24
Matematisk Geografi.
længere end paa den sydlige; og omvendt er dér Efteraar og Vinter saa meget
længere. Dette kommer af, at Jordens Bane ikke er en Cirkel, men en Elipse med
Solen i det ene Brændpunkt, og at denne Elipses Storakse ikke falder sammen med
den Linje, der forbinder Solhvervspunkterne, men danner en, dog kun lille, Vin-
kel med den, som det ses af hosstaaende Figur. Den Del af Jordbanen, som gen-
nemløbes fra Foraars- til Efteraarsjævndøgnspunktet, og som bringer vor Halv-
kugle Foraar og Sommer, er større end den Del af Banen, der gennemløbes fra
Efteraars- til Foraars jævndøgnspunktet og bringer os Efteraar og Vinter. Det om-
gere end vort Foraar, og vort Efteraar
vendte gælder altsaa for den sydlige Halv-
kugle. Selv om altsaa Jorden bevægede sig
med ens Hastighed, vilde dog Aarstiderne
være af ulige Varighed, men da nu Jor-
den bevæger sig hurtigere, jo nærmere
den er ved Solen, bliver Forskellen end-
nu større. Saaledes har vi en længere
Sommer end den sydlige Halvkugle. Til-
lige bevirker den lille Afstand mellem
Sommersolhvervspunktet og Afeliet paa
den ene Side, mellem Vintersolhvervs-
punktet og Periheliet paa den anden, at
vor Sommer bliver lidt (8/io Døgn) læn-
ligeledes lidt længei’e end vor Vinter. Det
omvendte finder Sted paa den sydlige Halvkugle.
Disse Følger af Jordens dobbelte Bevægelse, som nu er skildrede, er dog ikke
ganske uforanderlige, da Jordaksen ikke er aldeles ubevægelig i sin Stil-
ling. Saaledes bevirker den saakaldte Præcession, der skyldes Solens og Maa-
nens Tiltrækning paa den fladtrykte Jord, at Verdenspolerne beskriver Cirkler om-
kring Ekliptikas Pol; men Bevægelsen er meget langsom, der bruges omtrent 26,000
Aar (det saakaldte platoniske A a r) til en Omgang. Verdenspolerne vil altsaa
i denne Tid beskrive hver sin Lillecirkel paa Himlen, og forskellige Fiksstjerner vil
komme til at staa i deres Nærhed og efterhaanden blive „Polarstjerner“. En anden
Bevægelse, Nutationen (en Uregelmæssighed i Præcessionen), hvis Periode er
langt kortere (noget over 18 Aar), og som bevirkes af Maanens Tiltrækning, frem-
bringer ogsaa en lille Forandring i Jordaksens Stilling. Endelig er Ekliptikas Hæld-
ning mod Ækvator (Ekliptikas Skraahed) heller ikke konstant, men svinger
i meget lange Tidsrum, mange Aartusinder. For Tiden aftager den aarlig i/2 Sek.,
og som Følge af dette Fænomen, der tilskrives de andre Planeters Tiltrækning, faar
Aarstiderne i de forskellige Aartusinder en mere eller mindre udpræget Natur.
§ 6. Maanen.
Jordens Biplanet eller Drabant har en Middelafstand fra Jordens Centrum af
c. 384,400 km eller omtrent 30 Jorddiametre; dens Diameter er omtrent 3480 km.
Der gaar omtr. 50 Maanekugler paa Jorden; Maanens Masse er Vsi og dens Tæthed
kun 3/5 af Jordens (Vægtfylden: 3,4). Dens Overflade er noget mindi'e end Nord- og
Sydamerikas tilsammen, omtrent 38 Mill, km2 eller c. V13 af hele Jordens, dens
Rumfang c. 22,000 Mill. kbm.
Maanen bevæger sig om Jorden venstre om i en eliptisk Bane, i hvis ene Brænd-
punkt Jorden befinder sig. Naar den paa sin Bane er nærmest Jorden, en Afstand