Fysisk Geografi.
er foiskellige. Mange af dem er kun Dele af Havet, som ved Forandring i Jord-
skorpen er bievne afskaarne fra det (Reliktsøer); det gælder især dem, der ligger i
Niveau med Havet eller lavere end det. Andre har deres Oprindelse af Nedbøren,
som samler sig i Fordybninger, der har vandtætte Lag i Bunden. Floderne danner
ikke Søer, de faar dem snarere til at forsvinde, da de tilfører dem Grus og Sten
lia Bjæigene og derved eiterhaanden udfylder dem. Alle Søer er af yngre geologisk
Oprindelse, og man træffer dem derfor ogsaa mest i de yngre Bjærgdannelser; i de
ældste som Kavkasus og Pyrenæerne findes kun faa; Himalaya er ogsaa fattig paa
Søer, men det kommer af, at de er bievne udfyldte ved de overordentlig i’ige Aflej-
ringer. Man skelner mellem Højlands- og L a v 1 a n d s s ø e r. De første er min-
dre (den største er Baikalsøen, 34,000 km2), har for det meste stejle Bredder, er
sædvanlig dybe og har sjælden Øer. De har mange Navne, som Bjærgsøer, Alpesøer,
Gletscheisøer, Morænesøer, Kratersøer, de sidste gerne kredsi’unde og smaa. Lav-
landssøerne kan være langt større (den største er det kaspiske Hav, omtr. 436,000
km2) har meget uregelmæssige Former med lave, tit foranderlige Bredder og mange
Indskæringer.
Man kan ogsaa dele Søerne i dem, som har synligt Tilløb og Afløb, og dem,
som savner saadant. Nogle Søer gennemstrømmes af Floder og har altsaa baade
Af- og Tilløb, „aabne Søer“; de kan betragtes som Udvidelser af selve Floden og
bidrager til at regulere dens Løb ved at optage dens for rigelige Vandmængde; til-
lige er de „Klarebækner“ for Floden, da de beholder en Del af de Grusmasser,
Floden fører med sig. Andre Søer har kun synligt Tilløb, saaledes som det kaspiske
Hav, medens Afgangen sker ved Fordampning, „Mundingssøer“. Atter andre Søer
har kun synligt Afløb, i alt Fald kun smaa Tilløb fra selve Søbæknets Vandomraade,
„Kildesøer“. Endelig gives der Søer, som tilsyneladende hverken har det ene eller
det andet, „blinde Søer ; de næres ved Nedbøren, og Vandstanden er derfor af-
hængig af dennes større eller mindre Rigelighed.
De fleste Søer er Ferskvandssøer, en Del er dog Saltsøer. De sidste
er Søer uden Afløb, da Vandet stadig fordamper, uden at noget af Saltet føres bort,
og Saltholdigheden altsaa stadig stiger; enhver Sø uden Afløb maa med Tiden faa
salt Vand; har saadanne Søer ringe Saltholdighed, kan man slutte, at de er af yngi-e
Oprindelse. Ved de store Lavlandssøer som det kaspiske Hav og Aralsøen, der dog
ikke er stærkt saltholdige, har man søgt at forklare Saltholdigheden deraf, at de
tidligere har staaet i Forbindelse med Oceanet. De smaa Saltsøer, Steppesøer-
n e, faar deres Salt af den saltholdige Jordbund, og Saltholdigheden er i dem be-
tydelig; saaledes er der i Eltonsøen i Sydrusland 27 %, i det døde Hav 24 %, i Store
Saltsø i Nordamerika 21,4 % og i Urmia i Asien 21 % Salt.
Man har tidligere haft ligesaa overdrevne Forestillinger om Indsøernes Dybde
som om Havets. Den største Dybde, man har fundet i Indsøer, er 1610 m i Baikal-
søen, i Tanganyika i Afrika har man truffet indtil omtr. 600 m; af de sydlige Alpe-
søer har Lago maggiore og Comosøen Dybder paa omtr. 300 m (i Comosøen er den
største Dybde 410 m), af de nordlige Alpesøer er kun faa over 200 m dybe; Mjøsen
har en Dybde af indtil 452 m.
Medens de største Floder findes i Troperne, findes gennemgaaende de største
og fleste Søer i de tempererede Egne omtr. fra 40 o N. og S. for Linjen, navnlig paa
den nordlige Halvkugle. Man har anslaaet alle Jordens Søer til at være omtr. 1,7
Mill, km2 (med det kaspiske Hav), altsaa noget over Halvdelen af Middelhavet.
Naar Søer i Lavlandet er ved at svinde bort, bliver de først til Moser, idet
de opfyldes af Dynd og hensmuldrede, forraadnede Plantedele, dog findes der
ogsaa Sumpe og Moser paa Højsletterne. I Troperne og til Dels ogsaa i de varme