Naturforhold. 439
Floder mod N. til Oka og Volga, mod S. til Don, medens ingen finder Vej mod 0.,
da Volgaplateauet hæver sig her.
S. for det centrale Plateau ligger det sydrussiske eller donske Stenplateau, der
med en Gennemsnitshøjde af noget over 200 m hæver sig til 369 m. Medens det
mod N. umærkeligt gaar over i det centrale Plateau, har det stejlt Affald til Dons
nedre Dal og til den langs det asovske Hav lejrede pontiske Steppe. Det gennem-
brydes af talrige Floder, saaledes i Midten af Dons Biflod Donets, og bestaar for
det meste af øde, skovløse Steppelande, der næsten udelukkende er skikkede til
Kvægavl, kun ved Flodbredderne findes noget Agerbrug. Grunden til denne Ufrugt-
barhed maa søges i den ringe Fugtighed, thi selve Jordbunden har gode Betingel-
ser, dækket, som den er, af den „sorte Jord“.
Det centrale Plateaus Hovedflod er Don (Oldtidens Tanais, Tatarernes Tuna
eller Duna), Ruslands mest udprægede Steppeflod, c. 2000 km med et c. 430,000 km2
stort Opland. Den udspringer næsten paa Nordranden af Plateauet i en sumpet,
skovrig Egn SØ, for Tula, løber først mod S. gennem det ovennævnte rige Korn-
land langs Kurskplateauets Østside og Vender sig derpaa mod SØ. ved Voronesj,
optagende fra N. Choper og Medvjeditsa, indtil den kun er fjærnet c. 60 km fra
Volga, med hvilken den i ny Tid er sat i Forbindelse ved Jærnbane i Stedet for en
tidligere paatænkt Kanal; derpaa vender den sig mod SV., gennembryder Plateauet
i en dyb Tværdal, vender sig efter at være traadt ned i Lavlandet mod VSV. og ud-
munder ved Asov i en flad Liman. I Nedreløbet optager den den fra Kurskplateauet
kommende Donets (lille Don), der bryder sig en sydøstlig Vej gennem det donske
Plateau. Don er vel sejlbar i en Længde af c. 1300 km, men er vanskelig at besejle,
navnlig om Sommeren, paa Grund af den ulige Vandstand og de farlige Sand-
banker; ved Højvande kan den i sit Nedrelob være indtil 30 km bred og fører c.
10,000 kbm Vand i Sekundet.
Paa begge Sider af de skildrede to Landrygge og det centrale Plateau er lej-
rede to mægtige Lavninger: Volgabceknet med den sydrussiske Steppe mod 0. og
Dnjeprbæknet mod V.
Volga (Oldtidens Rha, Mordvinernes Rhau), Evropas største Flod, c. 3200 km
med et c. 1,459,000 km2 stort Opland, er saa at sige helt igennem en Lavlandsflod,
thi allerede ved Tver betræder den Lavlandet, og ved Rybinsk, dens nordligste
Punkt, er den kun c. 90 m over Havfladen. Dens Bækken falder naturligt i to Dele,
et øvre vestøstligt fra Udspringet til Foreningen med Kama og et nedre i Retningen
fra N. til S. til Udløbet. Den kommer fra den sydlige Del af Valdaihøjderne fra en
Sump nær ved Dynas Udspring, c. 230 m o. H., strømmer gennem nogle smaa Søer
og modtager Tilløbene Jakopa og Selicharovka, hvilken sidste danner Afløbet for
Seligersø (tidligere betragtet som Volgas egentlige Kilde), hvorpaa den allerede er
sejlbar for Baade. Den løber nu mod SØ. til Subtsov, hvor den forlader Volkonski-
skoven paa Valdaihøjderne og optager Vatsutsa, og drejer derpaa mod NØ. til Tver,
136 m o. H., hvor den optager Tvertsa; efter en ny Bøjning mod SØ. løber den
videre i nordøstlig og nordlig Retning forbi Rybinsk til sit nordligste Punkt, hvor
den optager Mologa, der er i Kanalforbindelse med Nevasystemet, og kort efter
Sjeksna, hvor den allerede naar en Bredde af c. 500 m. Volga vender sig derpaa
med store Bugtninger mod SØ., indtil den omtrent ved Nisjnji-Novgorod (58 m)
slaar ind i mere østlig Retning for ved Kasan (35 m) at dreje mod S. Dette øvre
Volgabækken kan atter deles i to Dele, det egentlige øvre Bækken, der gaar
til Egnen mellem Jaroslav og Kostroma, hvor Udløberne af det centrale Plateau og
det nedenfor omtalte nordrussiske Plateau træder temmelig nær til Floden, og det
mellemste eller Mosk vabæknet, skønt Moskva selv (125 m), ligger ved