64
Fysisk Geografi
gives bedst ved Kamhøjden, o: Gennemsnitshøjden af hele Bjærgmassen til-
sammen.
Endelig maa man lægge Mærke til Bjærgenes Retning. Enten gaar de
fra S. til N., det er Meridianbjærgene; i Vestkontinentet, som har sin Ud-
strækning i Længden, er disse ogsaa de fremherskende; eller de gaar fra V. til 0.,
det er P ar al 1 e Ib j ærg ene; Østkontinentet, som har sin største Udstrækning i
Bredden, har ogsaa særlig Eksempler paa disse. Endelig kan man tale om trans-
versale Bjærge, hvis Retning hverken er den ene eller den anden; de er de
heldigst stillede, da Solen kommer til begge Affaldene. I Østkontinentet har gen-
nemgaaende Bjærgene deres stejleste Affald paa Sydsiden, i Vestkontinentet paa
Vestsiden. Ved mindre Bjærghøjder i et Bjærgsystem er det almindeligt, at de ven-
Skematisk Tværsnit af en Vulkan
a. Ældre Bjærgarter. b. Opdyngningskeglen. c. Krateret.'d. Lava. e. Dampbobler.
der deres stejle Affald til Centralbjærget, medens de falder mere jævnt af mod
Sletten.
b. En særlig Stilling blandt Bjærgene indtager Vulkanerne. Idet der hen-
vises til det, der tidligere er sagt om den mulige Aarsag til dem, skal her nøjere
betragtes deres Bygning og Karakteren af Udbruddene. Den almindeligste Form
for et ildsprudende Bjærg er Kegleformen eller Kuppelformen, frembragt efter-
haanden ved selve Udbruddene. Det øverste af Keglen er gerne afskaaren, og dér
findes Krateret, den tragtformige Aabning, der danner Enden paa Udbruds-
kanalen; hyppig er der dog flere Kratere paa samme Eruptionskegle eller en Mæng-
de Bikratere („Parasitkratere“) omkring Hovedkrateret; undertiden mangler helt
Krateret, og Udbruddene sker af Spalter paa Keglens Sider. Før Udbruddet hæver
der sig først en uhyre Dampsøjle, Luftarter som Svovlsyrling, Klorbrinte, Brint,
Kulsyre strømmer ud, derpaa følger uhyre Askemasser, som kan fremkalde For-
mørkelse i mange Kilometres Omkreds og af Vinden føres Hundreder Kilometre
bort; Røgen samler sig over Bjærget som en Pinie; Vanddampene, der følger med,