Paraguay. Brasilien.
169
hvis Guld- og Diamantrigdomme det snart fik Øjet op (de første Guldminer aabne-
des 1698, de første Diamanter fandtes 1715). Den portugisiske Kolonialpolitik var
snæverhjertet som Spaniernes, Produkter som Olie, Vin og Salt maatte købes i
Moderlandet, da det forbødes Kolonien selv at producere dem, og Havnene lukke-
des for fremmede Skibe. Noget bedre blev det, da den portugisiske Kongefamilie
kom til Brasilien 1808; det fik Titel af Kongerige og Løfte om en fri Forfatning
1815; da saa Kong Johan VI drog tilbage til Portugal, og Sønnen Don Pedro blev til-
bage som Statholder, erklærede Brasilien sig for uafhængigt 1822 og udraabte Pedro
til Kejser, som 1824 gav Landet den frie Forfatning; 1831 trak han sig tilbage for
Sønnen Pedro II. Den følgende Tid var en forholdsvis lykkelig, kun ved en Krig
med Paraguay (1865—72) afbrudt Periode, om det end ikke manglede paa Parti-
stridigheder mellem Centralister og Føderalister og mellem Monarkister og Republi-
kanere. Da Negerslaveriet helt ophævedes 1888 (den „gyldne Lov“), uden at der
gaves Ejerne Erstatning, skaffede Misfornøjelsen endelig Republikanerne Over-
haand, Pedro II blev afsat, og Forbundsrepublikken Brasiliens forenede Stater
(Estados Unidos de Brazil) oprettedes 1889. Republikken har som alle de sydameri-
kanske Stater lidt af voldsomme Partistridigheder og Militæropstande, der har hæm-
met dens Udvikling.
Brasilien omfatter næsten Halvdelen af hele Sydamerika, 8,550,000 km2, og B e-
folkningen udgjorde 1908 21,515,000, o: c. 2,5 paa 1 km2 (1872: 11,1, 1890: 14,3
Mill., 1912 anslaas den til c. 25 Mill.); bedst befolkede er Egnene mod S. og Kyst-
egnene, medens store Strækninger i det Indre, navnlig Amazonlandet, næsten er
ubeboede. Indianerne udgør c. 9 %, Blandingsfolkene, navnlig Mestizzerne (Mamo-
lucos eller Cabocles; Cafusos kaldes Afkom af Negre og Indianerinder, Carboretos
af Indianere og Negerinder) c. 36 %, Negre og Mulatter over 14 % og Hvide c. 40 %.
Indianerne, som ved Landets Opdagelse kaldtes med Fællesnavnet lupinambaer, er
nu dels bosatte („Indios mansos“), dels „vilde“, som regnes til c. 660,000; fra de
sydlige Egne og Kystegnene er de nu næsten helt fortrængte; imod V. findes Folk af
Tupi- (o: oprindelige) eller Guaranistammen, som Mundrucus og Yurunas, mod 0.
Folk af Tupuyas- (o: fremmede) eller Gésstammen, saaledes i Bjærglandet mellem
San Francisco og Havet de vilde, frygtede Botukuder (Navnet kommer af det runde
Træstykke, Botuque, af dem selv kaldt Gés, som de sætter i Underlæbe og Ører) og
Aimores, Kayapos og Chavantes i Goyaz og Matto Grasso o. fl.; mod N. er der Folk
af Cariberstammen, i det indre Lavland af Aruakstammen, i det sydlige Matto
Grasso og Goyaz de frygtede Borores, mellem Xingu og Tocantins Karayas 111. 11.
Negrene lever mest i Kystegnene, især omkring Rio; de blev indførte som Slaver fra
det 16. Aarhundrede, til Tider endog c. 70,000 aarlig; 1851 forbødes Slavehandelen;
ved Emancipationsloven af 1871, da der var c. 2 Mill. Slaver, bestemtes, at ingen var
Slave, som fødtes efter dette Aar; da Slaveriet helt ophævedes 1888, var der endnu
740,000. De Hvide er qiest af portugisisk Afstamning, og det portugisiske Sprog er
det fremherskende. Indvandringen, især af Italienere, Portugisere, Spanske
og Tyske, er ret betydelig, navnlig til de sydlige Egne; 1820—1910 er der i det hele
indvandret over 2,8 Mill., hvoraf henved 1,3 Mill. Italienere, c. 734,000 Portugisere,
c. 340,000 Spaniere og 105,000 Tyske; 1908 indvandrede i alt 94,700, 1909 85,400,
1910 88,600.
Brasilien er et fra Naturens Haand meget rigt udstyret Land. Egnene mod S.
og ved Kysten er meget frugtbare og særdeles skikkede til Agerdyrkning, Højde-
iladerne mod S. og i det Indre afgiver udmærkede Græsgange, de uhyre Skove i det
Indre mod N. yder rige Produkter som Kautsjuk, Gummi, kostbare Træsorter, Farve-
træ, Bjærgegnene er rige paa Metaller, og Floderne, der afgiver gode Samfærdsels-