Det store og indiske Oceans Strømninger. De kontinentale Vande.
51
og om hvilke der har gaaet de fabelagtigste Fortællinger, staar ikke i Forbindelse
med Havstrømningerne, men fremkommer ved Tidevandsstrømmene, som brydes.
Saaledes opstaar de, for Resten slet ikke farlige Hvirvler ved Messinastrædet, det
berygtede Scylla og Charybdis, og den ikke mindre berygtede Mosken-Malstrøm
ved Lofoten ved Norges Vestkyst..
§ 6. De kontinentale Vande. Kilder, Floder og Søer.
De kontinentale Dele af Hydrosfæren danner ligesom en Forbindelse mellem
de faste og flydende Dele af Jordens Overflade. Men deres Mængde er kun meget
ringe i Forhold til Oceanet, og de stammer fra selve Havet.
Under Paavirkning af Solvarmen forvandles store Mængder af Havvandet, især
i Ækvatorialegnene, til Damp og fortættes til Skyer, som Vinden førei' ind over
Fastlandene, hvor de da falder ned som Regn, Sne o. s. v. (man har angivet den
daglige Nedbør over alt Land til omtr. 300 kbkm, 112,000 kbkm aarlig). En Del af
denne Nedbør gaar nu umiddelbart tilbage til Havet, eller den opsuges af Plan-
terne, fordamper igen eller løber bort af Overfladen. Men noget trænger ned i
Jorden, til det støder paa uigennemtrængelige Lag, som Ler eller Lerskiferlag eller
Klippegrund; da samler dette Grundvand sig i større Mængder, drives til Si-
derne eller trykkes op ad ifølge de hydrostatiske Love og springer da frem som
Kilder. Man taler derfor om vandførende og vandstandsende Lag.
Af stor Betydning for Kilderne er Skovene, de virker som Regulatorer paa
Nedslaget; dels holder Rødderne paa Vandet og bevarer Jorden for at blive ud-
tørret, dels hjælper de til at lede Vandet til Kilderne og forhindrer derved Over-
svømmelser; i Bjærgegne som Alperne og Cevennerne, hvor Skov mangler eller kun
findes i ringe Grad, er Oversvømmelser hyppigere. Kilderne er højst forskellige,
nogle siver sparsomt frem af Jorden, andre har straks ved deres Udspring stor
Kraft, og lige saa vel Havets Bund som Landjorden har sine Kilder. Kildernes
Temperatur er meget forskellig og retter sig efter den Dybde, hvorfra de kommer.
Har de deres Udspring nær ved Overfladen, retter Temperaturen sig efter Stedets
aarlige Gennemsnitstemperatur; saaledes er i Reglen i Troperne Kildernes Tempe-
ratur 20—25° C.; men kommer Kilderne fra højtliggende Bjærgegne, er de kolde,
kommer de fra dybe Lag, er de varmere. Kolde Kilder er de, hvis Temperatur
er lavere end Stedets, ved de varme Kilder eller Termerne er det omvendte
Tilfældet. I nogle er Vandet koghedt, indtil henved 100°, som ved Aguas Calientes
i Mexico, i Baden-Baden er der Kilder paa 86 °, Kochbrunnen i Wiesbaden er 78°;
i vulkanske Egne træffes Springkilder, G e y s i r e, hvorfra kogende Vand med
visse Mellemrum slynges i Vejret; andre har temmelig koldt Vand, men kaldes
kun Termer i Forhold til den Egn, hvori de udspringer. De fleste Kilder flyder
hele Aaret rundt, andre kun paa visse Tider, som Hungerkilderne eller
Majbrøndene, der flyder i Maj og Juni (i Frankrig kaldes de „crie la faim“, fordi
Befolkningen tror, at det er et Tegn paa Misvækst, naar de begynder at flyde);
andre er intermitterende eller hvilende Kilder, ø: de flyder kun, naar Vandet i
Kildebrønden staar saa højt, at Kildens Aabning, der har Form som en Hævert,
kan virke. Alle Kilder har mere eller mindre Tilsætning af mineralske Bestanddele
fra de Jordlag, de løber igennem, det vil sige Vandet er, hvad man kalder h a a r d t;
kun hvor denne Tilsætning er saa stærk, at den paavirker Lugten og Smagen,
kaldes Kilderne mineralske, eller Sundhedskilder, fordi de kan have hel-
bredende Virkning. Saaledes har S ur brønd ene overvejende Tilsætning af Kul-
4‘