Sydamerikas Kyster og Jordbundsforhold.
141
Dios og Fastlandet, Pehasgolf, Halvøen Taytao samt Corcovadobugten og Aucud-
bugten, de to sidste mellem Chiloe og Fastlandet. Derpaa bliver Kysten atter ens-
formig, gaaende omtrent lige mod N. c. 2660 km til Arica — Valdivia, c. 40 o s. Br., er
den bedste Havn, mindre god er Havnen ved Valparaisobugt — og saa mod NV. c 2000
km til Fastlandets vestligste Punkt Punta Pariha, 81 ° 19’ v. L.; Kysten er gennem-
gaaende høj. Den stejle Kyst drejer fra Punta Parina mod NNØ. og N. til Panama-
tangen; den største Indskæring er Guayaquilbugten med Øen Puna- desuden mær-
kes Chocobugten, Kap Corrientes og S. Miguelbugten ved Landtangens Begyndelse-
Strækningen er ikke blottet for Havne, men de har ikke stor Betydning, da Andes-
bjærgene her er saa vanskelige at passere.
Sydamerikas længste Udstrækning, fra Punta Gallinas til Kap Hoorn, er c. 7500
km, fra Kap San Roque til Punta Parina er der c. 5100 km. Fem Sjettedele ligger
paa den sydlige Halvkugle, fire Femtedele i det hede Bælte
§ 3. Jordbundsforhold og Floder.
Som det er sagt, er Hovedtrækkene i Jordbundsforholdene følgende: et kolos-
salt Bjærgsystem mod V., mindre Højlande og Bjærgpartier mod 0., og i Midten
uhyre Lavlande, gennem-
strømmede af Floder.
a. Det vestlige Bjærg-
system fra Udlandet til Pa-
namatangen sammenfattes
under Navnet Cordilleras de
los Andes eller Andesbjær-
gene, et Navn, der kommer
Tværsnit af Sydamerika ved c. 15. Breddegrad.
al indiansk og sæltes i Forbindelse med Antisfolket i Peru. De begynder som en
enkelt Bjærgkæde, men udfolder sig mere og mere paa deres Vej mod Nord, indtil
de taber sig ved det caribiske Hav og Panamatangen. Man kan dele dem i de en-
keltkædede Sydandes, indtil Aconcagua under 32*/20 s. Br., de dobbeltkædede
lelleniandes med plateauagtige Høj dale, Bjærgknuder og Bjærgsøer, indtil Pasto
under 1 o n. Br., og de forgrenede Nordandes, skilte ved dybe Dalsænkninger.
1. Sydandes. De begynder ved Kap Hoorn paa Øen Hermita, en c. 150 m høj
Klippe, og hæver sig allerede paa Udlandet til Toppe paa over 2000 m, det højeste
unkt er Darwin, 2100 m; mægtige Gletschere opfylder Øen; ved det af en Tvær-
spalte i Bjærgene dannede Magelhaesstræde er Højden c. 1000 m, Snelinjen ligger
mellem 900 og 1100 m. Ved 47° s. Br. træder Kæden hen til Kysten, og hermed be-
gynder de smalle Patagoniens Cordillerer, der naar til c. 42° s. Br.; mod V. ledsages
de af talrige høje Klippeøer — saaledes findes paa Magdaleneøen den 1660 m høje
Vulkan Molalat der er Begyndelsen til de nordligere Kystcordillerer, mod 0.
gaar de over i det patagoniske Plateau; Kamhøjden er c. 1000 m, Snelinjen ligger
ved 1600 m. Højderne, der rager over denne, kaldes her som i hele Systemet Neva-
das, de Høj stepper, der ligger under den, og hvor Klimaet umuliggør eller hæmmer
kulturen, 'Påramos (i Peru Punas). Endepunktet for denne Kæde kan sættes om-
trent ved Passet Perez (eller Boquete di) Rosales, 1010 m. Af Toppene hvoraf
mange er Vulkaner, nævnes San Valentin, 3870 m. Corcovado, 2290 m os Minchin-
madiva, 2480 m.
De chilenske Cordillerer, der gaar omtrent til 24 o s. Br., fjærner sig noget mere,
or det meste 50 75 km, fra Kysten. Den smalle Kæde med bratte Vægge af rødt