Solens Bane. Himmelkuglen. Jordens Form. 7
Uge °g sydlige Polarkreds; de er selvfølgelig lige saa langt fra Verdenspolerne, som
Vendekredsene er fjernede fra Ækvator.
En Stjernes Sted med Hensyn til Ækvator angives ved Hjælp af dens Rekt-
ascension og Deklination. For at finde Rektascensionen lægges en Storcirkel gen-
nem Verdenspolerne og Stjernen, og man undersøger, hvor langt denne Cirkels
Skæringspunkt med Ækvator ligger til venstre for Foraarsjævndøgnspunktet, som
er Gradinddelingens vedtagne Nulpunkt. Det fundne Gradeantal er da Rektascen-
sionen, der altsaa maales p a a Ækvator. Stjernens Deklination er den nordlige
eller sydlige Afstand fra Ækvator og maales paa Storcirklen gennem Stjernen og
Verdenspolerne.
b. For den umiddelbare Betragter ses altsaa Jorden som en kredsrund Skive.
Og saaledes opfattede man den ogsaa i Oldtiden (Anaximander fra Milet omtr. 550 f.
Kr.). Men snart begyndte Læren om dens Kugleform at komme frem. Parme-
Jordens Runding.
nides og Pythagoras vedkender sig den omtr. 500 f. Kr.; den bliver populær paa
Platos Tid; men først Aristoteles omtr. 330 f. Kr. førte Bevis for deh (særlig støttet
paa Jordskyggens Form ved Maaneformørkelser), og Archimedes (f 212 f. Kr.) be-
grundede den videre. Krates fra Mallos omtr. 2 Aarh. eft. Kr. forfærdigede den
første Globus.
De almindelig anførte Beviser for Jordens Kugleform er følgende. 1) Hori-
sonten er cirkelrund, hvor man end befinder sig paa Jorden. 2) Naar man nærmer
sig høje Genstande fra det fjerne, ser man først deres øverste Del, saaledes naar
Skipperen nærmer sig den høje Kyst; og omvendt, naar man ser Skibet nærme sig
Kysten, ser man først Masterne, derpaa
efterhaanden Skroget. 3) Naar man rej-
ser mod S., synes Polarstjernen at nærme
sig mere og mere Horisonten, og andre
Stjerner kommer i Zenit, en naturlig
Følge af Jordens Rundhed. 4) Jordskyg
gens Form er altid rund, hvilken Side den
end vender mod Maanen, som man kan
se det ved Maaneformørkelser. 5) Man
har nøjagtige Iagttagelser om andre Him-
mellegemers Kugleform. 6) Ved Jord-
omsejlinger kommer man tilbage til Ud-
gangspunktet; det beviser, at Overfladen er
en i sig selv tilbageløbende krum Flade, og
at Jorden svæver frit i Verdensrummet.
Ujævnhederne paa Jordens Overflade
er saa forsvindende i Forhold til dens