Havets Temperatur, Farve, Plante- og Dyreliv. 43
Sømanden. Men de skylder ikke Havet, men Landet deres Oprindelse og vil blive
omtalte nedenfoi*.
Havets blaa Farve er vist afhængig af Saltholdigheden; jo mere saltholdigt
Vandet er, jo mere blaat er det, jo mindre Salt det indeholder, jo mere gaar det
over i den grønne Farve. De meget saltholdige Havstrømninger, som Golfstrømmen
og Kuro-Sivo Strømmen, har en stærk blaa Farve; ved de store Floders Udløb faar
Havet en lysegrøn Farve. Jo mere blaat og koldt Vandet er, jo gennemsigtigere er
det; især er denne Gennemsigtig hed forbavsende i Polaregnene, hvor man
tydelig skal kunne se Muslingskaller og lignende Genstande paa en Dybde af omtr.
150 m, dog menes Lysstraalerne at kunne virke adskilligt længere ned, maaske til
400 m; men dybere maa der herske et evigt Mørke. Selvfølgelig kan Luften, orga-
niske og uorganiske Stoffers Tilstedeværelse i Vandet, Havbundens Beskaffenhed
o. s. v. ogsaa indvirke paa Farven. Saaledes har det gule Hav sit Navn af det sand-
blandede Ler, Løss, der føres ud fra Floden Hoangho; det røde Hav skylder mikro-
skopiske Alger og Koraller sit Navn, Purpurhavet (den californiske Havbugt, Spa-
niernes „Mar vermejo“) kaldes saaledes efter røde Infusorier o. s. v.; det sorte Hav
skylder derimod sin overtrukne Himmel og de tætte Taager sit Navn, eller ogsaa er
det brugt i overført Betydning for det ugæstfrie Hav i Modsætning til det hvide
(det hellige) Hav.
Til de smukkeste Fænomener ved Havet hører Morilden, den fosforagtige
natlige Lysning, som kan iagttages overalt, men stærkest i Ækvatorialegnene. Man
er nu ikke længere i Tvivl om, at den skyldes utallige selvlysende Smaadyr, „Lys-
dyr“ (især noctiluca, der hører til Flagellaterne, Svøbedyrene), der kan bedække
Havet med et mange mm tykt Lag af Slim; ogsaa en lysende Kiselalge, „Ildblæren“,
har man ment at have opdaget.
Havets Plante- og Dyreliv er særlig karakteristisk; man kan sige, at
Havet har en større Rigdom paa organisk Liv end Landjorden.
Havets Planteverden er dog, hvad Arter angaar, fattig mod Landjordens;
thi den hører næsten udelukkende til de laveste Afdelinger, Algerne (Tang),
men disse er saa til Gengæld til Stede i en overordentlig Rigdom og Mangfoldighed
af Farver og Former. De smaa Traadalger overtrækker Havbunden som med et
Fløjelstæppe, medens Kæmpetangen, der skal kunne opnaa en Længde af 300 m
og have meterlange Blade, danner hele Skove paa Havbunden langs Kysterne og i
Indhavene. Fritsvømmende Tangmasser, der er revne løs af Strøm og Bølger, be-
dækker store Dele af det atlantiske Ocean og hæmmer Skibene i deres Sejlads. Det
mest kendte af disse Tanghave er Sargassohavet midt i Atlanterhavet mellem Azo-
rerne og Bahamaøerne. Dog er der ogsaa store Dele af Havet, som er helt nøgne for
Planter; og under omtr. 400 m (saa langt Sollyset kan virke) mener man, horer
Planteverdenen helt op.
Ligesaa karakteristisk, men ulige rigere er Dyrelivet i Havet, ligefra de
kæmpestore Hvaler og den uhyre Rigdom af Fisk til Bløddyrene, Korallerne og de
talløse Infusorier, som endog findes i Polarisen. Ligesom Landjorden har de for-
skellige Egne i Havet deres særegne Dyreformer. I det nordlige Ishav har saaledes
Cetaceerne (Hvaler), Sælhundene og de »ådselædende Amphipoder (Ringkrebs)
hjemme. Det nordlige atlantiske Ocean er Kabliauens og Sildens Rige; i Middel-
havet findes Læbefisken, Thunfisken, Sardinen og Sardellen, Polyperne, Ædelkoral-
lerne og Svampene, i det tropiske og subtropiske Atlanterhav Kaskelotten (Pothval
eller Spermacethval), Delfinen og den planteædende Manati (Søko), ved de vest-
indiske Øer de store Havskildpadder, Meduser og Flyvefisk, ved Bahamaøerne og
Antillerne de revbyggende Koraller. Det indiske Ocean karakteriseres af Keglesnek-