54
Fysisk Geografi.
Amazonflodens Biflod Rio Negro. Ad kunstig Vej kan der være Forbindelse mellem
to sejlbare Floder, der er nærved hinanden, ved at Baade trækkes over Land fra
det ene Løb til det andet, de saakaldte Slæbesteder (fransk: portages).
Den absolute Højdeforskel mellem en Flods Kilde og dens Udløb kaldes dens
Fald. Ved at foretage Højdemaalinger paa forskellige Steder af Floden faar man
Faldhøjden for bestemte Strækninger; i Højbjærgene er den ikke sjældent 5 til 10
m pr. km, i Lavlandene 0,i0 til 0,os m pr. km og mindre. Faldet staar i nøje For-
bindelse med Flodens Hastighed, der udregnes ved Instrumenter (Strøm-
maalere), og som foruden af Faldhøjden ogsaa afhænger af Jordbundens og Bred-
dernes Beskaffenhed; jo mere indsnævret Vandmassen er, jo større er selvfølgelig
Hastigheden, jo mere den kan brede sig, jo roligere flyder den; i Lavlandet er den
sjældent større end 0,3 til 0,5 m pr. Sekund. Vandets Evne til at erodere (af-
gnave, udgrave) og derved omforme Bjærgniasserne ved at føre Sten, Grus og
Sand (Sediment) med sig, er større, jo større Faldet og Hastigheden er. Ved Vand-
fald kan Erosionen være saa stærk, at deres Beliggenhed med Aarene betydeligt
forandres; Niagarafaldet rykker saaledes aarlig omtr. 1 m tilbage, Vandet danner
paa sin Vej ofte dybe Kløfter, Er osionsdale; et kendt Eksempel er de Ned-
skæringer, hvori Elben og dens Bifloder løber i sachsisk Schweiz, og som kan være
flere hundrede m dybe („Klammer“); men langt mere storartet er dog Fænomenet
ved nogle amerikanske Floder som Colorado, hvis Nedskæringer, „Canons“ (den
længste er over 300 km), har en Dybde af henimod 2000 ni og en Bredde af
7—48 km (se p. 53).
Man taler om en Flods højre og venstre Bred, regnet fra dens Ud-
spring. Ved de større Floder skelner man mellem Øvre-, Mellem- og Nedreløbet. For
øvrigt kan man ofte fra de smaa Forhold danne sig et Billede af de større; Gudenaa
har saaledes udpræget denne Tredeling.
Øvreløbet hører til Bjærglandet. Af Kilderne opstaar Fjeldbækken (Vild-
bækken), som skummer ned over Klipper og Stenblokke, dannende Vandfald og
Fosser, og baner sig Vej i Kløfterne. De hyppige Vandfald imponerer ved deres
Højde, i Modsætning til Mellemløbets, der er mere storartede ved deres Vand-
mængde. Øvreløbet har mest skarpt buglede Linjer, Bredderne er stejle og ludende.
Foregaar Løbet i Længdedale, o: Dale, som er parallelle med Lagene eller
Bjærgenes Hovedretning, er det mere roligt; løber Floden gennem T v æ r d a 1 e,
som gaar paa tværs af Lagene og derfor er mere sønderrevne, er Løbet langt vold-
sommere. Ved Foden af Bjærgene optages otte Floder af en Sø; med mudret Vand
træder den ind i den, men forlader den med „klaret“ Vand. I Øvreløbet er en Flod
til ringe Nytte for Mennesket, i det højeste kan den bruges til at lade Tømmer flyde
ned af den (som i Norge, „at fløte“ Tømmeret).
Ved Udtrædelsen af Bjærgene begynder Mellemløbet, som foregaar i Ter-
rasselandene. Bredderne har vel endnu den skarpe Karakter, og der forekommer vel
endnu Vandfald og Katarakter, ofte fremkaldte blot ved Flodsengens Indsnævring,
men Løbet er dog langt roligere, ligesom mere frit; det danner store Slyngninger,
og Floden begynder at vise Tilbøjelighed til at forandre Flodsengen og danne Øer
ved at spalte sig. Stenene, den fører med sig, er mere afrundede og mindre, Gruset
bliver det overvejende. Floden er i Mellemløbet nyttigere for Mennesket, Tømmer-
flaader og mindre Skibe besejler Floden ned ad; op ad er derimod Sejladsen endnu
meget besværlig og kan ofte kun foregaa ved Dampkraft; ja, undertiden kan Ski-
bene ikke vende tilbage op ad, men sælges i Havnene ned ad Floden, som det er
Tilfældet med Smaaskibene fra Ulm, naar de kommer til Wien.
Nedreløbet begynder, naar Floden træder ned i Lavlandet. Bredderne