Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
Plantegeografiske Bælter og Regioner. 81 1 IndTzf-af Asien °8 det St°re Kontinents Østkyster end i Evropa med dets lanet mildere Klima; Fastlands- og Kystklima fremkalder her en stor Forskel i Veget! .onen. Det karakteristiske er Enge, Heder, Torvemoser, Lovskove og aa nS " træerne begynder) og Kornmarker. 18 e fßß R t0 S“bavktiske Bæl^r, Nnåletræernes Bælte, omtrent til Polarkredsene (66. Breddegrad), men Grænserne er ogsaa her meget uregelmæssige, snarere mere er lindst 40 V<id ÆkVa‘°r Mar det lil 3700 m HøJd«: Middeltemperaturen , 7' "i* '° arktlske Bælter, Alpeplanternes Bælte, til omir. 72. Breddegrad liSe- Midd !!m ure8elniæssige Grænser; under Ækvator naar det lil 4200 ni Høide- M>dcdeltempe.raturen er 1 a 2 » C. (i Evropa). Løvtræerne er forsvundne, blot B rke bredehe g 86 °1’ NordkaP; men Naaletræerne har endnu stor Ud- 8 . De to Polarbælter, Mpeurternes Bælte, ligger uden for den 72 Breddegrad og naar under Ækvator over 4200 m Højde. Her mangler alle Træer og Kulturplanter- kun faa Fanerogamer kan trives i den korte Sommer; del er Mosser os lavarter’ aiephn|evæk?ikende' ~ ““ l'31' Jidligere sal den 82' Breddegrad som Grænse for vL. ? ’ . ?,aa U en ,Or denne har man i de" senere Tid fundet en Vegetation, som tjener Moskusoksen til Næring. Senere er der imidlertid fremkommet nye Inddelinger med langt flere Zoner ja den nyere Forskning har endog omtrent helt opgivet „Bælterne“ o- søgt at samle de forskellige Planteformer i „Regioner“, ordnede efter Klimatologiens8 nye Resultater eller efter „Plantesamfund“ (Warming), hvorpaa der dog ikke kan «aas nærmere ind, da denne Gren af Plantegeografien først er i sin Tilblivelse of de opstillede Systemer derfor maa betragtes som mere eller mindre ufærdige Forsøg i) Desuden er der kommet et nyt Moment til, det geologiske, idet nogle mener at der ^ lægges Vægt paa den tidligere Fordeling af Vand og Land under Jordens Ud- ng. da man kun paa den Maade kan forklare sig mange Begrænsninger i Flo- raen, som ikke begrundes i de klimatiske Forhold. 8 Fn S7- manDJiar set ved de Plantegeografiske Bælter, foregaar der en tilsvarende roiandring i Planteverdenen iHøjden, saaledes kan man ved at bestige Pico de leyde paa Teneriffa omtrent komme igennem alle Bælterne. Det er selvfølgeligt at jo længere Bjærgene ligger fra Ækvator, jo flere af de nederste Trin mangler der er er dog den store Forskel, som ovenfor (p. 71) er berørt, at paa Bjærgenf afviger Aarstidorne mindre fra hinanden, Bjærgene har ikke den stærke Sommervarme , Apennmerne f. Eks. findes Bøgen endnu i 2000 ni Højde, hvorimod Kornet paa tX; // • v' rrge Son;mervarme kun trives til 1300 m Højde; det omvendte er Tilfældet i Nordevropa, hvor man nogle Steder har Kornavl helt op til Polarkred- sen paa Grund af den stærke Sommervarme, medens Bøgen allerede forsvinder i Mellemsverige. For øvrigt forløber Vegetationslinjerne paa Bjærgene højst uregel mæssigt og danner ofte slet ikke sluttede Kurver, da saa mlng! Faktorer spiller ind, saaledes Skraaningernes Natur, om det er Vind- eller Skyggeside den fugtige eller tørre Side o. s. v., og hvert enkelt Bjærg maa saa al sige ses for sig § g Et overordentlig vigtigt Spørgsmaal for Menneskene er Kulturplanterne i- I a6? •? 6 r ‘ Sk0nt de ßeSte har deres bestemte Hjem, er de dog ved Menne- skets Arbejde bievne udbredte langt uden for disse snævrere Grænser Antallet af de Planter’ Menne*ket drager Nytte af, er blevet angivet til mange Tusinder af pioner, atter delte kontinentale Region (delt i 10 Underafdelinger) 3Pden vef li™ ØS9JS® Halvkugle s Region (delt i 11 Underafdelinger), 4. den ocelns’ke Øreglono/s. vreRion H. Weitemeyer; Geografisk Haandbog.