148
Amerika.
Af Bifloder i højre Bred nævnes: Huallaga (c. 780 km), parallel med Mara-
nons Kildeflod, bryder ligeledes gennem snævre Pongoer. Ucayali, der af nogle anses
som den egentlige Kildeflod, da den ved Udløbet er større og vandrigere end Ma-
ranon selv (c. 1950 km), opstaar af Apurimac og Urubamba, der kommer fra Bjærg-
knuden Cuzco; senere optager den Pachitea. Ucayali besejles langt op i Peru (Sejl-
skibe til Sarayacu, Dampere til Mairo). Yavary, der paa en stor Strækning danner
Grænsen mellem Brasilien og Peru. Jurua (1500 km). Purus (c. 3100 km) med
Bifloden Aquiry. Langt betydeligere er Madeira (o: Træfloden, paa Grund af dens
Rigdom paa Drivtømmer), i Øvreløbet kaldet Guaporé og Mamoré, med mange Bi-
floder som Benit; dens Længde er over 3500 km, men den er kun sejlbar 290 km fra
Mundingen paa Grund af Katarakter. Tapajos (1780 km) og Xingu (c. 2000 km) fra
Matto Grossos Plateau. Endelig Tocantins (c. 2000 km), sejlbar til Porto Imperial,
med Bifloden Araguaya; da den udmunder i Maranons Delta, betragtes den ofte
som en selvstændig Flod. — Af Bifloder i venstre Bred nævnes: Napo (1200 km),
der udspringer paa Cotopaxi. lya eller Putumayo (c. 2000 km), der udspringer paa
Pasto og er sejlbar indtil Andes’ Fod; derimod er Yapura (c. 1900 km), der er rig
paa Katarakter, ikke videre sejlbar. Den største i venstre Bred er den c. 2150 km
lange Bio Negro, der har mørkt, omtrent kaffehrunt Vand; den udspringer i Vene-
zuelas Savanner, hvor den optager den „hvide“ Cassiquiarex); senere optager den
Uaupés i højre, Rio Branco eller Parime i venstre Bred. Endelig nævnes den min-
dre, sejlbare Trombetas * 2).
Efter at have optaget Xingu spalter Maranon sig i brede Arme, der ligner store
Bugter, hvorigennem dens smudsig-gule Vand løber ud i Havet. Øerne i Mundingen
er ikke dannede af Floden, men er Ler- og Sandstensbanker. Mod S. sender den en
Arm, som optager Tocantins og løber ud under Navn af Rio Parå, 45 km bred ved
Mundingen; mellem den og Hovedarmen ligger Øen Marajo.
I Oversvømmelsestiden (Jan.—Marts) stiger Maranon og dems Bifloder, særlig
Madeira. 15—16 m; i Miles Omkreds forvandles da Landet til en Sø, og Dyrene
flygter; Vandet fremkalder en hel Blomsterverden i Trætoppenes. Først 6—8 Uger
efter den højeste Vandstand kommer Skovbunden atter til Syne, og Dyrene vender
tilbage; men store Strækninger er altid sumpede og har et usiundt Klima. Mun-
dingen af Floden opdagedes 1500, Kilderne 1535, men den føirste, der besejlede
den, var Spanieren Orellana i 1540, ligefra Napo til Mundingen.. Den første egent-
lige videnskabelige Undersøgelse foretoges 1743—44 af Condamine; af de mange
senere Opdagelsesrejser nævnes den, der 1819—20 l'oretoges af Spix og Martius, og
Agassiz’ Rejse 1867; i 1862—64 lod den brasilianske Regering foretage en nøjagtig
Undersøgelse af Flodsystemet; 1867 blev Sejladsen givet fri for alle Nationer, og en
Dampskibsfart lige til Andes’ Fod er nu ligesaa bekvem som en Sejlads paa Rhinen.
Selvas er omtrent i deres hele Udstrækning — fra V. til 0. over 4000 km, fra N.
til S. mellem 1000 og 3000 km — dækkede af den brasilianske'U r s k o v, der i
Modsætning til vore Skove er sammensat af de mangfoldigste Arter, og som særlig
karakteriseres ved de mægtige Lianer eller Slyngplanter, de træagtige Bregner,
Palmerne og de afvekslende Former af Bananer og Orkideer samt de mange Nytte-
træer, saaledes de i uhyre Masser optrædende Kautsjuktræer, Elfenbenspalmerne,
af hvis Frø man faar den saakaldte vegetabilske Elfenben, Vinpalmerne (Raphia),
de indtil 30 m høje Myrtetræer, Bertholletia excelsa, der leverer Paranødder (bra-
!) „Mørkvandsfloder“ forekommer, hvor der er kiselsure Salte i Jorden, hvorimod „Hvidvandsfloder“
findes, hvor der er Kalkgrund. ,
2) Spanieren Orellana, Opdageren af Amazonflöde'n, kæmpede her, i alt Fald efter hans eget Foregivende,
1540 med Indianere, hvoriblandt nogle bevæbnede Kvinder; det gav Anledning til Sagnet om Amazo-
ner blandt Indianerne og til Flodens Navn.