Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Monsuner. Lokale Vinde. Lufttrykket. Nedbor. Aarlig Regnmængde. 77 dampe, fremkaldte ved Fordampning af Jordens Vandmasser. Jo stærkere Varmen er, desto større er Fordampningen, og desto større er Luftens Evne til at optage Vand- dampe. For hver Temperaturgrad kan Luften optage en vis Mængde Vanddampe; har den optaget denne Mængde, siger man, at den er fugtig eller mættet med Vanddampe, mangler den meget i denne Mængde, er den tør. Luftens relative Fugtighed er altsaa Forholdet mellem den Mængde Vanddampe, Luften indeholder, og den Mængde, den efter sin Temperatur kunde indeholde; den absolute Fugtig- hed er den Mængde Vanddampe, et vist Rumfang Luft indeholder. Luften er relativ tørrere om Sommeren end om Vinteren, ligeledes om Dagen end om Natten, skønt den absolute Fugtighed er større baade om Sommeren og om Dagen. Naar nu Luf- ten afkøles, forringes dens Evne til at optage Vanddampe, og naar den da er helt mættet (ved „Dugpunktet“), gaar de usynlige Vanddampe over til at blive smaa Vandblærer og danner Skyer. Naar da Temperaturen yderligere aftager, gaar Blærerne over til at blive Vanddraaber, eller Isnaale, hvis Temperaturen er under 0°, og Fugtigheden kommer da ned som Regn, Hagl eller Sne (Taage er for- tættede Vanddampe i Nærheden af Jorden; D u g er Vanddraaber, der afsættes paa faste Genstande, der er afkølede ved Varmens Udstraaling oim Natten og afkøler de Luftlag, der kommer i Berøring med dem, Duggen falder derfor mest i klare Nætter, da Udstraalingen er stærkest; Rim er frossen Dug). Man kalder det med eet Ord Nedbøren. Den er afhængig af den ulige Fordeling af Varmen, af Hav- strømningerne, Vindene og Jordbundens forskellige Beskaffenhed; hvor der er me- gen Skov, er Nedbøren der (eller paa Læsiden af Skovegnene) hyppigere, men ikke saa betydelig de enkelte Gange; hvor der mangler Skov, er den sjældnere, men ogsaa voldsommere, naar den kommer. Men hvad et Steds aarlige Regnmængde an- gaar, om den er mindre eller større, afhænger dog væsentligst af Stedets geo- grafiske Beliggenhed. Et Steds aarlige Regnmængde vil sige den Højde, som Regnen eller den smeltede Sne vilde staa i over Jorden, hvis den ikke fordampede, fik Af- løb eller trængte ned i Jorden. Man skelner mellem de Egne, hvor Nedbøren altid har Form af Regn, de Egne, hvor den altid er Sne, og de, hvor den snart har den ene, snart den anden Form. Den aarlige Regnmængde og dens Fordeling paa de forskellige Aarstider er af overordentlig Betydning i klimatologisk Henseende; den er sædvanlig afgørende for, om et Land er godt eller daarligt befolket. Som almindelige Regler kan opstilles følgende: Kommer Vindene fra højere til lavere Breddegrader, er de forholdsvis tørre, undtagen hvor de træffer paa større Bjærge; Passaterne, som blæser mod de varme Egne og derfor ikke let kan mættes med Vanddampe, er tørre Vinde, Syd- vestvindene paa den nordlige, Nordvestvindene paa den sydlige Halvkugle er de egentlige Regnvinde uden for Troperne. Møder Passaten, Monsunen eller Antipas- saten høje Bjærge, bliver Nedbøren stor paa Vindsiden, Læsiden derimod eller de Egne, der ligger i Vindskyggen, faar saa lidt Nedbør, at der danner sig Stepper eller Ørkener. — I de tropiske Egne, især i Kalmernes Bælte, hvor Vanddampene stiger op i Masse og atter falder ned, er Nedbøren størst. Som alt berørt er Grænsen for Kalmebæltet ikke fast; naar et Sted da kommer inden for dette Bælte, stiger Regn- mængden. Regntiden indtræder med Solens højeste Stand paa Himlen, og da nu Temperaturen varierer saa lidt her, inddeler man Aaret ikke efter Varmen, men efter den fugtige og tørre Tid. Da nu Solen inden for Vendekredsene aarlig staar to Gange i Zenit, har Steder, som ligger nær ved Ækvator, aarlig to Regntider, men de fleste tropiske Egne nærmere ved Vendekredsen har ofte dog kun een ud- præget Regntid, som svarer til vor Sommer, og en tør Tid, som svarer til vor Vin- ter, N. for Ækvator falder Regntiden i vor Sommer, S. for Ækvator i vor Vinter. Ved