38
Fysisk Geografi.
4 3. Havet. Oceanerne.
a. Grænsen mellem Vand og Land kaldes Kysten; denne Grænselinje i sin
Helhed er bleven angivet med et rundt Tal til 260,000 km (heri dog ikke medregnet
Sydpolarlandenes Kyster).
Kysterne og deres forskellige Natur er af højeste Vigtighed for de enkelte
Landes Udvikling. Man skelner mellem: 1) Stejle Kyster, der fortsættes dybt
ned i Havet, ligesom de rager højt op over det; de er sikre og gunstige for Skibs-
farten ved deres store Rigdom paa Havne, tilgængelige for de største Skibe; kun
hvor Højsletterne træder ud til Havet, er disse Kyster uden Indskæringer, (som ved
Frankrig mellem Seines og Sommes Munding, de saakaldte Falaises, og Kridt-
kysterne ved Dover og paa Rügen). Af fortrinlige stejle Kyster kan nævnes: Øst-
kysten af de Forenede Stater, Englands Syd- og Vestkyst, Spaniens Nordkyst, Ma-
labarkysten. Ved 2) Klippekyster (ogsaa S k æ r k y s t e r) bestaar Randen
af sprængte, uregelmæssige Klipper, der danner en Labyrint af smaa Øer, Bugter
og Fjorde; de har vel sikre Havne, men er farlige for Sejladsen. Norges Vestkyst
er det bedste Eksempel paa en saadan Kyst med sine utallige Skærgaarde,
ogsaa til Dels Dalmatiens Kyst. En særegen Art af Klippekyster er i de tropiske og
subtropiske Have de saakaldte K o r a 1 k y s t e r, der dannes ved Koraldyrenes
Bygninger og er særlig farlige for Sejladsen (se p. 58). 3) Flade Kyster opstaar
ved, at Lavslelter fortsættes ned under Havfladen; de findes tit i kortere Stræk-
ninger indskudte mellem de tidligere omtalte Kystformer, men ofte optræder de i
lange uafbrudte Linjer (som ved Nordsøen fra Calais til Skagen), for det meste med
en flad Strand lejret foran, der ligesom danner Grænsen mellem Hav og Land;'
i Troperne er denne ofte bevokset med Mangroveskove. De flade Kyster er meget
fattige paa Havne, og da de i Reglen ledsages af Sandbanker, er de yderst farlige
for Sejladsen (Jyllands Vestkyst eller Jærnkysten, Nordafrikas Vestkyst). Værst
er det de Steder, hvor Havdybden pludselig lager til lidt uden for Kysten, hvilket
fremkalder stærke Brændinger (ved Koromandelkysten, ved Kysterne af Øvre- og
Nedre Guinea). Hvor Stranden er bedækket med Sand, hober Vinden dette op i
Banker, de saakaldte Klitter eller Dyner, ofte 100 ni høje; de er vel naturlige
Beskyttelsesmidler for Landet, da de holder Vandet ude, men Sandet anretter ofte
store Ødelæggelser i Landet ved stadig at erobre niere og mere Terræn indadtil.
Hvor de mangler af Naturen, maa Mennesket ved kunstige Volde, Diger, søge at
holde Vandet borte.
b. Egentlig er der kun eet Verdenshav, da alt Vand staar i Forbindelse ind-
byrdes og omflyder alle Landmasserne. Men da disse deler Verdenshavet i store
Bækner, taler man om Verdenshave eller Oceaner. De tre store Bækner:
det atlantiske Ocean milem Amerika paa den ene Side og Evropa og Afrika paa
den anden, det store Ocean mellem Asien og Avstralien paa den ene Side og
Amerika paa den anden, og det indiske Ocean mellem Afrika, Asien og Avstra-
lien, falder straks i Øjnene; mod S. staar de alle i bred Forbindelse med det
om Sydpolen lejrede Hav, det sydlige Ishav. Medens to af de tre store Bækner
er skarpt begrænsede mod N., staar det tredje, det atlantiske Ocean, atter her i
bred Forbindelse med Vandmasserne, der beskyller Nordpolarlandene, og som ud-
gør det femte Ocean, det nordlige Ishav. Det var dog først efter Magelhäes’
Rejse, at man begyndte at faa nogenlunde Overblik over Vandets Fordeling, men
i lang Tid var der en stor Forvirring i Betegnelserne, det var vanskeligt at faa Bugt