Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
46 Fysisk Geografi. Ebbe og Flod omtr. 50 Min. senere, og først efter omtr. 30 Dage vender de tilbage til den samme Tid; det kaldes Tidevandets maanedlige Periode, og det viser netop hen paa Maanen som Ophavsmanden, da den kulminerer hver Dag 50 Mi- nutter senere. To Gange i den maanedlige Periode er Floden stærkest, Spring- flod, og det er omtr. ved Ny- og Fuldmaane, da Maanen og Solen staar i lige Linje (enten paa samme Side af Jorden eller den ene paa den ene Side, den anden paa den anden) og saaledes arbejdei’ sammen; to Gange er Floden svagest, N i p f 1 o cl (eller „Slapflod.,), og det er omtr. ved første og sidste Kvarter, fordi Solen og Maa- nen da staar i en ret Vinkel til Jorden og saaledes modarbejder hinanden; da Maanens Tiltrækning nu er den stærkeste, faar den Overhaand; men Floden bliver følgelig mindre. Endelig taler man om Tidevandets halvaarlige Periode, som Springflod og Nipflod. hidrører fra, at Ækvator og Ekliptika ikke falder sammen, hvorfor Tidevandet er særligt stærkt ved Jævndøgnstider, mindre ved Solhvervstider. Endnu en Variation, den saakaldte parallaktiske Periode, fremkaldes ved, at Afstanden mel- lem Sol, Maane og Jord veksler og derved Tiltrækningen paa de forskellige Tidei’ af Aaret ikke er lige stor. Hvis nu Vandet var fordelt ligeligt over hele Jorden, vilde Ebbe og Flod ind- træde regelmæssigt; men paa Grund af Landets ulige Fordeling, de forskellige Dybdeforhold i Havet og dets Forgreninger i Indhave m. m., er dette langt fra Tilfældet. Tidevandet er mest udpræget ved Kysterne af de aabne Have. Flod- højden vokser fra Ækvator til de mellemste Breddegrader, derpaa tager den attei’ af mod Polerne; under Troperne er den 1 m, ved de canariske Øer 2 m, ved Bre- tagnes Kyster næsten 6 m, Bristolbugten 10 m; ved de sibiriske Kyster atter kun 1 m. Mest imponerende er Flodbølgen i Bugterne ved de stoi'e Haves Kyster og i de store Flodmundinger; jo mere Bugten indsnævres, jo højere stiger Vandmassen, d,a den trænges sammen. Saaledes er Flodbølgen ved Indgangen til Fundybugten kun 2V2 m> men vokser i det Indre til over 21 m, i de østpatagoniske Bugter nær- ved Magelhåestrædet har man iagttaget en Flodbølge paa 18 m, ved St. Malo i Nordfrankrig vokser den indtil 15 m, ved Londons Dokker er den gennemsnitlig