62
Fysisk Geografi
Et tidligere Forslag om at sætte Kontinenternes Gennemsnitshøjde som Grænse
mellem Lavland og Højland er nu helt opgivet, da den nu som nævnt p. 37 sættes
til 700 m. Deraf er Evropas 300, Australiens 400, Sydamerikas 600, Nordamerikas
700, Afrikas 650 og Asiens 950 m.
Højlandene, Plateaulandskaberne ligger i Gennemsnit 600—1600
m over Havet. Ogsaa her kan man dog se sig nødsaget til at give langt ringere hæ-
vede Lande, 3—400 m, ja indtil 200 m, dette Navn. Højlande paa 1500 m (Høj-
plateauer) plejer man at regne som første Klasses; det vilde dog være bedre at
bestemme deres Rang efter, om de væsentlig betinger hele Landets Karakter eller
ikke. Paa den anden Side hæver enkelte Højlande sig langt mere, i Centralasien er
Pamir Verdens Tag“, og Tibet henholdsvis 4000 og 5000 ni, i Sydamerika naar
Ecuadors og Bolivias Højplateauer til 3000 og 4000 m. Oppe paa Højlandene
kan Overfladen være jævn, det er da en Højslette, eller den kan være bølge-
formig med høj tragende Punkter, da er det et B j ær giand.
Hvor Højland og Lavland støder sammen, er der gerne den største Mangfoldig-
hed af Former. Overgangen kan være pludselig med stejle Affald, eller den kan
ske efterhaanden; der danner sig da T e r r a s s e 1 a n d s k a b e r.
I store Træk kan man sige, at hen imod Polerne er Lavlandet, hen imod Ækva-
tor Højlandet og Bjærgene de fremherskende.
Læren om Bjærgenes Tilblivelsesmaade og indre Bygning, „Bjærgenes Ana-
tomi“, har i høj Grad beskæftiget Geologerne, og den har ved de seneste Undei-
søgelser undergaaet store Ændringer, skønt der stadig hersker Uklarhed. Men i all
Fald kan man sige, at den tidligere Lære („Elevationsteorien“), der alene tilskrev
de indre Udflydende Kræfter alle Ujævnhederne paa Jordens Overflade, nu næsten
helt er opgivet. Efter den gamle Anskuelse delte man alle Lag i de neptunske og de
plutonske, de første aflejrede ved Vandets Virksomhed og lejrede regelmæssigt, de
sidste bestaaende af krystallinske Stenarter, som fra Begyndelsen dannede Under-
laget for de første, men som ved Fremstød, Eruptioner, af de glødende Masser i
Jordens Indre blev hævede i Vejret, gennembrød de neptunske Lag og tvang dem
ud af den horisontale Stilling. Jo mere forskudte og omvæltede Lagene er, desto
yngre skulde Bjergdannelserne være, og de ældste Hævninger skulde være laveie
og af mindre Udstrækning i Modsætning til de yngre. De rhinske Bjærge hører
saaledes til de ældste Dannelser, Pyrenæerne, Alperne og Appeninerne til de
yngre, Andeskæden til de yngste. - Det store Flertal af Geologerne hælder nu til
den Anskuelse, at det i Hovedsagen er Jordens Afkøling, der har fremkaldt Ujævn-
hederne, idet Jordens Kerne ved at afkøles mere og niere har trukket sig sammen,
hvorfor den een Gang dannede Jordskorpe har maattet skrumpe ind og har
slaaet Rynker som Skallen paa et Æble („Kontraktionsteorien“). Sammenskrump-
ningen har frembragt stærke Spændinger; det voldsomme Tryk har knust de
svagere Partier, men andre, som har haft Fasthed og Elasticitet nok, har foldet
sig sammen og forskudt sig. At mange Bjærgsystemer forløber jævnsides, men at
ingen krydser eller skærer hinanden,, synes at tale for denne Anskuelse, og det
samme menes Vulkaner og Jordskælv at gøre, idet de skal fremkomme ved Brud
i Skorpen og altsaa er Fænomener, der følger med Bjærgdannelsen, men ikke er
Aarsagerne til den. .
Geologisk kan man skelne mellem te k toniske (opbyggede) Bjærge,
som er fremkaldte ved Foldninger og Forskydninger i Jordskorpen, og hvortil de
allerfleste af Jordens Bjærge hører, de kan atter deles i Foldebjærge (Eks. Jurabjær-
sene Alperne), Brudbjærge (Harzen, Erzgebirge) og Denudationsbjærge, gamle
Bjærge der i uhyre lang Tid ved Denudation (Blottelse, Afdækning) er bievne af-