28
Matematisk Geografi.
Maanens Overflade viser mørkere og lysere Pletter, det kan man allerede se
med blotte Øjne; ogsaa det, at Maanen under sine Faser ikke viser en skai’p, men
uregelmæssig Lysgrænse, tyder paa, at der er Bjærge og Dale. Ved Hjælp af Kikker-
ten og Fotografien kan man nu fremstille fuldstændige Maanekort. De store graa
Pletter, som man tidligere antog for Have og ogsaa har kaldt saaledes, ses nu at
være Sletter (alene det, at Maanen ikke har nogen paaviselig Atmosfære, udelukker,
at der kan være Vand; at vi sei- Konturerne og Skyggerne saa skarpe, er netop, fordi
der ingen Atmosfære er), og de stærkt belyste mindre Dele er da Bjærge. For det
meste ligger disse Bjærge ikke i Kæder, men i Grupper, og mange af dem er Ring-
bjærge, som indeslutter et dybt Krater, i hvis Midte der tit er et lavere Centralbjærg.
Forholdsvis er Maanens Bjærge langt mægtigere end Jordens (indtil 7000 m);
skønt de har en ydre Lighed med vore Vulkaner, tyder dog intet paa, at der nu
er vulkansk Virksomhed i). En Mærkelighed er de saakaldte Riller, dybe Furer,
tidligere ansete for store Flodlejer, og Lysbaandene, ejendommelig lysende
Striber, dei- udgaar fra nogle af Kraterne.
Den store Indflydelse, som Maanen har paa vore Forhold, Ebbe og Flod, vil
blive omtalt i næste Kapitel.
§ 7. Kortprojektioner.
Før den matematiske Geografi forlades, skal her i al mulig Korthed fremstilles
den Maade, hvorpaa man gengiver Jordens Overflade i Landkort, eller rettere af-
sætter Kortets Gradenet, for senere at tegne Kortet selv, Kysternes og Landenes
Omrids, Floder, Bjærge, Byer osv.
Det eneste korrekte Billede af Jordkuglen gives kun ved en Globus, alene
paa denne kommer Meridiankredsene og Breddekredsene til at staa i det rette For-
hold. Men fra tidligste Tid har man søgt at fremstille de enkelte Dele af Jordens
Overflade i Planet. At gøre dette nøjagtigt er imidlertid umuligt, fordi en Kugleflade
ikke lader sig udfolde i et Plan. Der maa nødvendigvis indløbe Fejl. Man maa da
ved Korttegningen bestræbe sig for at gøre disse Fejl saa ringe som muligt og at
kunne beregne disse Fejl for hvert enkelt Sted i Billedet. Dette sker ved de saa-
kaldte Kortprojektioner, hvorved man gaar frem efter matematiske Prin-
cipper; man projicerer som bekendt en Figur ved efter en eller anden Lov at fælde
rette Linjer fra hvert Punkt i Figuren ned paa Planet. Her skal nu omtales de mest
brugte Projektionsmaader, først de, der bruges til at fremstille mindre eller større
Dele af Overfladen. * $
1) Simplest er den Flamsteeds ke Pro j ektionsmaade* 2).^ Naar
man stiller en Globus saaledes, at Øjet er i lige Linje med Ækvator, er altid en af
Meridianerne, efterhaanden som vi drejer Globen, lodret for vort Øje; de andre er
buede, de nærmeste svagt, de fjerneste stærkt; Ækvator og Parallelkredsene viser
sig derimod alle for os som lige, parallelle Linjer. Naar vi tager Kortet i denne
Projektion, er altsaa P a r a 11 e 1 k r e d s e n e lige Linjer, men Meridia-
nerne krumme, undtagen den midterste paa Kortet. Den anven-
des især paa Ækvatorialegne, hvor Landmasserne ligger tilnærmelsesvis ligelig for-
delte paa begge Sider af Ækvator (f. Eks. Afrika eller de australske Øer, Polyne-
<Pe * den senere Tid iagttagne Forandringer ved nogle Kratere hidrører maaske fra Sprængninger
eller Sammenstyrtninger, foraarsagede ved voldsomme Temperaturomvekslinger paa Maanens ube-
skyttede Overflade.
2) Den er opkaldt efter den engelske Astronom John Flamsteed (f 1719), men burde vistnok rettere
have Navn efter Franskmanden Nic. Sanson, der i det 17. Aarh. anvendte den for sine Kort.