Monsuner. Lokale Vinde. Lufttrykket. Nedbor. Aarlig Regnmængde.
77
dampe, fremkaldte ved Fordampning af Jordens Vandmasser. Jo stærkere Varmen er,
desto større er Fordampningen, og desto større er Luftens Evne til at optage Vand-
dampe. For hver Temperaturgrad kan Luften optage en vis Mængde Vanddampe;
har den optaget denne Mængde, siger man, at den er fugtig eller mættet med
Vanddampe, mangler den meget i denne Mængde, er den tør. Luftens relative
Fugtighed er altsaa Forholdet mellem den Mængde Vanddampe, Luften indeholder,
og den Mængde, den efter sin Temperatur kunde indeholde; den absolute Fugtig-
hed er den Mængde Vanddampe, et vist Rumfang Luft indeholder. Luften er relativ
tørrere om Sommeren end om Vinteren, ligeledes om Dagen end om Natten, skønt
den absolute Fugtighed er større baade om Sommeren og om Dagen. Naar nu Luf-
ten afkøles, forringes dens Evne til at optage Vanddampe, og naar den da er helt
mættet (ved „Dugpunktet“), gaar de usynlige Vanddampe over til at blive smaa
Vandblærer og danner Skyer. Naar da Temperaturen yderligere aftager, gaar
Blærerne over til at blive Vanddraaber, eller Isnaale, hvis Temperaturen er under
0°, og Fugtigheden kommer da ned som Regn, Hagl eller Sne (Taage er for-
tættede Vanddampe i Nærheden af Jorden; D u g er Vanddraaber, der afsættes paa
faste Genstande, der er afkølede ved Varmens Udstraaling oim Natten og afkøler
de Luftlag, der kommer i Berøring med dem, Duggen falder derfor mest i klare
Nætter, da Udstraalingen er stærkest; Rim er frossen Dug). Man kalder det med
eet Ord Nedbøren. Den er afhængig af den ulige Fordeling af Varmen, af Hav-
strømningerne, Vindene og Jordbundens forskellige Beskaffenhed; hvor der er me-
gen Skov, er Nedbøren der (eller paa Læsiden af Skovegnene) hyppigere, men
ikke saa betydelig de enkelte Gange; hvor der mangler Skov, er den sjældnere, men
ogsaa voldsommere, naar den kommer. Men hvad et Steds aarlige Regnmængde an-
gaar, om den er mindre eller større, afhænger dog væsentligst af Stedets geo-
grafiske Beliggenhed. Et Steds aarlige Regnmængde vil sige den Højde, som Regnen
eller den smeltede Sne vilde staa i over Jorden, hvis den ikke fordampede, fik Af-
løb eller trængte ned i Jorden. Man skelner mellem de Egne, hvor Nedbøren altid
har Form af Regn, de Egne, hvor den altid er Sne, og de, hvor den snart har den
ene, snart den anden Form.
Den aarlige Regnmængde og dens Fordeling paa de forskellige Aarstider er af
overordentlig Betydning i klimatologisk Henseende; den er sædvanlig afgørende
for, om et Land er godt eller daarligt befolket. Som almindelige Regler kan opstilles
følgende: Kommer Vindene fra højere til lavere Breddegrader, er de forholdsvis
tørre, undtagen hvor de træffer paa større Bjærge; Passaterne, som blæser mod de
varme Egne og derfor ikke let kan mættes med Vanddampe, er tørre Vinde, Syd-
vestvindene paa den nordlige, Nordvestvindene paa den sydlige Halvkugle er de
egentlige Regnvinde uden for Troperne. Møder Passaten, Monsunen eller Antipas-
saten høje Bjærge, bliver Nedbøren stor paa Vindsiden, Læsiden derimod eller de
Egne, der ligger i Vindskyggen, faar saa lidt Nedbør, at der danner sig Stepper eller
Ørkener. — I de tropiske Egne, især i Kalmernes Bælte, hvor Vanddampene stiger
op i Masse og atter falder ned, er Nedbøren størst. Som alt berørt er Grænsen for
Kalmebæltet ikke fast; naar et Sted da kommer inden for dette Bælte, stiger Regn-
mængden. Regntiden indtræder med Solens højeste Stand paa Himlen, og da nu
Temperaturen varierer saa lidt her, inddeler man Aaret ikke efter Varmen, men
efter den fugtige og tørre Tid. Da nu Solen inden for Vendekredsene aarlig staar
to Gange i Zenit, har Steder, som ligger nær ved Ækvator, aarlig to Regntider, men
de fleste tropiske Egne nærmere ved Vendekredsen har ofte dog kun een ud-
præget Regntid, som svarer til vor Sommer, og en tør Tid, som svarer til vor Vin-
ter, N. for Ækvator falder Regntiden i vor Sommer, S. for Ækvator i vor Vinter. Ved