446
Det østeuropæiske Lavland.
den lappiske Halvø sig som et selvstændigt Led og som Overgangsland mellem Øst-
evropa og Skandinavien. Det Indre er et Gnejs- og Granitplateau, i Gennemsnit 150
m højt; stejlest stiger Plateauet op fra den finske Bugt, medens det sænker sig
jævnt mod V., N. og 0. Kun til Dels er Plateauel overdækket med et tyndt Lag
Muld og Sand, ofte træder Gnejsen og Graniten nøgen frem, og Klippegrunden er
gennemfuret af de ejendommelige Striber, der er frembragte af Gletscherne, som
har dækket Landet. Kun faa Egne er skikkede til egentligt Agerbrug; de findes navn-
lig ved Kysterne, hvor Plateauet er dækket af tykkere Lag. Det meste af Overfladen
Finsk Landskab.
er en forvirret Blanding af Klipper, Heder, Moser og Søer, paa hvilke sidste Landet
er overordentlig rigt, og som har skaffet det Navnet „de tusinde Søers Land“, et
meget beskedent Navn, da der skal være henimod V4 Mill. Vandflader, og da de udgør
c. Vi2 af den henved 400,000 km2 store Overflade. Kun mod N. har Landet egentlig
Karakter af Bjærgland. Mod NV. i Kilen mellem Norge og Sverige, hvor Landet hæ-
ver sig op mod de skandinaviske Bjærge, findes de højeste Punkter, Haldefjall (Hal-
disjok), 1254, og Pallastunturi, 858 m. Sydligere aftager Højderne, ved Polarkredsen
findes der dog endnu Højder paa c. 550 m. Gennem den nordlige Del gaar den brede
Maanselkä (o: Landryg), der begynder omtrent mellem den bottniske Bugt og Kan-
dalaksjabugten og gaar mod SSØ. og danner Vandskellet mellem det hvide Hav og
den bottniske Bugt. Kun den nordlige Del har Højder paa over 300 m. Ved den rus-
siske Grænse omtrent under 64° n. Br. drejer den mod S. og deler sig i to Kæder,
der omslutter Landets sydlige Del, det egentlige finske Søplateau; den ene, Suomen-
selkå, gaar mod SV. ud lil den bottniske Bugt noget S. for Christinestad og danner
Nord- og Nordvestranden for Plateauet, den anden, Salpausselkä, udgør som en