Bjærgenes Dannelse og Former
63
slebne, saa at kun Stammen eller „Rødderne“ er tilbage (Vogeserne, Bretagne, Alle-
ghany bj ærgene); akkumulerede (ophobede) Bjærge, hvortil hører Klitter
Morænelandskaber, men især Vulkaner; og endelig Erosionsbjærge derer
dannede paa Højsletter, hvor Vandets udhulende Kræfter efterhaanden har om-
formet Landskabet, saa at der er Terrasser og høje Tinder mellem dybe Dalfurer
(Bandene om Coloradoplateauet).
§ 9. Bjærgenes Form. Vulkaner. Den „evige Sne“.
a. Efter først at have skelnet mellem i s o 1 e r d e Bjærge og Bjærg-
systemer deler man de sidste i Bjærgmasser og Bjærgkæder. De
første er lejrede i Grupper uden at have nogen bestemt Retning (Harzen); ofte
grupperer de sig mere eller mindre symmetrisk om et Midtpunkt, man kalder dem
da B j ær gk n u d er. I Bjærgkæderne er en bestemt Retning fremherskende, de
enkelte loppe ligger i Række; de danner enten Randbjærge om et Højland eller
hæver sig paa selve Højlandet, eller endelig adskilles de fra det ved en mer eller
mindre snæver Dal. Kædeformen er den overvejende i Bjærgsystemerne og har og-
saa de højeste Toppe. Efter Højden kan man dele Bjærgene i Me 11 em bjærge
°g Høj bjærge. De første er indtil 200 m, har i det hele en mildere Karakter i
deres Former, og den krumme Linje er mere fremherskende (Cevennerne). Høj-
bjærgene, over 2000 m, har mere skarpe Former, og den lige Linje er den frem-
herskende. Det er dog ikke muligt at drage en skarp Grænse mellem disse to Af-
delinger.
1 or at laa den rette Karakteristik af et Bjærgsysteni maa man se paa B j ærg-
1 y g g e n eller B jærgkam ni en, den Linje, i hvilken de højeste Punkter findes,
og Affaldet, o: om det falder stejlt eller jævnt af til det omliggende Land; ende-
lig maa man betragte de højeste Punkter selv, og de laveste Punkter.
De højeste Punkter, Toppene, er meget forskellige i Form og Udseende efter
Højden og det Materiale, de bstaar af, hvorfor man ogsaa har mangfoldige Betegnel-
ser for dem, som Tinder, Pigge, Naale, Horn (i Norge betegner Eg og
Kamb Toppe med skarpe Rygge, K o 1, Nut og Naas er mere afrundede For-
mer). Kridtformationen har mere afrundede Former, tit omgivne af blændende
hvide Klipper (Møen), Sandstenen danner lodrette Vægge, som ender i en horison-
tal Flade, ligesom afskaarne Kegler (Sydafrika, sachsisk Schweiz), Dolomiten frem-
viser noget lignende, men mere raa og kantede Former; Granitbjærgene er plumpe
og brede, de krystallinske Skiferbjærge for det meste mere takkede og stejle o s v
De smukkeste og sirligste Bjærgformer dannes af Basalt, Fonolith og andre vul-
kanske Bjærgarter.
De laveste Punkter i Bjærgryggen kaldes Dale eller Passer, for det meste
skarpt afgrænsede, smalle Indskæringer, som forbinder to Dale; alle Indskærin-
ger er dog ikke Passer, idet man ved et Pas navnlig forstaar det relativ laveste og
tillige Ira Siderne mest tilgængelige Sted ved en Bjærgovergang. De har stor kultur-
historisk Betydning, da de danner Forbindelsen mellem Landene paa begge Sider
af Bjærgsystemet. Jo lavere og tilgængeligere Passerne er (det højeste Punkt kaldes
Pashøjden), desto lettere er Samkvemmet. Det gælder saaledes Passerne i Al-
perne, hvorimod Overgangene i Pyrenæerne, de asiatiske og amerikanske Bjærge
er langt færre og højere.
For at faa et bestemt Begreb om et Bjærgsystems Højde taler man om Gen-
nemsnitshøjden af Toppene, Passerne og Kammen. Højden af et Bjærgsystem an-