58
Fysisk Geografi
maa betragtes som løsrevne Stykker af de store Fastlandsniasser, og mange af
dem vilde ved en ringe Sænkning af Havfladen atter blive landfaste. De ligger
hyppig i Rækker langs Kysterne og er langstrakte (f. Eks. Nordsøens Øer, de
nærmere Øer i Avstralien) eller de optræder som Fortsættelser af Kontinentets
Bjærgkæder (Kykladerne). I Fauna og Flora viser de Slægtskabet med det nærlig-
gende Fastland (Azorerne har saaledes faaet deres Fauna fra Evropa, Bermudas-
øerne deres fra Amerika); de britiske og danske Øer er saaledes kontinentale1).
De oceanske Øer, der for det meste er smaa — de slørste er Island, omtr. 105,000
km2, og Havaji, omtr. 12,000 km2 —, ligger mere ude i det aabne Hav, har
mest den runde eller eliptiske Form, og om de end tit optræder i Række eller Bue-
form, bestemmes de dog ikke af noget Fastlands Konturer. Enten er de de sidste
Rester, Toppe af et Fastland, der er sunket, ofte omringede af Koralbanker, eller
de er Vulkaner, der
har hævet sig op af Ha-
vet (høje Øer), eller
de er blot K o r a 1 ø e r
(lave Øer). Baade ved
de kontinentale og de
oceanske Øer taler man
om Øgrupper, Ar-
kip e 1 a g e r.
Koraløerne eller
Koralrevene, som
er en Skræk for de Sø-
farende, da de staar i
Vandskorpen, opstaar
ved de smaa Koraldyrs
Bygninger (særlig Stjer-
nekorallen; dog tager og-
saa nogle Kalkalger og
Foraminiferer Del i Byg-
ningen), findes kun i det varme Bælte, da Dyrene ikke bygger i Vand, hvis Temperatur
synker under 20 0 C. I det stille Ocean er de hyppige ved Nyholland og de avstral-
ske Øer, men ved 400 s. Br. findes de allerede ikke mere; et andet stort Koral-
distrikt er i Vestindien (Bahamaøerne); i Atlanterhavet træffes de helt op til 32°
n. Br. (Bermudasøerne) paa Grund af den varme Golfstrøm. Der er tre Former af
Koraløer, der er de fremherskende. Koraldyrene bygger deres Mure i Nærheden af
Havets Overflade og helst, hvor Havet er uroligt, saa at der ved Vind og Strøm kan
tilføres dem rigelig Næring, hvorfor de trives kräftigst ved Østsiden af Fastlandene,
ikke som tidligere antaget fra store Dybder, men paa grundede Steder indtil
30—50 m Dybde (maaske til 80 m) ved Kontinentets Kyster eller omkring Øer.
Saaledes opstaar Kyst- eller St ran drevene, hvor der kun efterlades en
smal Stribe Vand mellem Kysten og Revet. Den anden Form er Kanal- ellei-
Voldrev; dér er Revet fjærnet længere fra Øen, saa at der findes en undertiden
20—30 km bred Kanal mellem det og Øen. Disse Rev kan være meget betydelige;
Voldrevet omkring Ny-Caledonien er saaledes mellem 7 og 800 km, og Revet
i) De kontinentale Øer (F. Hahn: Insel-Studien, Leipzig 1883) kan inddeles i: l)Tektoniske Øer, dé,
som er bievne adskilte fra Kontinenterne ved Sænkninger og deraf følgende Dannelser af Havarme (bri-
tiske og danske Øer); 2) Opdyngningsøer, som enten er fremkomne ved Dyndaflejringer fra de
store Floder (Mississippideltaet, Øerne i de sibiriske Flodmundinger), eller ved Vindens og Havbræn-
dingens Magt (Guldkysten); 3) Erosionsøer, fremkomne ved, at Havet har udvasket de løsere Dele,
som tidligere forbandt dem med Landet (Skærøerne ved Norges Kyst).