Tidevandet. Havstrømningerne.
47
5 m. I Elben mærkes Flodbølgens, „Flodbrændingens“, Virkninger 150 km fra
Mundingen, i Amazonfloden endog henved 1000 km; Flodbølgen i den sidste Flod,
„Pororocaen“, 10 m, der skal mærkes mere end 1350 km op i Floden, er især kendt
for sin Voldsomhed; det samme gælder Flodbølgen i Gangesfloden, „Boren“, 6 m,
(i de franske Floder kaldes Fænomenet „Mascaret“) og i den kinesiske Flod Tsien-
tang ved Hangtsjou, „Torden“. At Flodbølgen i de store Floder antager denne vold-
somme Karakter, er ganske forklarligt, da den fremkommer ved Brydningen mel-
lem Flodens Vande og den fremtrængende Flodbølge. Ogsaa i smalle Farvande og
Kanaler kan Flodbølgen fremkalde stærk Uro og Strømhvirvler (se p. 51). I meget
lukkede Indhave er Tidevandet næsten umærkeligt; i det sorte Hav er der intet, i
Middelhavet er Floden sjælden mere end V2 m (i Syrterne dog omtr. 2 ni), i Øster-
søen omtr. 5 cm og mindre. For enkelte danske Havne nævnes den gennemsnitlige
Flodhøjde: Esbjerg 148 cm, Frederikshavn 31 cm, Aarhus 36 cm, Korsør 30 cm,
København 18 cm. Ude i de store aabne Have er Flodbølgen kun ringe; saavidt
man har kunnet iagttage det, er Forskellen her mellem Ebbe og Flod højst 21/% ni,
i det store Ocean endog kun omtr. 1 m. — Ved et Steds Havneti cl (engl. „esta-
blishment“) forstaar man den Tid, der gaar mellem det Øjeblik, Maanen kulminerer,
og det Øjeblik, Floden indtræder; for Steder, der ligger nærved hverandre, kan
den være meget forskellig, men for det samme Sted er den altid konstant. De
Linier, der paa Kortet forbinder Steder med samme Havnetid, kaldes Isorachier
(engl. „cotidal lines“).
c. Aarsagerne til Havstrømningerne er mangfoldige og langtfra end-
nu rigtig kendte; men de fornemste er dog sikkert Jordens Rotation og de frem-
herskende Vinde. Men Temperaturen og Saltholdigheden og dermed Vandets Vægt
spiller dog utvivlsomt ogsaa en stor Rolle; saaledes har Østersøen og det sorte Hav
med deres mange ferske Floder og den ringe Fordampning en næsten stadig udad-
gaaende Overfladestrøm til Kattegat og til det ægæiske Hav, medens Middelhavet,
hvor Fordampningen er stærk og derfor Saltholdigheden stor, ved Gibraltarstrædet
stadig har en indadgaaende Overfladestrøm. Dertil kommer, at Fordampningen i
Ækvatorialegnene er større end Nedslaget, derfor maa disse Egne have en Erstat-
ning fra Polaregnene, hvor Nedslaget er større end Fordampningen. Man skelnei'
mellem O ver flades tremme og Bundstrømme. Ofte gaar disse to Slags
i modsatte Retninger. Kendskabet til dc sidste er imidlertid endnu overordentlig
ringe, og i det følgende behandles derfor kun de første, der er af gennemgribende
Betydning for Skibsfarten, idet de benyttes af Skibene til hurtigere Sejlads, og
har stor Indflydelse paa Klimaerne, da de varme Strømme mildner Vejrliget i de
kolde Bælter og omvendt, og derved ogsaa paa Flora og Fauna. Det er saaledes
sandsynligt, at Kokuspalmen efterhaanden ved Ækvatorialstrømmen er ført fra
Amerika til det stille Oceans Øer og videre til Ceylon.
Efter den gamle Teori er der i store Træk to Hovedstrømninger: Ækvato-
rialstrømmene, det varme Vand, der søger til det kolde, og Polar strøm-
mene (de arktiske og antarktiske), det kolde Vand, der søger til det
varme. Hvis nu Jorden ikke drejede sig om sin Akse, vilde Strømningerne foregaa
i Meridianernes Retning fra Ækvator til Polerne og omvendt. Men ved Rotationen
gaar de arktiske Strømme, da de kommer fra de mindre Breddecirkler til de større,
hvor Hastigheden altsaa er større, ikke mod S. men mod SV., og de antarktiske
Strømme ikke mod N., men mod NV.; det vil sige alle Polarstrømme faar en vest-
lig Retning. Naturligvis modificeres disse Polarstrømnies Retning ved Fastlandets
Kyster. Omvendt gaar det med de varme Vande, der gaar fra Ækvator til Polerne;
de kommer fra de større Breddecirkler til de mindre, hvor Hastigheden aftager, og