Vulkaner. Jordskælv. Snegrænsen. Gletschere.
67
deres Aarsag fra, at Hulheder i Jordskorpen styrter sammen; de staar i Voldsomhed
langt tilbage for de nys beskrevne.
c. Som det senere skal omtales, synker Temperaturen med Højden. Derfor rager
mange Bjærge op over Snegrænsen, det Punkt, hvor Termometret aldrig eller
kun for en meget kort Tid gaar over Frysepunktet, hvor altsaa Nedbøren kun sker
i Form af Sne, og hvor Solens Straaler ikke er i Stand til at smelte den. I Alminde-
lighed afhænger Snegrænsen af den geografiske Bredde, saa at den bliver lavere og
lavere fra Ækvator hen imod Polerne. Som Eks. paa den gennemsnitlige Snegrænse
(i det hele kan kun gives omtrentlige Tal) anføres, at ved Quito under Ækvator er
den 4800 m, i Alperne (under 46—48 °) mellem 2500 og 2900 m, ved Norges Vest-
kyst (60—70 °) mellem 1200 og 800 m, ved Spitzbergen (77°) 400 å 550 m, og for
ogsaa at medtage nogle Punkter paa den sydlige Halvkugle, i Chiles Andes (28—
36°) mellem 5200 og 2600 m, sydligere (47 °) 1300 m, paa Udlandet (54°) 950 m og
paa Victorialand (78°) ved Havet. Men der er mange Faktorer, der virker ind med:
Luftens større eller mindre Tørhed, Nedbørens Størrelse, Vindforholdene, Bjærge-
nes Bygning og Beliggenhed, og Snegrænsen kan være meget forskellig paa samme
Bredde, ja endog i samme Bjærgmasse, navnlig hvor der er en udpræget Sol- og
Skyggeside eller en regnfuld og regnfattig Side. Den højeste Snegrænse, henved 6000
m, ligger ikke i Ækvatorialegnene, men paa temmelig høje Bredder i de særlig tørre
Passatbælter som paa Andes’ Vestside i Peru (18° s. Br.) og i Kuenlun i Asien (36°
n. Br.). Paa Kilimandjaro (3° s. Br.) er den paa Regnsiden mod S. og V. omtr.
4000 in, derimod pjta den regnfattige Side mod N. og 0. omtr. 5600 m; i Himalaya
(27 °) er den paa Regnsiden mod S. omtr. 4900 m, paa Nordsiden omtr. 5600 m; i
Kavkasus (43°) er den mod S.V. omtr. 2900, mod N.Ø. 3600 m; i Alperne (se ovfr.)
er den lavest paa Nordsiden; paa Norges Vestkyst er den paa Grund af den store
Nedbør og de koldere Somre ved 1200—800 m, medens den inde i Landet er langt
højere, som ved Jotunhejm omtr. 1800 m.
Sne og Is vilde i de høje Bjærge i Aarenes Løb vokse til uhyre Mængder, hvis
de ikke paa en eller anden Maade fik Afgang. Foruden ved Fordampningen, som
jo her i Højderne kun er ringe, og ved Bortblæsning sker det ved Isbræer
(Jøkler, Gletschere, fransk og engl. Glacier) og ved Laviner. „Evig
Sne“ er der saaledes ikke.
I s b r æ e r n e er Ismasser, der lejrer sig i Kløfterne og Indskæringerne mel-
lem Bjærgene og strækker sig langt ned under Snegrænsen. Det øverste Lag, som
danner sig ved det nederste af Snegrænsen ved delvis Smelten og atter Frysen, be-
staar af en løs kornet Masse paa Overgangen mellem Sne og Is, som i Schweiz
kaldes Firn, i Norge F o n, i Frankrig Névé. De nedre Lag forvandles da ved
Trykket til en fast Ismasse, som dog langt fra er jævn, men bestaar af store Is-
stykker, gennemkrydsede af Spalter og Kløfter, hvori Bække og større Sti'ømme
baner sig Vej. Ismassen har en glasklar, ofte blaalig Farve. Ved Trykket fra oven
glider nu disse Ismasser eller Isstrømme, ofte 100 m brede, stadig længere ned
i Dalen; men Bevægelsen er kun ringe, i Norge og Alperne gennemsnitlig 40 til 100
ni aarlig (den over 16 km lange Aletschgletschers Fart er 100 m), hurtigst om
Sommeren; i Himålaya har nogle c. 2—3 m Fart daglig om Sommeren; men de grøn-
landske Bræer har en langt stærkere Fart, 10 til 30 m, ja Upernivik Bræen endog 38
m daglig. Midten af Bræen bevæger sig hurtigst (se p. 66), da Gnidningsmodstanden
ved Siderne og i Bunden er betydelig. Ved Indsnævringer af Lejet tiltager Hurtig-
heden ligesom ved Vandløb. Strømme af smeltet Is trænger ned i Bræen og bryder
ud ved Enden af Bræen gennem Hvælvinger, „Gletscherporte“. Grus og Stenblokke,
som Isbræen træffer paa sin Vej, føres med ned i Dalen eller skydes ud til Siderne.
5*