52
Fysisk Geografi.
syre og kulsurt Natron (herunder hører ogsaa „Jærnkilder“); Bitter vands-
kilderne indeholder Kulsyre, Glaubersalt og engelsk Salt, S v o v 1 k i 1 d e r n e
Svovlbrinte, Kogsalt kilderne navnlig Kogsalt o. s. v. Forstenende Kil-
der, særlig Kalkkilder, overtrækker de Genstande, de berører, med en Skorpe.
Jo højere Temperaturen er, jo mere er Vandet i Stand til at opløse Mineralstofferne,
og denne Vandets Evne gør, at der kan danne sig underjordiske Kanaler og Huler,
særlig i Kalkstenslag, der kan blive tilgængelige, naar Vandet har forladt dem, og
som ofte frembyder særlig Interesse ved deres Drypstensdannelser og deres sær-
egne Fauna med Levninger af Forverdenens Dyreformer; af saadanne Huler næv-
nes Adelsbergergrotten i Krain, Mammuthulen i Kentucky ni. fl. De saakaldte a r-
tesiske Brønde (Navnet kommer af det franske Landskab Artois, hvor man
først, efter Sigende allerede 1126, skal have fundet paa at frembringe dem; i øvrigt
har Kineserne kendt dem længe før) er Kilder, der frembringes ved Kunst; naar
man nemlig ved Boring træffer paa vandførende, bøjede Lag mellem to vand-
standsende Lag, hvor Vandet samler sig i de lavest liggende Dele og trykkes af den
Vandsøjle, der hviler ovenover, springer Vandet op af Borehullet som et Spring-
vand til den Højde („Vandrejsningen“), som det vandførende Lag naar til paa
Artesisk Brøndboring.
a vandførende, b vandtæt Lag.
Dalsænkningens Sider. Ved disse Brøndbo-
ringer har man ofte med Held søgt at tilføre
tørre Steppeegne Vand, saaledes i Algier.
1). Kilderne forener sig nu til B æ k k e
og A a e r og danner, naar de løber sam-
men, Floder. Man skelner mellem H o-
vedfloden og dens Bifloder; som
Hovedfloden betegnes sædvanlig den Strøm,
hvis Kilde ligger længst fra Flodens Mun-
ding, men der tages ogsaa Hensyn til Vand-
mængden og Retningen. Der er dog mange
Afvigelser fra disse Regler; saaledes
skulde Mississippi egentlig hedde Missouri,
Elben Moldau, Rhone Saöne o. s. v.,
Aar har større Vandmængde end Rhinen,
Inn større Vandmængde end Donau ved deres Sammenløb. Man deler Floderne
i oceanske Floder, som umiddelbart søger deres Vej til Havet, og kon-
tinentale Floder, som ikke naar det, men løber ud i Indsøer uden Afløb,
taber sig i Ørkenens hede Sand, Steppefloder (saaledes Vadi i Ørknerne),
eller udbreder sig over stoi'e Flader og opsuges af Planterne. Man taler ogsaa
om Kystfloder, som udspringer nær ved Havet og har et kort Løb, og
Tvilling- eller D o b b e 11 f 1 o d e r, saadanne, som efter en Tid at have haft et
nogenlunde parallelt Løb til sidst forener sig til een Strøm; Asien især har Eks-
empler at opvise paa de sidste (Ganges og Brahmaputra, Evfrat og Tigris, Sir og
Amu).
Ingen Flod løber den lige Vej fra sin Kilde til sit Udløb. Den tænkte lige Linje
kaldes Flodens direkte Afstand, og den angiver gerne dens Hovedretning; men
Løbets Længde er i Almindelighed langt større, da Floden idelig bugter sig,
ofte i stærkt udprægede Slyngninger (Serpentiner) især i Lavlandet; jo større For-
skellen er, jo større er Flodens Strømudvikling; men dette Forhold er meget
vanskeligt at angive, da det kommer an paa, hvor stor Maalestokken er paa det Kort,
man lægger til Grund for Udregningen; Floders Længde maa derfor helst angives i
runde Tal (man har f. Eks. ved Oder sat Løbets Længde til 900 km, og den direkte Af-
stand til 530; Volgas Længde er næsten dobbelt saa stor som dens direkte Afstand;
ved Dniestr er Forskellen meget ringe, da den har et næsten lige Løb). Hele den