44
Fysisk Geografi.
ken og Pattedyret Dygongen (Søko), ligesom det ogsaa er rigt paa Kæmpeskildpad-
der og Mollusker, som Perlemuslingen og Kæmpemuslingen. I det store Ocean fin-
des mod N. Søløver og Isbjørne og blandt Fiskene Panserkinder (Katafrakter), syd-
ligere i de tropiske Egne regerer Søpølserne og de revbyggende Koraller. I det
sydlige Ishav findes atter Hvalerne og Sælerne (blandt Søfuglene de karakteristiske
Pingviner). Man har søgt at inddele Havene i „Regioner“ efter deres Dyreliv; saa-
ledes har man i Troperne skelnet mellem en atlantisk og en indo-pacifik Region og
sammenstillet den arktiske og antarktiske Region med deres paa Individer rigere,'
men paa Arter fattigere Liv og grundet over Muligheden af, at Polarhavenes
Dyreverden stod i Samkvem gennem de kolde Vandomraader paa Bunden af de
store Have, der forbinder dem; ligeledes har man skelnet mellem Kystegnene, hvor
de „litorale“ Dyr lever, og de store Have, hvor de „pelagiske“ Dyr har hjemme.
Men Havets Dyregeografi er endnu altfor lidt bearbejdet, til at der kan siges noget
bestemt.
Dyrelivet indskrænker sig ikke, som man før har troet, til de øvre Dele af
Havet eller i 400 m Dybde, som Planterne. Ved Undersøgelserne af Dybdeforholdene
har man fundet, at der næppe gives nogen Grænse for Dyrelivet i Dybden; paa
mere end 3000 m Dybde har man fundet rigt Dyreliv, og man maa antage, at en
Del af den Masse af Smaaorganismer (Planter, Dyr, Larver og Fiskeæg), der findes
i Havets Overfladelag, det saakaldte Plankton („Svæv“), og som er en Hovednæ-
ringskilde for Havets Dyreverden, synker til Bunds og ogsaa bringer Næring til
Dybvandsfaunaen. Fordelingen af Dyrene synes ikke at afhænge af Vandets Tryk,
men af dets Temperatur. Man har søgt at opstille som en almindelig Regel, at An-
tallet af Arter og Individer formindskes med en vis Dybde, ligesom ogsaa Størrelsen
aftager med Dybden, men i alt Fald det sidste er ikke uden Undtagelser. Ved Hjælp
af sindrige Apparater, som Skrabenættet, har man bragt Prøver fra Havbunden op
til Overfladen, og man har derved fundet, at Havbunden er bedækket af et helt
tykt Lag af mikroskopiske Dyrs (Foraminiferer og Radiolarier) Kalkskaller, der
forvandles til graat ellei* rødligt Dybhavsler.
§ 5. Bevægelserne i Havet.
Havet er i evig Bevægelse, og det gælder ikke alene om Overfladen, men ogsaa
om de største Dybder, thi Forskellen i Temperaturen bevirker en stadig Omlejring
af Vandpartiklerne. Bevægelserne i Havet er tre: 1) Bølgebevægelsen, 2) Tidevan-
det og 3) Havstrømningerne.
a. Bølgebevægelsen frembringes ved Vindens Tryk paa Vandspejlet.
Bevægelsen af de enkelte Vandpartikler er ikke fremadskridende, men de bevæ-
ger sig paa Stedet i Kredse eller for de nedre Vanddeles Vedkommende i Elipser,
der bliver mere og mere fladtrykte, jo dybere Vanddelene ligger, og kun Formen
for Bevægelsen forplanter sig videre, som naar Vinden sætter en Kornmark i bølge-
formig Bevægelse; en Genstand, der svømmer paa Bølgerne, bliver derfor paa
samme Sted, naar ikke Vinden kan virke paa dens egen Overflade. Det højeste af
Bølgen kaldes Bølgebjærget, det dybeste Bølgedalen; Bølge højden
er den vertikale Afstand mellem disse to Punkter, Bølgens Bredde er den
horisontale Afstand fra det ene Bølgebjærg til det andet. Bølgernes Højde og Bredde
retter sig efter Havets Udstrækning og Dybde; saaledes er altsaa Bølgerne højest og
bredest i det aabne Hav. Den lange brede Bølgegang i Havet, der er Eftervirkningen