Naturforhold.
437
naar indtil 314 m) og ofte kaldes med eet Navn de baltiske Højder, og som med
deres Vekslen af Højdegrupper, Skove, Søer og Sumpe har samme Karakter som det
baltiske Søplateau, maa vel ogsaa regnes til dette vestrussiske Plateau, skønt de
skilles fra Valdajhøjderne ved den Indsænkning, hvori Ilmen- og Peipussøen ligger.
Det vestrussiske Plateau er en vigtig Skillelinje mellem Volgas og Dnjeprs Omraader
og Østersøprovinserne, navnlig er Valdajhøjderne af stor Betydning som Udspring
for en Mængde Floder, der strømmer til alle Sider, saaledes mod N. Msta-Neva, mod
V. Dyna, mod SV. og S. Dnjepr og Don og mod 0. Volga og dens vestlige Bifloder.
Ved den nærmere Beskrivelse af Lavlandet om Østersøen, der mod
0. begrænses af Valdajhøjderne, bemærkes, at Egnene i Ingermanland, Estland og
Lifland væsentlig har den samme Karakter som de nordligere liggende Egne, der
senere vil blive omtalte, blot at Skovene her mere viger Pladsen for rige Agerdyrk-
ningsdistrikter, navnlig mod S. i Kurland og Litauen, som har betydelig Kornavl
samt Kartoffel- og Høravl. Ved de ovennævnte baltiske Højder deles Lavlandet i en
østlig og en vestlig Del. Mod 0. gaar en dybere Fure langs Valdajhøjderne, i hvilken
Lovat flyder til den c. 920 km2 store Ilmensø, hvis Afløb til Lådogasøen er Volkov.
Vestligere ligger Bæknet om Peipussøen (Tsjudskøje Osero), der med sin sydlige
Del, Pskovsøen, er c. 3500 km2, c. 30 m over Havfladen; fra V. løber Embach, gen-
nemstrømmende Virts-Jærvsøen, ind i Peipus, fra S. flyder Velikaja til Pskovsøen;
det samlede Afløb mod N. til den finske Bugt er den c. 70 km lange Narova (Narva);
der forstærkes ved Plussa i højre Bred; Narovas Sejlbarhed forringes ved, at den
flere Steder danner indtil 5—6 m høje Vandfald. Efter nogle mindre Kystfloder som
Pernau og liflandsk Aa følger Østersøegnenes mægtigste Flod Dyna (Russernes vest-
lige Dvina, lettisk Daugava), ’der er c. 840 km med et c. 85,000 km2 stort Opland.
Den har sit Udspring paa Valdajhøjdernes Sydaffald nær ved Volgas Kilder, løber
mod SV. langs det vestrussiske Plateaus Vestaffald indtil Optagelsen af Ulla noget
neden for Vitebsk og drejer derpaa mod NV., gennembrydende Plateauet med Kata-
rakter og indtil 13 m høje Bredder, indtil den som en c. 1100 m bred Strøm lidt
neden for Riga falder ud i den rigaiske Bugt ved Dynamiinde. Floden er sejlbar i
næsten hele sit Løb, dog kun for mindre Skibe, ög af meget stor Betydning for
Udførslen af Oplandets Raaprodukter; i sit øvre Bækken staar den i Kanalforbin-
delse med Dnjepr. Efter nogle mindre Kystiloder som Windau følger Østersølandets
andet betydeligere Flodsystem Njemen, c. 790 km med et c. 90,500 km2 stort Op-
land. Den udspringer nær ved Minsk paa Sydranden ST det vestrussiske Plateau og
bliver snart efter sejlbar; efter at have ggnnembi’udt Plateauet vender den sig ved
Grodno, 114 m o. H., mod N. og løber en Tid med stejle, skovbevoksede Bredder,
hvorpaa den drejer mod V. og træder ned i Lavlandet ved Kovno, 28 m o. H.. hvor
den fra 0. optager sit betydeligste Tilløb Vilija og bliver sejlbar for større Skibe.
Her begynder allerede de skovbevoksede Sumpstrækninger, dog beholder den sine
høje Bredder omtrent til Tilsit — paa preussisk Grund, som den betræder c. 112
km fra Mundingen, kaldes den Memel —, hvorefter den deler sig i to Hovedarme,
Rus og Gilge, der indeslutter det frugtbare Marskland Tilsiter Nehrung, og falder ud
i kurisches Haff; den sydlige Arm Gilge staar i Kanalforbindelse med Pr eg el. Ogsaa
Njemen er i Øvreløbet forbunden med andre Floder, idet der fra Grodno fører
Kanaler dels mod SØ. til Pinsk ved Pripet, dels mod SV. over Lomza og Floden
Narev til Weichsel. Selve Weichsel er behandlet under Mellemevropa (se p. 299).
Mellemruslands østlige Højdedrag, Volgaplateauet, gennemsnitlig c. 200 m højt,
begynder som nævnt ved Volgas øverste Knæ ved Nisjnji-Novgorod og strækker sig
langs Flodens højre Bred til dens nederste Knæ ved Zarizyn. Plateauet falder stejlt
af til Floden med bratte, ofte ganske imponerende Skrænter og antager næsten et