40
Fysisk Geografi.
sydlige Polarkreds, staar i aaben Forbindelse med de tre tidligere omtalte og har
saaledes slet ikke naturlige Grænser. Det har derfor langt mere Betydning for de po-
lare Vandes Cirkulation hen imod Ækvator end det mere aflukkede nordlige Ishav.
Det er det, der er mindst undersøgt.
5) Det nordlige Ishav eller det arktiske Hav, omtrent 14 Mill, km2, N. for den
noidlige Polarkreds, beskyller Asiens, Evropas og Amerikas nordlige Kyster og er
sæi deles rigt paa Øer. Kun den vestlige Halvdel af Nordamerikas Kyster og den
østlige Halvdel af Asiens har et ensformigt Præg, og her frembyder sig de største
Hindringer for Sejladsen („Nordvest- og Nordøstpassagen“, se under Amerika og
Asien). Den øvrige Kyst er rigere udviklet, dybe Indskæringer trænger ned til'den
nordlige Polarkreds (Obs Munding) og S. for den (det hvide Hav). Kun med det
atlantiske Ocean staar det som sagt i aaben Forbindelse. Selv i den varme Aarstid
driver store Ismasser mod S. (til 550 n. Br.) og besværliggør Sejladsen. Tillige
Mærke til den uhyre Masse Drivtømmer, der af Havstrømningerne føres
fra de mildere Egne, store Strækninger af den siberiske Kyst er helt opfyldte af det;
det er en kærkommen Gæst for disse paa Træ fattige Egne.
I den sidste Tid ei man dog kommet bort fra denne gamle Inddeling i 5 Ver-
denshave, idet man (O. Krümmel) kun opstiller de tre store som Oceanei’, hvis
Afgrænsning Syd for de store fastlande man sætter ved de Meridianer, der gaar
gennem Sydamerikas Sydspids Kap Horn, Afrikas Sydspids Kap Agulhas og Tas-
maniens Sydspids, hvorved altsaa det sydlige Ishav fordeles mellem de tre Oceaner,
medens det nordlige Ishav regnes som et tredje stort „Middelhav“ til Atlanterhavet.’
Efter denne Opstilling har man foreløbig fordelt Arealerne saaledes: det atlantiske
Ocean 105 Mill. km2, det store Ocean 180 Mill. km2 og det indiske Ocean 75 Mill
km2, i alt 360 Mill. km(
Da alle Have staar i Forbindelse med hverandre, maa altsaa Vandstanden, Hav-
spejlet, være lige i alle. Efter nyere Forskninger maa dette dog ikke tages aldeles
bogstaveligt; saaledes mener man, at Landmasserne tiltrækker Vandet, saa at Vand-
fladen bliver noget uregelmæssig („Kontinentalbølgen“). Ogsaa et Indhavs stærkere
Fordampning skal bevirke en Sænkning af dets Vandspejl; det er Grunden til, at
Middelhavets Spejl i Sommertiden er noget dybere end Atlanterhavets; ligeledes kan
Vind- og Strømforhold, Nedbøren m. m. indvirke paa Vandstanden.
c. Undersøgelsen af Havets Dybde hører til de yngste Grene af den fysiske
Geografi (den Afdeling, der særlig beskæftiger sig med Havet, kaldes Oceanogra-
fien)-, det er først efter Midten af det 19. Aarhundrede ved Nedlæggelsen af Telegraf-
kablerne og Forbedringer af Loddeapparaterne, at man har naaet nogenlunde be-
stemte Resultater. Man er kommet bort fra de fabelagtige Tal om Dybden (ved
Midten af det 19. Aarh. talte man endnu om Dybder paa 14—15,000 ni) og har lige-
ledes faaet Vished om, at de største Dybder ikke som Regel findes midt ude i Ocea-
nerne, men netop nærmere ved Kysterne i lange dybe Furer, der følger Kontinen-
ternes Rande; midt i Verdenshavene naar Dybden sjælden mere end 6000 m, næppe
nogetsteds til 7000 m. Den største Dybde, 9636 ni, blev fundet 1899 i det store Ocean
N. for Carolinerne (under 22 o 40’ n. Br. og 145 0 40’ ø. L.), altsaa omtr. 800 m
mere end Jordens højeste Bjærg Mount Everest (8840 m); i 1912 fandtes lidt N. 0.
for Mindanao blandt Philippinerne en Dybde paa 9780 m, og lidt N. for Ny-Zealand
er der loddet over 9400 m; tidligere gjaldt den 0. for Japan fundne Dybde. 8573 m,
for den største. I Atlanterhavet har man loddet den største Dybde, 8526 m, i Por-
toricodybet, i den sydlige Del af Atlanterhavet har man, saavidt vides, ikke fundet
Dybder paa mere end 7000 m; i det indiske Ocean, der i det hele vistnok er det
mest jævne af de store Bassiner, synes den største Dybde, omtrent 7000 m. at være