48
Fysisk Geografi.
følgelig antager de varme Strømme paa den nordlige Halvkugle ikke en nordlig,
men en nordøstlig Retning, og paa den sydlige Halvkugle ikke en sydlig, men en
sydøstlig Retning; ogsaa dette er naturligvis undergivet talrige Modifikationer ved
Landenes Form. Saaledés er Forklaringen, hvad Indflydelsen af Vandets Tempera-
tur og Jordens Rotation angaar. Men betragter man nøjere de store Kort over Hav-
strømningerne, kommer man snart til den Anskuelse, at dette langt fra er til-
strækkeligt til at forklare de indviklede Forhold. Navnlig volder de Strømme, som
man særlig har kaldt Ækvatorialstrømme paa begge Sider af Linjen, med deres
udelukkende øst-vestlige Retning, Vanskeligheder. De skal komme af de store
Vandmasser, der strømmer fra Polaregnene og her stiger op til Overfladen paa
begge Sider af Ækvator, og som ved Rotationen paa deres Vej har faaet en be-
tydelig Hastighed i vestlig Retning, og Ækvatorialegnenes Vandes Tilbøjelighed til
at gaa mod N. og S. ophæves da ved, at de polare Vandmasser mødes her. Men
senere Undersøgelser, særlig angaaende Dybdeforholdene og Temperaturen, har
afkræftet disse Teorier, og man hælder nu mere og mere til den Mening, at de
fremherskende Vinde som Passaterne og Monsunerne er Hovedaarsagen til Hav-
strømningerne, hvilket ogsaa var de søfarendes Mening, soir fra Begyndelsen har
undersøgt disse Strømninger. Saaledes skal særlig ÆkAatorialstrømmene ude-
lukkende skyldes Passaterne, de falder jo ogsaa sammen med deres Bælte, lige-
som ogsaa de fremherskende Vestenvinde under de højere Breddegrader fremkalder
de store Strømninger, der gaar i østlig Retning; det er ogsaa kun Vindene, der kan
forklare de Forskydninger af Strømmene, der finder Sted paa de forskellige Aars-
tider. Man skelner nu mellem de egentlige, af Vinden frembragte Overflade-
eller Driftstrømme (de „tvungne« Strømme) og Udlignings- eller K o m-
pensationsstrømmene (de „frie“ Strømme), der erstattei- de bortførte
Vandmasser ved at hidføre Vand dels fra Driftstrømmenes tilstødende Regioner,
dels fra Dybden. En vigtig Støtte ved Studiet af Strømforholdene har man dels i
de Drivprodukter, Strømmene fører med sig, dels i de i den nyeste Tid meget be-
nyttede Flaskeposter. — Vi gaar nu over til lidt nøjere at betragte Strømningerne
i de store Have.
I Atlanterhavet, som er bedst undersøgt, og som godt kan betragtes som Norm
for de andre, gaar paa begge Sider af Ækvator to Ækvatorialstrømme
fra 0. til V., og mellem begge løber den svagere ækvatoriale Modstrøm
(lidt N. for Ækvator). Først i sin østlige Del opnaar den i den saakaldte Guinea-
strøm en større Styrke, Middelhastighed 15 Sømil (c. 28 km) i Døgnet1); dens
Overfladetemperatur er meget høj, i Guineabugten omtr. 29° C. Aarsagen til disse
ækvatoriale Modstrømme kendes ikke; man har antaget, at de kommer af de
stærke Ækvatorialstrømmes Stød mod Fastlandet og altsaa er et Tilbageslag af
dem (en Reaktionsstrøm). Den sydlige Ækvatorialstrøm (Middelhastighed 20—24
Sømil i Døgnet) støder mod Brasiliens Østspids, sender en mindre Gren mod NV.,
der ud for Guyana forener sig med den nordlige Ækvatorialstrøm, og en større,
den brasilianske Strøm, ned langs Sydamerikas Østkyst, hvor den taber sig i den
kolde Strøm, den møder ved Verdensdelens Sydspids; en anden Arm gaar som den
sydatlantiske Forbindelsesstrøm mod SØ. over til Afrika, hvor den forener sig
med en kold Strøm. Den nordlige Ækvatorialstrøm (Middelhastighed 15—16 Sømil)
sender sin Hovedmasse ind i det caribiske Hav og den mexicanske Havbugt, hvor
den tredeler sig for atter forenet at dreje gennem „Snævringerne“ (Narrows) ud af
Floridastrædet, her forstærkes den med en anden Gren af Ækvatorialstrømmen,
Antilstrømmen, og løber nu mod NØ. over Atlanterhavet som Floridastrømmen
1 Sømil = 1,855 km.