Verdenshave. Havets Dybde og Saltholdighed.
41
mellem Sundaøerne og Australien. Middeldybden i det store Ocean sætter man fore-
løbig til 4100 m, i Atlanterhavet til 3860 m og i det indiske Ocean til 3930 m, men
Havets Middeldybde i det hele angives som nævnt til 3700 m, altsaa over 5 Gange
mere end Landenes Middelhøjde, 700 m. I Indhavene er Dybden betydelig ringere,
saaledes har Nordsøen en Gennemsnitsdybde af omtr. 94 m, største Dybde 665 m
(„et Ark Papir er tykkere i Forhold til dets Flade end Nordsøens Vandmængde i
Forhold til dens rladeindhold“, Hann) og Østersøen en Gennemsnitsdybde af omtr.
55 m, største Dybde 463 m; den persiske Bugt har kun en Gennemsnitsdybde af
25 m (største Dybde 122 m); derimod er Middelhavet betydelig dybere, dybest er
det mod 0. (4400 m), Gennemsnitsdybden er omtr. 1450 m.
' Selvfølgelig findes der paa Havbunden som paa Landet Højder og Dale; men
egentlige Bjærge ellei' bratte Overgange, som man tidligere antog, findes der vistnok
ikke. Det er ogsaa naturligt, at Vandets Tyngde og opløsende Virkninger afsliber
og afrunder formerne, saa at de gaar mere jævnt over i hinanden.
§ 4. Havets Egenskaber.
Havvandet indeholder betydelige Dele af Klornatrium, Klormagnesia, Bitter-
salt, Gips, Klorkalium m. m., der forenede til Salte (især Kogsalt, omtr. 78 °/0 af alt;
det er Magnesia, 11 %, der giver Vandet den bitre Smag) danner de faste Bestand-
dele i Havet (ogsaa Kulsyre, Jod og Metaller findes, men dog kun i forsvindende
Mængde). Havets S a 11 h o 1 d i g h e d er dog langt fra ens. For en Del, mener man,
skal den bero paa det af Floderne tilførte Vand, og skønt denne Saltmængde er
ringe, koncentreres den dog efterhaanden ved Fordampning; dog mener man og-
saa, at Saltholdigheden for en Del kommer af Stensaltlag i Havet; men for øvrigt
er det sandsynligt, at Havet har været saltholdigt allerede i Urtiden. I det aabne
Hav er Saltholdigheden 3,i—3,8 %. Jo stærkere Fordampningen er, desto større er
Saltholdigheden, saaledes har det røde Hav, hvor ingen Floder udmunder, over
4 % Salt, og næsten den samme Saltmængde har den persiske Bugt og Middelhavet,
hvor Fordampningen er betydelig; især gælder det om Vandet ovre ved den afri-
kanske Kyst. Indhave som Østersøen og det sorte Hav, hvor mange Floder udmun-
der, og hvor Fordampningen er ringe, er meget lidt saltholdige (Østersøen har
0,40—1,2 %, i den botniske Bugt er Vandet næsten ferskt, det sorte Hav har
1,7—1,8 %), de har Brakvand, o: det staar paa Grænsen af salt og ferskt; og
en saadan ringe Saltholdighed kan ogsaa findes pletvis eller for en kortere Tid i
selve Oceanet. Saltholdigheden bevarer aldeles ikke Vandet fra at gaa i Forraad-
nelse, som man før har antaget; navnlig i varme Egne, naar Vandet er i ringe
Bevægelse ved Kysterne, kan det forpeste Luften i overordentlig Grad. Jo mere
saltholdig Vandet er, desto sværere Byrder kan det bære; man svømmer lettere i
salt end i fersk Vand; naar et Skib kommer ud fra Floden i Havet, hæver det sig
lidt; det vil sige Havvandets specifike Vægt er større. Sætter man det rene
Vand opvarmet til 17,5° C. som Enhed, er Havvandets specifike Vægt l,024—1,028.
Vægten afhænger altsaa af Saltholdigheden, men ogsaa af Temperaturen, og i Al-
mindelighed er den større under de lavere Breddegrader; dog er Maksimum ikke
under Ækvator, men ved Grænserne for det hede Bælte, hvor Passatvindene frem-
kalder en større Fordampning. Naar man gaar i Dybden, tager Saltholdigheden af
indtil omtr. 2000 m, saa tager den atter til; ved Havbunden synes der at være fundet