Sydamerikas Klima, Plante- og Dyreverden. De sp.-amerik. Republikker. 153
mange Frugter. Af de fremmede Kulturplanter, der har faaet Indpas, er Sukker-
røret, Kaffen og Hveden af den største Betydning.
c. Dyreverdenen, der hovedsagelig hører til de to Underafdelinger, den
brasilianske og chilenske, af den neotropiske Region (se p. 83, nogle udskiller dog
en tredje Afdeling, den andin-argentinske), er langt mindre rig, navnlig paa Patte-
dyr, hvoraf endda de fleste hører til lavere organiserede Ordner Gnavere og Gum-
lere, og paa store Former, i hvilken Henseende der er en mærkelig Modsætning til
Landets tidligere store Fortidsdyr, De største Rovdyr er Jaguaren („el tigre“) og
Pumaen („leon“). Men er Pattedyreverdenen ikke rig, er den saa meget mere ejen-
dommelig, saaledes i Aberne (Vestaberne) som Brøleaben, Kapucinerne og Silke-
aben. Gnavere som Haremusen og Flodsvinet, Gumlere som Dovendyret, Bæltedyret
°g Myreslugeren, Flagermusen (Bladnæsen), Lamaarterne og Pungrotten; derimod
mangler helt flere ellers vidt udbredte Arter, som de insektædende Dyr. For øvrigt
maa man skelne mellem de helt ejendommelige Former og de, der er senere ind-
vandrede fra N., som Tapiren, Peccarien, Vadske- og Næsebjørnen samt Dyr af
Katte- og Hundeslægten. Af Fugleverdenen, som er langt rigere, fremhæves Koli-
brierne og de talrige Papegøjer som Tukanen, Hokkohønsene, Trompetfuglen, den
amerikanske Struds, Kondoren m. fl., af Krybdyr talrige Skildpadder, Alligatorer,
Slanger (Anakondaen); ligeledes er der Rigdom paa Padder, men især paa Insekter
(se p. 138 og 149).
§ 5. De spanske sydamerikanske Republikker.
Hele Sydamerika med Undtagelse af Brasilien, Patagonien og Kolonierne i
Guyana har tilhørt Spanien; dets Besiddelser udgjorde med Mellemamerika og
Mexico om Ir. IIV2 Mill, km2; Men det spanske Koloniherredømme var grundet paa
Erobringsprincippet i Ordets egentligste Forstand; med Tilsidesættelse af alle
Hensyn til Koloniernes og deres Befolknings Ejendommelighed søgte den spanske
Regering at drage den størst mulige Fordel af dem; Monopoler og Afspærringer
lagde Hindringer for enhver naturlig Udvikling, og Moderlandet gjorde sit for at
degenerere Befolkningen ved at sende sine Forbrydere derover. Utilfredsheden be-
gyndte at vise sig i sidste Tredjedel af det 18. Aarhundrede, Bevægelsen fik et mæg-
tigt Stød fremad ved de Forenede Staters Løsrivelse, og da endelig Moderlandet
nægtede at gaa ind paa Koloniernes Krav om Ligestilling, udbrød Kampen 1811.
Blandt Førerne i denne Kamp staar Simon Bolivar (1783—1830), „Befrieren“,
øverst. 1824 var Kampen endt (Slaget ved Ayacucho), 1826 rømmede Spanierne
det sidste Punkt paa Fastlandet, Callao, og Moderlandet har maattet anerkende Ko-
loniernes Uafhængighed. Men den tilkæmpede Uafhængighed har ikke fremkaldt
stort bedre Tilstande; Borgerkrige og Kampe mellem Staterne indbyrdes har forhin-
dret Fremgangen, og de frembyder i det hele kun et mis trøstende Billede.
Republikkernes Fladeindhold er over 9 Mill, km2; Befolkningen, som i Here
Stater var aftaget efter Løsrivelsen, er nu atter i flere af dem i stærk Stigen og
udgør i alt 27 Mill., hvoraf omtrent en Tredjedel er Blandingsfolk og en anden
Tredjedel Hvide (Kreolerne), dernæst kommer Indianerne (6—7 Mill.), færrest ei-
der af Negre og Mulatter, men for øvrigt er det umuligt at give nøjagtige Tal for de
forskellige Dele. Negerslaveriet er nu afskaffet overalt. For Resten er Forholdene
forskellige i Staterne; i de andine Stater langs Vestkysten har Blandingsfolkene
langt mere at sige end mod Øst. Af de helt uafhængige Indianere, de saakaldte
Indios bravos (i Modsætning til Indios reducidos eller fideles, der har underkastet
sig), gives der maaske H/a Mill. De politiske og sociale Forhold er temmelig ens i