42 Fysisk Geografi.
en temmelig ligelig Saltholdighed af 3,4—3,5 %; i Indhavae er den større i Dyb-
den end ved Overfladen.
Hvad Havets Temperatur angaar, er der stor Forkel paa Forholdene ved
Overfladen og i Dybden.
Da Havet udelukkende modtager sin Varme ved Solen Bestraaling, tager selv-
følgelig Temperaturen ved Overfladen af fra Ækvator hen imod Polerne, lige-
som den retter sig efter Aarstiderne. Da Vandet imidlertid som den slette Varme-
leder det er, opvarmes langsommere end Landet, men til Gengæld i længere Tid
holder paa Varmen, er Havoverfladens Varmeforhold langt mere konstante end'
Landets, ligesom de højeste og laveste Temperaturer ikke falder sammen med
Landets, saaledes at det (paa den nordlige Halvkugle) ikke er Juli, men August eller
September, der er den varmeste Maaned, og ikke Januar, men Februar eller Marts,
der er den koldeste. Mest konstante er Forholdene i Egnene omkring Ækvator,
hvor Temperaturen svinger mellem 24,5° og 28 o C., og Middeltemperaturen er omtr.
27 °; men heller ikke her er Forholdet det samme paa de samme Breddegrader, idet
Østranden af Oceanerne har større Temperatur end Vestrandene (paa den nordi.
Halvkugle). Selvfølgelig er der dog mange Faktorer som Vind- og Strømforhold, der
medfører Undtagelser fra disse almindelige Regler. Man angiver Middeltempera-
turen for de store Oceaners Overflade til noget over 17° C.
Temperaturen i Dybden bliver kun i en Dybde af højst 150 m betinget af
Aarstiderne og Atmosfærens Temperatur. Derpaa tager Temperaturen jævnt af til
omtr. 1000 m Dybde, hvor der hersker en Gennemsnitstemperatur af + 4 til 6° C.;
derpaa synker den atter, men langsommere, saaledes at Temperaturen i de større
Dybder baade i de tempererede og kolde Bælter er mellem 0 0 og + 2 °, i Polar-
egnene gaar det endog ned til _l_ 3 °; endog i Ækvatorialegnene synes der allerede
ved en Dybde af 4000 m at være 0°. Jo friere Forbindelsen med Polarhavene er, jo
lavere er Bundtemperaturen i de tilstødende Have; saaledes er den i det sydlige af
det store og indiske Ocean gennemgaaende lavere end paa de tilsvarende Bredde-
grader i den nordlige Del af det store Ocean og Atlanterhavet, hvor den „islandske
Ryg“ hindrer de kolde Bundtemperaturer fra Polarhavet i at trænge ind. I øvrigt
har man lagt Mærke til, at man i samme Dybde temmelig nær ved hinanden kan
træffe „varme“ og „kolde“ Pletter. I Indhavene findes ikke saa lave Temperaturer;
Middelhavet har saaledes i Dybden fra omtr. 900 m til Bunden en Middeltempera-
tur af omtr. 12 °.
Saltholdigheden bevirker, al Frysepunktet for Vandet synker, det vil sige Hav-
vandets Frysepunkt ligger omtrent 2,2 0 under rent destilleret Vands FrysepunkU
ja, naar Vandet er i fuldstændig Ro, endog indtil 3,3 °. Naar Havvandet fryser, ud-
skiller det Saltet, som enten lægger sig i smaa Bunker ovenpaa Isfladen eller træn-
ger som Saltlage ned i Isstykkerne og sprænger dem. Havisen, som paa Grund
af det Saltvand, den indeslutter i sig, er sværere og tættere end Ferskvandsis (kun
omtr. i/6 rager over Vandet), dannes i det nordlige og sydlige Ishav, men Isen, der
føres af Sted af Vind og Strøm, findes langt uden for disse Haves Grænser, dog ikke—
saa meget om Vinteren, som om Foraaret, naar Tøbruddet indtræder. Paa den syd-
lige Halvkugle træffer man Isen under langt lavere Breddegrader, dels paa Grund
af, at den sydlige Halvkugle i det hele er fugtigere og koldere, dels paa Grund af,
at den ikke har saa betydelige varme Strømme. Havisen, der efterhaanden danner
store Flager, Ismarker, gennemsnitlig 2—4 m tykke, som atter ved at støde
sammen skrues ind i og op paa hinanden, den saakaldte Pakis, ligger i stadig
Kamp med Havet; paa en ellers rolig Havflade findes stærk Bølgegang og vild
Brænding ved Ismarkerne. Denne D r i v i s saa vel som Isbjærgene, er en Skræk for