200
Amerika.
faa, saaledes Mobile-, Atchafalaya- og Galvéstonbugten; den eneste større Afveksling
paa den ensformige Kyst er det mægtige Mississippidelta, der stadig vokser ud i
Havet. Linjen fra Kap Charles til Tehuantepectangen er c. 5600 km. — Hele Kyst-
strækningen er blevet angivet til c. 38,000 km.
Nordamerikas længste Udstrækning fra Tehuantepecbugten til Kap Prince of
Wales er c. 7500 km; det bredeste Sted fra Kap Flattery til Kap Charles er c. 4800
km.
§ 14. Jordbundsforhold og Floder. Højlandene.
Som omtalt er der stor Lighed mellem Nordamerikas og Sydamerikas vertikale
Bygning, kun er de nordamerikanske Cordillerer mere udviklede og forgrenede og
Iztaccihuatl set fra Amekamcka.
har en væsentlig forskellig Karakter fra Sydamerikas ved den overvejende Plateau-
dannelse. Man adskiller lettelig tre Afsnit i det mægtige vestlige Bjærgsystem: det
første gaar til 32 33 0 n. Br., det andet langt bredere Afsnit gaar til omtrent 50 ° n.
Br., det tredje N. for 50 0 bliver atter smallere.
a. V. for Tehuantepectangen, omtr. 16° n. Br., hæver det mexicanske Højland
sig i to Terrasser og bliver stadig bredere, til det ved omtr. 21 0 n. Br. næsten op-
fylder hele Rummet mellem de to Have. Den første Terrasse kan betegnes ved
Oajaca, 1540 m; den anden hæver sig brat N. fbr den c. 100 km brede Tværspalte,
hvori Rio Mexcala flyder. Det er Anahuacs (et gammelmexicansk Ord, „i Nærheden
af Vandet ) Plateau, i Gennemsnit 2200 m højt. N. herfor breder sig det mexicanske
Højland, med overvejende ældre Dannelser fra den palæozoiske Tid og Tertiærtiden,
indtil en Bredde af 600 km og ledsagede af mere eller mindre. sammenhængende
Randbjærge, hvoraf de vestlige, som Sierra Nayarit og Sierra Tarahumare med Fæl-
lesnavnet Sierra Madre Occidental er de stejleste og ofte træder nær til Kysten, me-