138
Amerika.
særlig paafaldende er den store Mangel paa Husdyr, det vil dog sige i Verdens-
delens oprindelige Dyreliv, thi ved Evropæernes Indvandring har den gamle Ver-
dens Husdyr faaet en stor Udbredelse. Kun i Nordamerika med det mere kontinen-
tale Præg nærmer Dyreverdenen sig den gamle Verdens (Bøflen, Elsdyret, Bjørnen),
og den arktiske Dyreverden er omtrent den samme som Østkontinentets. Derimod
fremkalder Plantelivet og den store Fugtighed en overordentlig rig Insektverden
(man har talt over 30,000 Arter), Brasilien har de smukkeste Sommerfugle, Ame-
rika i det hele de mest lysende Insektarter, som Ildfluen. Men den største Pryd er
ogsaa den største Plage; Insekterne findes overalt, man indaander dem, de hærger
og ødelægger hele Egne, som Myrerne paa Antillerne. Fugtigheden fremkalder
ogsaa en stor Rigdom paa Krybdyr; ligeledes er Fugleverdenen stærkt repræsen-
teret (c. 1000 Arter), lige fra den lille Kolibri til Kondoren, og nogle Slægter, som
Vandreduen, findes i et uhyre Antal. — Efter Wallaces System (se p. 83) hører
Amerika til den neotropiske og den nearktiske Dyreregion; den første falder i den
chilenske, brasilianske, mexicanske og vestindiske, den anden i den californiske,
Klippebjergenes, den alleghaniske og canadiske Afdeling.
Ogsaa Mennesket synes at træde i Skygge foi* den yppige Planteverden. Ame-
rikas Befolkning, som den forefandtes ved Opdagelsen, hørte til een, helt ejen-
dommelig Menneskerace, den amerikanske (se p. 87), som dog efter Sprogene
falder i flere Hundrede Stammer, idet Sprogenes Bygning vel er ens, men ellers
frembyder de saa store Forskelligheder, at Naboer ofte ikke forstaar hverandre, og
der gives Dialekter, der kun tales af faa Hundrede Individer.
Efter de Kulturtrin, man fandt hos den indfødte Befolkning paa Opdagelsernes
Tid, har man inddelt dem i to Klasser: 1) de Folk, der stod paa et, vel langt fra
ringe, men dog meget ensidigt Kulturtrin, og 2) Naturfolkene, raa Jæger- og Fisker-
folk uden nogen Kultur. De første (af Morton sammenfattede under det ene Navn
Tolteker) fandtes i Egnene paa Andes’ Højsletter fra Mexicos til Chiles Grænse.
Til dem hører Mayafolkene paa Anahuacs Plateau til Nicaraguasøen, om hvis høje'
Kultur storartede Bygningsværker, navnlig Pyramidetempler, bærer Vidnesbyrd;1
senere fortrængtes de af andre Kulturfolk, der i det 6. Aarhundrede indvandrede
fra Norden (Egnen om Colorado), Toltekerne, der atter fortrængtes af andre, se-
nest af Aztekerne, som 1325 grundede Byen Mexico og optraadte som et erobrende
Folk, saaledes at deres Rige paa Cortez’ Tid i Omfang og Magt sammenlignes med
de østerlandske Despotier i Oldtiden; Folket havde en Hieroglyfskrift, havde Sans
for Billedhuggerkunst, Mekanik osv., Agerdyrkning stod forholdsvis højt, men
Jærnet kunde de ikke bearbejde, og de havde ikke en Gang lært at tæmme Bison-
oksen; deres Religion var en mærkelig Blanding af milde Leveregler og blodig Af-
gudsdyrkelse. Til Kulturfolkene hørte ogsaa Muyscafolket paa Bogotas Højslette,
som dog stod langt tilbage baade for de nys om'talte og for Perus Kulturfolk,
Aimara, og for Quichua eller Inkaerne, der senere fortrængte disse; de vil blive
nærmere omtalte nedenfor. Skønt disse Folks Kultur og Sprog ikke har holdt sig,
danner dog endnu i disse Lande Indianerne en vigtig Del af den bosiddende Be-
folkning. — Til Naturfolkene (Morton kaldte dem med eet Navn Amerikanere)
hører først de i Polaregnene boende Eskimoer, et Fiskerfolk, der i Legemsbygning
har en Del Lighed med flere sibiriske, mongolske Folk, navnlig Tsjuktsjerne, men
efter Sproget hører de dog til den amerikanske Race; de er stærkt i Aftagen og
tæller nu vel højst 30,000 (se om dem under Grønland). Dernæst følger Nordameri-
kas Rødhuder (Morton sammenfattede alle Stammerne indtil Amazonfloden under
Navnet den apalachiske Afdeling). Sydamerikas Naturfolk deles i Andesfolkene,
hvortil hører de tapre Araukanere i det sydlige Chile, Pampasfolkene, til hvilke