Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
78 Fysisk Geografi. Sierra-Leonekysten falder en aarlig Regnmængde af omtr. 4800 mm, i Maranhao i Brasilien omtr. 7000 mm, i Vera Cruz omtr. 4700 mm. I Indien falder Regntiden kun under Sydvestmonsunen. En Egn, hvor Nedbøren er overordentlig rigelig, er det sydøstlige Affald af Himalaya, hvor den hede fugtige Vind tvinges til Vejrs af Bjærgene; saaledes falder der i Tsjerra Pundsji i Bengalen aarlig omtr. 10 å 12,000 mm. I det hele er Regnmængden paa enkelte Dage i Troperne meget betydelig, 100—125 mm er ikke ualmindelig, man har endog iagttaget 1036 mm (i Tsjerra Pundsji 14. Juni 1876). Mængden af det nedstyrtende Vand er saa betydelig, at Beboerne sigei’, at det regner i Tove, og undertiden har man efter et Uvejr kunnet øse fersk Vand af Havets Overflade; det kommer af, at Skyerne findes i langt større Højder, og Regndraaberne vokser ved Faldet. I de tempererede Bælter er Nedbøren langt ligeligere fordelt over de forskellige Aarstider paa Grund af Kampen mellem de tørre og fugtige Vinde, og ogsaa langt mindre, naar undtages enkelte Egne som Alpernes sydlige Affald og Vestkysten af Nordengland, Skotland og Norge (Ber- gen), hvor Regnmængden er 2000—3000 mm. I Almindelighed tager Regnmæng- den af inde i Landene, ligesom ogsaa de enkelte Regndage. Vestkysten af de store Kontinenter har overvejende Foraars- og Efteraarsregn, medens det Indre har over- vejende Sommerregn. For Evropa gælder det i Almindelighed, at Mellemevropa og Nordevropa ligger i Sommerregnens Bælte, Sydevropa i Vinterregnens. Til de tør- reste Egne paa Jorden hører de store Ørkener i Nordafrika, Arabien og Mellem- asien, hvor der kan være Aar imellem, at der falder et stærkt Regnskyl, foruden de Egne, der som omtalt ligger i Vindskyggen, som Ørknen Gobi og Vestkysten af Sydamerika ved Peru. Det, som kaldes Klima (græsk, „Hældning“), er altsaa et Indbegreb af alle disse Fænomener i Luftkredsen, der her er omtalte; men da den væsentligste Faktor dog er Varmen, er det efter den, man har inddelt Jorden i de tre klimatiske Hoved- bælter, det varme, tempererede og kolde Bælte. Medens det matema- tiske eller solare Klima er bundet til Breddegraderne (se p. 23), er det virke- lige eller fysiske Klimas Grænser ofte meget forskellige fra dette. Tidligere satte man (Supan) Aarsvarmelinjerne for 0° og 10° som Grænse mellem de tre Bælter, hvorved det varme Bælte var næsten Halvdelen af Jordens Overflade, 49,4 %, me- dens det tempererede var 38,5 % og det kolde omtr. 12 %; men denne Inddeling søger man nu at komme bort fra eller at modificere, da Aarsmiddelvarmen maa betragtes som en meget uheldig Grænse; saaledes har man til Grænse for det varme Bælte sat Aarsvarmelinjen for 20 °, hvorved Bæltet naar paa den nordlige Halv- kugle til omtr. 30° Br. og paa den sydlige til omtr. 20° Br., medens man som Grænse mellem de tempererede og kolde Bælter har sat Sommervarmelinjen (alt- saa Julis paa den nordlige og Januars paa den sydlige Halvkugle) for 10°, og paa denne Maade bliver det varme Bælte omtr. 47,9 %, de tempererede 35,5 % °g kolde 16,6 %; navnlig er her Grænsen mellem de kolde og tempererede Bælter langt at foretrække, da den omtrent falder sammen med Skovenes Polargrænse. Men helt tilfredsstillende er dog denne Inddeling heller ikke, og man har i den nyeste Tid foreslaaet nye Inddelinger, der mere er i Overensstemmelse med Klimaets. Indvirkning paa det organiske Liv, især paa Plantei'ne. Til Fænomenerne i Luften hører ogsaa de optiske Fremtoninger, som Luft- perspektivet (Luftens Mangel paa Gennemsiglighed, der gør, at vi ser fjerne Gen- stande, som Bjærge, i et Slør af blaagraa Farve), Himlens blaa Farve, Dæmringen, Morgen- og Aftenrøden, Straalebrydningen (Refraktionen), Sol- og Maaneringe (Bisole og Bimaaner, store og smaa Ringe eller Hobe), Regnbuen, Luftspejlinger eller Hildringer (Fata Morgana), alle mere eller mindre hidrørende fra Solstraaler-