Naturforhold.
441
Vjatkabæknet, er væsentlig opfyldt af Skove, kun mindre Strækninger er indvundne
foi Agerbruget, navnlig S. for Byen Vjatka, hvor der er stor Høravl.
Fra Kama, hvor Floden er c. 1700 m bred, fortsætter Volga sit Løb i det nedre
Bækken. Ogsaa dette kan deles i to Afsnit. I det første løber Floden i sydvestlig
Hovedretning omtrent til Byen Zarizyn, kun dannende een større Bue mod 0.,
hvori Byen Samara ligger paa venstre Bred. Flodens Bredder paa denne Strækning
er skildrede ovenfor; i den højre Bred, der er høj og stejl, modtager den saa godt
som ingen Tilløb, og Byerne som Simbirsk og Saratov ligger højt over Floden; men
i den venstre lave Bred modtager den flere betydelige Tilløb'fra det sydrussiske
Steppeland, saaledes Tsjeremsjan og Samara, mellem hvilke den gennembryder
Udløberne af Obtsjei Syrt; Samaras Dal er af særlig Vigtighed, da Hovedvejen
(Jærnbanen med den c. 1480 m lange Sysranbro over Volga) følger den; et senere
Tilløb er Irgis. Det sidste Afsnit begynder ved Zarizyn (15 ni under Havfladen) og
Sarepta, hvorfra Floden drejer mod SØ., for tilsidst at naa det kaspiske Hav. Paa
denne Strækning, hvor begge Bredder er lave, deler Floden sig i talrige Arme, der
danner Sumpe og Sandøer, omgivne af Siv og til Dels med yppig Græsvækst og
Træer, eller rettere sagt der er to Hovedarme, forbundne ved et Net af Kanaler:
den østlige Hovedarm, Achtuba, skiller sig allerede fra Floden oven for Knæet og
løber parallel med den c. 150 km lige til Udløbet, hvor der er 8 Hovedarme og en
Vrimmel af Mundinger. Det egentlige Delta, c. 11,300 km« begynder først c. 50 km
oven for Astrachan og er langt fremskudt i Havet, yderst er det c. 180 km bredt.
Paa Grund af den stærke Fordampning i det kaspiske Lavland er den oprindelige
Vandmasse, der ved Sysran er c. 10,000 kbm i Sekundet, ved Udløbet forringet til
c. 6000. — Volga er den sejlbareste af alle Ruslands Floder; fra Rybinsk, c. 3000
km fra Mundingen, besejles den af større Skibe (i hele Systemet er c. 12,000 km
sejlbare), uden at Sejladsen besværes af Katarakter, men vel af Sandbanker hist og
her og af den ulige Vandstand; i Foraarstiden er den tilbøjelig til at svømme over
sine Bredder. Tatarerne kalder den Atal (Itel, Edel), o: den gavmilde, paa Grund
af dens Fiskerigdom, særlig fra det sidste Knæ.
Det ovenfor berørte sydrussiske Steppeland 0. for Volga begynder S. for Kama
og har i sin nordlige Del indtil det mellem 500 og 100 m hoje Højdedrag Obtsjei-
Syrt (o: almindelig Vandskel), der strækker sig fra Uralbjærgenes Sydfløj mod SV.
og med sine Udløbere næsten naar Volga, endnu Skov og Krat, og heller ikke Ager-
bruget er udelukket, men Kvægavlen faar mere og mere Betydning jo længere man
kommer med S., og S. for Højdedraget bliver den Beboernes udelukkende Beskæf-
tigelse. Landskabet aftager i Hojde mod S., og fra den 50. Breddegrad synker det
under Havfladen, Volga naar allerede Nulpunktet c. 80 km N. for Saratov. Det er
det kaspiske Lavland, en fuldkommen skovløs Steppe, der tidligere har været dæk-
ket af et stort Hav, hvoraf det kaspiske Hav er en Rest; paa den udtørrede Hav-
bund er endnu store Strækninger dækkede med krystalliseret Salt, andre Steder
har Vinden optaarnet store Sandbanker, men spredt over hele Sletten findes i For-
dybningerne Saltsøer og Saltsumpe, der næres af Steppefloderne, som tilfører dem
Salt fra den saltholdige Overflade. Den mest kendte er Eltonsøen (Jallon-Nor, o:
gyldne Sø), c. 150 km2, NØ. for Volgaknæet (se I p. 56), der er saa mættet med
Salt, at det i tykke Lag dækker Vandfladen og krystalliseret omgiver Bredderne
med en hvid Skorpe; sydligere ligger den mindre Baskuntsjaksø (Baskuntsjatskoje
Osero), der vistnok nu har endnu større Betydning for Saltvindingen end Elton-
søen. Vegetationen bestaar af Kurveblomster, Skærmplanter, stride Græsarter og
Salturter (Salsola og Salicornia); i den korte'Toraarstid dækkes Steppen af et rigt
Græs- og Blomstertæppe, men Sommerheden faar alt til at visne, kun Flod- og