i Meridianens Retning; den ligger i alle
Bælter undtagen det sydlige kolde. Det nordligste Punkt paa Fastlandet, Kap Mur-
chison paa Boothia Felix, ligger paa 71 ° 44’ n. Br., men regner man Polarøerne
med til Verdensdelen, er det nordligste Punkt ved omtr. 83° 37’ n. Br. (Grønland);
det sydligste Punkt paa Fastlandet er Kap Froward (o: det trodsige Forbjærg),
53 0 54’ s. Br.; paa Udlandet er det Kap Hoorn, 55° 59’ s. Br. Mellem Kap Murchi-
son og Kap Froward er der c. 15,000 km. I Forhold hertil er Bredden ringe; Syd-
amerikas største Udstrækning fra V. til 0. er c. 5200, Nordamerikas 4900 km.
Hovedaksen i Verdensdelen gaar dog ikke bestemt i Meridianens Retning, men ira
NV. til SØ. Det østligste Punkt er Kap Branco i Brasilien, 7 0 8’ s. Br., 34 0 48 v. L„
det vestligste er Kap Prince of Wales i Beringstrædet, 65° 33’ n. Br., 168° v. L,