78
Fysisk Geografi.
Sierra-Leonekysten falder en aarlig Regnmængde af omtr. 4800 mm, i Maranhao
i Brasilien omtr. 7000 mm, i Vera Cruz omtr. 4700 mm. I Indien falder Regntiden
kun under Sydvestmonsunen. En Egn, hvor Nedbøren er overordentlig rigelig, er
det sydøstlige Affald af Himalaya, hvor den hede fugtige Vind tvinges til Vejrs af
Bjærgene; saaledes falder der i Tsjerra Pundsji i Bengalen aarlig omtr. 10 å 12,000
mm. I det hele er Regnmængden paa enkelte Dage i Troperne meget betydelig,
100—125 mm er ikke ualmindelig, man har endog iagttaget 1036 mm (i Tsjerra
Pundsji 14. Juni 1876). Mængden af det nedstyrtende Vand er saa betydelig, at
Beboerne sigei’, at det regner i Tove, og undertiden har man efter et Uvejr kunnet
øse fersk Vand af Havets Overflade; det kommer af, at Skyerne findes i langt større
Højder, og Regndraaberne vokser ved Faldet. I de tempererede Bælter er Nedbøren
langt ligeligere fordelt over de forskellige Aarstider paa Grund af Kampen mellem
de tørre og fugtige Vinde, og ogsaa langt mindre, naar undtages enkelte Egne som
Alpernes sydlige Affald og Vestkysten af Nordengland, Skotland og Norge (Ber-
gen), hvor Regnmængden er 2000—3000 mm. I Almindelighed tager Regnmæng-
den af inde i Landene, ligesom ogsaa de enkelte Regndage. Vestkysten af de store
Kontinenter har overvejende Foraars- og Efteraarsregn, medens det Indre har over-
vejende Sommerregn. For Evropa gælder det i Almindelighed, at Mellemevropa og
Nordevropa ligger i Sommerregnens Bælte, Sydevropa i Vinterregnens. Til de tør-
reste Egne paa Jorden hører de store Ørkener i Nordafrika, Arabien og Mellem-
asien, hvor der kan være Aar imellem, at der falder et stærkt Regnskyl, foruden
de Egne, der som omtalt ligger i Vindskyggen, som Ørknen Gobi og Vestkysten af
Sydamerika ved Peru.
Det, som kaldes Klima (græsk, „Hældning“), er altsaa et Indbegreb af alle
disse Fænomener i Luftkredsen, der her er omtalte; men da den væsentligste Faktor
dog er Varmen, er det efter den, man har inddelt Jorden i de tre klimatiske Hoved-
bælter, det varme, tempererede og kolde Bælte. Medens det matema-
tiske eller solare Klima er bundet til Breddegraderne (se p. 23), er det virke-
lige eller fysiske Klimas Grænser ofte meget forskellige fra dette. Tidligere satte
man (Supan) Aarsvarmelinjerne for 0° og 10° som Grænse mellem de tre Bælter,
hvorved det varme Bælte var næsten Halvdelen af Jordens Overflade, 49,4 %, me-
dens det tempererede var 38,5 % og det kolde omtr. 12 %; men denne Inddeling
søger man nu at komme bort fra eller at modificere, da Aarsmiddelvarmen maa
betragtes som en meget uheldig Grænse; saaledes har man til Grænse for det varme
Bælte sat Aarsvarmelinjen for 20 °, hvorved Bæltet naar paa den nordlige Halv-
kugle til omtr. 30° Br. og paa den sydlige til omtr. 20° Br., medens man som
Grænse mellem de tempererede og kolde Bælter har sat Sommervarmelinjen (alt-
saa Julis paa den nordlige og Januars paa den sydlige Halvkugle) for 10°, og paa
denne Maade bliver det varme Bælte omtr. 47,9 %, de tempererede 35,5 % °g
kolde 16,6 %; navnlig er her Grænsen mellem de kolde og tempererede Bælter langt
at foretrække, da den omtrent falder sammen med Skovenes Polargrænse. Men
helt tilfredsstillende er dog denne Inddeling heller ikke, og man har i den nyeste
Tid foreslaaet nye Inddelinger, der mere er i Overensstemmelse med Klimaets.
Indvirkning paa det organiske Liv, især paa Plantei'ne.
Til Fænomenerne i Luften hører ogsaa de optiske Fremtoninger, som Luft-
perspektivet (Luftens Mangel paa Gennemsiglighed, der gør, at vi ser fjerne Gen-
stande, som Bjærge, i et Slør af blaagraa Farve), Himlens blaa Farve, Dæmringen,
Morgen- og Aftenrøden, Straalebrydningen (Refraktionen), Sol- og Maaneringe
(Bisole og Bimaaner, store og smaa Ringe eller Hobe), Regnbuen, Luftspejlinger
eller Hildringer (Fata Morgana), alle mere eller mindre hidrørende fra Solstraaler-