436
Det østeuropæiske Lavland.
ældste af disse Formationer er lejrede ved Randene mod V. og 0., medens det egent-
lige Indre bestaar af permiske Lag, kun pletvis dækkede af Lag fra Trias- og Jura-
formationen; Lag fra Kridtformationen og den tertiære (og eftertertiære) Periode
optræder kun i den sydlige Del fra Østersøen mod SØ. til det sorte og kaspiske Hav
som et Vidnesbyrd om, at her engang har været Forbindelse mellem Havene. Heller
ikke her mod S. er der foregaaet Foldedannelse af nogen Betydning, naar man ser
bort fra Krims Bjærge, der maa betragtes som en Fortsættelse af Kaukasus' Bjærg-
system. Men efter de nyere Undersøgelser, navnlig efter den sidste Tids General-
stabsmaalinger (som dog endnu langtfra er afsluttede, navnlig for de østlige Egnes
Vedkommende), er dog Ensformigheden ikke slet saa stor, som man tidligere har
antaget; man har efterhaanden faaet Øjet op for, at Højderne er betydeligere — dog
intet Sted over 420 ni — og Formerne mangfoldigere, om ogsaa alle Overgange
foregaar gradvist og ganske jævnt, og saaledes er man ved den mere indgaaende Be-
skrivelse ikke alene henvist til den Forskel, som de klimatiske Forhold medfører paa
et saa uhyre stort Areal, hvad Plante- og Dyreverdenen angaar. Vel har man maattet
opgive den tidligere (p. 9 og 296) omtalte Teori om nogle fra V. til 0. løbende
Landrygge eller Plateauer, nemlig det uralsk-baltiske Plateau mod N. og det uralsk-
karpatiske Plateau mod S., der afdelte den østevropæiske Slette i et nordligt, mel-
lemste og sydligt Lavland; det viser sig snarere at være et, om end ikke videre højt
Centralplateau, der er lejret i Retningen fra NV. til SØ., og som skiller de enkelte
Bækner. Paa de nyeste Kort er de ovennævnte Landrygge forsvundne, og det Indre
i Mellemrusland maa nu snarere bestemmes efter to brede, svagt buede Landrygge
eller Højdeflader, der forløber i Hovedretningen fra N. til S., nemlig det vestrussiske
Plateau, der strækker sig fra Egnen S. for Lådogasøen til Dons Biflod Donets, og et
østligere Højdedrag, Volgaplateauet, der gaar langs Volgas højre Bred fra Nisjnji-
Novgorod og Kasan til Zarizyn. Mellem disse to Højderygge ligger der en bred Lav-
ning, det egentlige russiske Centralplateau, til hvilket slutter sig mod S. det syd-
russiske Stenplateau eller den donske Flade mellem Donets og det asovske Hav.
Endelig følger i Nordrusland N. for det centrale Plateau og skilt fra dette ved brede
Lavninger, paa den anden Side af Volga det nordrussiske Plateau (den Alaunske
Landryg), der strækker sig op til Petsjoras Kilder og skiller Volgas fra Dvinas Bæk-
ken, og endnu nordligere 7'imanbjærgene mellem Mesens og Petsjoras Bækner i det
arktiske Lavland. Det indre af Ruslands Overflade er saaledes langtfra jævn, men
frembvder tværtimod en Vekslen af Sletter og bølgeforniede Bakkelandskaber, hvor
rigtignok Højderne er meget ringe i Forhold til de uhyre Arealer. A ed den detaille-
rede Beskrivelse vil Plateauerne og Højdedragene samt Sletterne og de talrige Flod-
systemer blive nærmere omtalte.
a. Mellem- og Sydrusland. Den vestligste og største af Mellemruslands to
Højderygge, det vestrussiske Plateau, begynder som nævnt i Egnen S. for Ladoga-
søen med Valdajhøjderne (Valdaiskajagori), der dog kun er et ubetydeligt, i Bredden
og Længden ca. 150 km stort, svagt hvælvet, til Dels skovklædt Bakkelandskab,
som har en Gennemsnitshøjde af c. 250 m, og hvis afrundede Toppe højst naar 321
m (Kamestik). Mod S. fortsættes Plateauet fra Valdajhøjderne til Egnen om Char-
kov og Dons Biflod Donets, mod V. naar dets Udløbere indtil Weichsels Flodsystem
ved Brest-Litovski, det litauiske Plateau, med en Gennemsnitshøjde af 100—250 m
(højeste Punkt Lyssaja Gora ved Minsk, 343 m), gennembrudt af talrige Floddale,
og fortsættes mod V. paa den anden Side af Njemen i Suvalkis Plateau, c. 300 m.
og det preussiske Søplateau (se p. 297). Den Række af lave Plateauer, 100 200 id,
der i en Halvbue fra N. til SV. gaar gennem Østersøprovinserne {Aafladen i Lifland