6
Matematisk Geografi.
ste Punkt; saa nærmer den sig atter Øst- og Vestpunktet, som den altsaa naar
den 20 Marts. Men Solens Dagbuer er altid indbyrdes parallelle, hvor den end
staar op, og derfor er Buerne af forskellig Størrelse. Solens daglige Kulmina-
tionspunkt paa Himlen er altsaa ikke konstant; højest ligger det (for Iagt-
tageren paa vor Halvkugle) den 21. Juni, lavest den 21. December. (For Køben-
havns Hosisont er Kulminationshøjden henholdsvis 57 0 59 ” og 11 0 5 ’).
Naar Solen er gaaet ned, og Natten bryder frem, hæver Stjernerne sig og be-
væger sig i Buer fra 0. gennem S. til V. højre om over Himlen, parallelle baade
indbyrdes og med Solens Bane. De fleste Stjerner forandrer ikke, i det mindste til-
syneladende deres Stilling paa Himlen og kaldes Fiksstjerner (ø: laste Stjerner),
andre derimod bevæger sig synlig i Forhold til Fiksstjernerne og kaldes Vandre-
stjerner eller Planeter, og ligesom for Solen-er
ogsaa Punktet for deres Op- og Nedgang for-
skelligt.
Saaledes bevæger hele Himmelhvælvingen
sig med Stjernerne. Men der er eet Punkt paa
den nordlige Himmel, som ikke deltager i denne
almindelige Bevægelse, det kaldes Nordpolen; om
dette fælles Centrum bevæger sig i en Afstand af
Polar stjerne
Lille Bjørn
kun P/40 o: omtr. 2i/2 Gange Fuldmaanens Tvær-
maal den klare Fiksstjerne Polarstjernen, der
hører til Stjernebilledet den lille Bjørn. Nord-
polen kaldes ogsaa den arktiske Pol, fordi den
befinder sig nær ved Stjernebilledet den store
Bjørn, græsk apxTo£. Ved igennem det iøjnefal-
dende Stjernebillede Kårlsvognens (en Del af den
store Bjørns) Baghjul at drage en Linje mod N.,
finder man let Polarstjernen omtr. 5 Gange saa
Karlsvogn og Polarstjerne. langt fra det nordligste af „Baghjulene“, som
disse er fjernede fra hinanden. Det modsatte
Punkt paa den sydlige Halvkugle kalder vi Sydpolen eller den antarktiske Pol, og
den lige Linje mellem Nordpol og Sydpol kaldes Verdensaksen. Gennem Øst- og
Vestpunktet tænker vi os saa lodret paa denne Akse lagt et Plan; den Storcirkel,
hvori dette Plan skærer Himlen, kaldes Ækvator og halverer Himmelkuglen i to
Halvkugler (Hemisfærer).
Vi ser altsaa Solen som beskrevet N. for Ækvator fra 20. Marts til 22. Sep-
tember, S. for Ækvator den øvrige Del af Aaret. Solens Bane maa altsaa gennem-,
skære Ækvator paa disse to Dage, og de to Skæringspunkter kaldes Ækvinoktial-
punkterne (æquinoctes, o: lige Nætter) eller Jævndøgnspunkterne (Foraar s jævn-
døgnspunkt et og Efteraarsjævndøgnspunktet), og de to Punkter, hvor Solen paa sin
Bane indtager den nordligste og sydligste Stilling (21. Juni og 21. December), kaldes
Solstitialpunkterne; naar Solen staar i dem, har vi Sommersolhberv og Vinter-
solhverv. Cirklen, som lægges gennem disse fire Punkter, kaldes Ekliptika (af græsk
exists, o: Udebliven, fordi alle Sol- og Maaneformørkelser finder Sted i denne
Cirkel) og angiver altsaa Solens tilsyneladende a arlige Bane mellem Fiksstjer-
nerne. Gennem Solstitialpunkterne lægges atter to Cirkler, parallelle med Ækvator,
Krebsens Vendekreds, den nordlige, og Stenbukkens Vendekreds, den sydlige. Hvor
Ekliptikas Akse træffer Himmelkuglen, er altsaa Ekliptikas Poler; disse er ijernede
lige saa langt fra Ækvators Poler, som Solstitialpunkterne er fjernede fra Ækvator,
nemlig 231/2°> °g de beskriver Cirkler om Verdenspolerne, som kaldes den nord-