Vulkanske Fremtoninger.
65
„Proppen“ paa Mont Pelée.
fremkalder, idet de fortættes, elektriske Udladninger, som ledsager Bulderet af de
eksploderende Dampbobler i Bjærgets Indre med voldsom Torden; de fortættede
Vanddampe falder ned som Regn, den blandes med Asken og danner derved en
§r^agtjf MaSSe’ Tuf (PePerin> Puzzolanjord); Dampene slynger de glødende mine-
ralske Masser, Lavaen, op i Luften, hvor de danner sig til Kugler vulkanske
Bomber (de mindre, grusagtige Dele kaldes „Lapilli“), eller Lavaen tvinges ud over
Kraterets Rande eller Spalteaabningerne paa Siden, den „koger over“. Overfladen
af Lavaen afkøles meget hurtigt, saa at der ligesom danner sig et Hylster over det
ildflydende Indre, der kan be-
vare sin Varme i Snese af Aar.
Er Udbruddet forbi, lukkes
gerne Krateraabningen af
størknet Lava, „Proppen“, der
efterhaanden kan skydes op
af Krateret som en Søjle, som
efter det forfærdelige Udbrud
af Vulkanen Mont Pelée paa
Martinique i Maj 1902, da der
i Løbet af det næste Aar rej-
ste sig en henved 1 km tyk
Lavablok, der ragede omtrent
100 m op over Kraterran-
den. Efter Udbruddet kan
der i lang Tid vise sig Efter-
virkninger, idet Vanddampe,
Fumarole r, hvislende ba-
ner sig Vej ud af Spalterne,
eller Luftarter, Klorbrinte,
Svovlsyrling og senere Svovl-
brinte strømmer ud af Krate-
ret og afsætter paa dets Sider
Lag af Salte og Svovl, det er
Solfatarerne. De sidste
Tegn paa vulkansk Virksom-
hed er Udstrømninger af Kul-
syre, de saakaldte M of et-
ter (Hundegrotten ved Neapel, Ansantosøen, ogsaa i det Neapolitanske og Gift-
dalen, „Dødens Dal“, paa Java). Er heller ikke de til Stede, kalder man Vulkanen
or udslukt, men i Hundreder, maaske Tusinder af Aar kan en saadan udslukt
ulkan give sin Tilværelse til Kende ved, at den ikke helt størknede Lava i
Dybet udvikler Luftarter og Vanddampe. — Endelig maa mærkes Dy nd vulka-
nerne, lave Kraterhøje, hvori der uophørlig koger en graa flydende Masse
at Ler; men med nogle Aars Mellemrum sker der Udbrud af Dynd og Sten der
ofte slynges 30 jn og mere til Vejrs. Man mener, at Dyndvulkaner opstaar
naar gasagtige Uddunstninger (Nafta, Kulbrinte) støder paa Kilder, og at de altsaa
ikke kan havé deres Udspring i store Dybder. Noget lignende gælder de hede
Springkilder. Geyser ne (Geysir paa Island, Springkilderne paa Ny-Zealand og i
Yellowstone Dalen i Rocky Mountains), som ved den paa Bunden af Kilden ud-
viklede Damp med kortere eller længere Mellemrum sender Straaler af koghedt
H. Weitemeyer: Geografisk Haandbog. 5